Anmeldelse: Anbragt, Teatret Svalegangen

Posted by - Lea Hjort Thalund
On - 27. marts 2024

Af Lea Thalund

Anbragt er ikke en fortælling, som ender lykkeligt; i hvert fald ikke i den her udgave. Det er heller ikke noget, som de lægger skjul på, i takt med at historien skrider frem. De enkelte billeder af lykkelige øjeblikke er desværre ikke nok til at tippe vægtskålen, selvom både os i salen og skuespillerne på scenen ønsker det.

Forestillingen handler om Natasja, spillet af Maja Juhlin, hvor den fordrukne far, spillet af Christoffer Hartmann, ikke længere er i stand til at tage sig af hende. Han beder selv om at få hende anbragt. Natasja er aggressiv, udadreagerende og dårlig til forandringer. Hun kommer aldrig til at passe ind hos det omsorgsfulde og kærlige ægtepar, spillet af Allan Helge og Kirstine Hedrup, som bliver hendes plejefamilie. Anna Bob Fredslund spiller farens kæreste, som kommer og går, samt en skiftende række af sagsbehandlere.

Fortællingen er ikke munter, den er hård, med en tone af opgivelse. Alligevel er der lyspunkter at finde. Farens kærlighed til datteren er man ikke i tvivl om, selvom den til tider kan være svær at få øje på. Sagsbehandlere og socialrådgivere viser sig med omsorg får familierne, men systemet modarbejder deres gode intentioner. Lyspunkter som er tiltrængte i en så barsk fortælling.

Fra forscenen kastes der lys på skuespillerne, så konflikterne både også bliver vist som et skyggespil, en meget rammende og stærk effekt. Det viser det usagte magtforhold i, hvem er større end hvem, de enkelte slagsmål, men også de følelser, som Natasja sidder med, men ikke tør åbne op om hendes sårbarhed. Henrik Sloth simple lysdesign er intet mindre end genialt.

Forestillingen er barsk og det skal den også være, for at den rammer. Desværre følte jeg mig ikke ramt nok, da jeg rejste mig fra mit sæde. Tempoet og energien i forestillingen blev for ensformig. Den føltes for lang, hvor den næste handling blev forventelig. Thomas Markmanns manuskript indeholder mange af de samme beskrivelser, som derfor i gentagelsen ikke fik den samme effekt. Havde man kogt barskheden ned til en time, ville Anbragt have stået skarpere og have ramt hårdere.

Fortællingen er ikke enkeltstående, hvilket der også gentagne gange bliver pointeret fra scenen. Dette bliver understreget af scenografien, som er sparsom, hvid og nærmest steril. De hvide vægge snævrer ind mod midten og de eneste to udgange fra scenen, i hver sin side, er dækket af et gennemsigtigt plastforhæng, der leder tankerne hen på en fabrik. For fuldende fabriksfornemmelsen, er der placeret et samlebånd tværs fra den side af scenen til den anden. De store rene overflader, som scenografien danner, bliver brugt i lysdesignet.

Skuespilpræsentationerne var desværre også middelmådige. Hartmann virkede til tider utroværdig som faren, selvom han kom efter det. Det tog lidt tid før man fandt balancen mellem den voksne Natasja og barnet Natasja hos Juhlin. Hedrups præstation som den varme, omsorgsfulde plejemor, der holder på at se det gode i alle, hæver forestillingen.

Anbragt er en fortælling, som ikke besidder en lykkelig slutning, men det gør den også virkelighedsnær. Den besidder kampen om såvel som opgivelsen af lykken, men også at glæde og håb kan findes på selv de hårdeste steder. Samarbejdet med Børns Vilkår skaber ikke kun en autenticitet i forestillingen, men understreger også vigtigheden af den. Jeg havde blot ønsket, at den havde ramt mig hårdere.

Produceret af Teatret Svalegangen i samarbejde med Børns Vilkår

Teatret Svalegangen, Store Sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 23. marts-20. april 2024

Set den 23. marts 2024

Fotos: Creative Zoo, Montgomery

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2023-2024/anbragt/

Medvirkende: Maja Juhlin, Christoffer Hartmann, Allan Helge, Kirstine Hedrup og Anna Bob Fredslund

Dramatiker: Thomas Markmann

Iscenesætter: Sullivan Lloyd Nordrum

Scenograf: Katrine Krohn

Lysdesign: Henrik Sloth