Anmeldelse: Velbekomme!, Team Teatret
Af Sanne Halkjær Hebsgaard
Sæsonen på Team Teatret i Herning skydes i år i gang med forestillingen Velbekomme! Her bliver publikum budt ind i en mands liv. En mand, som står i en livskrise. Konen har forladt ham og samtidigt taget deres søn med sig, og så har han mistet sit job. Livskrisen og grundende til hvorfor han står i denne, bliver langsomt præsenteret i forbindelse med hans forberedelser til et yderst lækkert måltid, han vil fremtrylle. Dette gør han, i håbet om at hans kone og søn vil komme tilbage til ham, så alt kan blive som det plejede. Men gentagende gange bliver han afbrudt af udefrakommende støj, som plager ham mere og mere, og hele tiden får maden til at gå i vasken.
Scenen er meget enkelt sat op, men denne enkle scenografi af Thomas Ravnsgård er meget effektfuld. Og ligesom handlingen gør, tager scenografien ligeledes udgangspunkt i et køkken. Køkkennet er lavet således, at der kun er bordplader og bordben i stedet for køkkenskabe. Dette gør, at man som publikum kan se lige igennem køkkennet, hvilket jeg synes er en super god løsning. På denne måde skærmer scenografien ikke for skuespilleren på noget tidspunkt, og giver publikum frit udsyn.
Ud over at forestillingen foregår på scenen, så er der flere gange undervejs i forestillingen, hvor skuespiller Anders Cornelius Zoffmann træder ud over scenen og ud iblandt publikum. Dette er en måde at komme helt tæt på publikum og nemmere at fange publikums blikke. Og Anders Cornelius Zoffmann gør også sit for at komme i kontakt med som mange publikummer som muligt. Ud over, at man som publikum skal vende og dreje sig en gang imellem for at kunne se ham, så fungerer det faktisk ret godt.
Et element i forestillingen jeg ikke helt forstår, er, at Anders Cornelius Zoffmann nogle gange kommer ind på scenen som en yderst autoritær militær mand. Og jeg når desværre ikke helt at forstå, hvorfor han kommer ind, ud over at jeg forstår, at han bliver mere og mere ekstrem, for hver gang han optræder på scenen. Dog ser jeg overgangen mellem den ødelagte mand til denne hårde og en smule voldsomme militærmand til sidst i forestillingen, men jeg kan ikke se sammenhængen undervejs i forestillingen.
Selve temaerne i denne forestilling er utroligt sigende og relevante for de fleste danskere i 2019. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved de unges overforbrug af sociale medier og gjort grin med deres brug af forkortelser og ironiske distancering med ord som ”LOL”. Og især skildringen af denne mands livkrise over at være blevet forladt af både kone og søn og at have mistet sit job, viser det sårbare ved at være menneske, og hvordan hele ens verden kan ramle på en og samme tid.
I virkeligheden har jeg svært ved at give mig hen, da jeg ser denne forestilling. Det er er svært for mig at tage forestillingen helt ind. Det er først helt til sidst hvor man virkelig opdager, hvor voldsomt denne livskrise påvirker denne mands psyke, at jeg endelig bliver fanget. I lige præcist dette øjeblik oplever jeg en forbindelse, hovedsageligt fordi Anders Cornelius Zoffmann her formår at skildre en helt ødelagt mand, som rammer plet. Men jeg synes dog, at det er ærgerligt, at det først er til sidst, at jeg bliver fanget.
Koblingen mellem mad og denne ødelagte mand giver i sidste ende et super fint og kraftfuldt billede. I takt med at han laver mad og fortæller om sit liv, ser man en udvikling. Maden bliver ved med at gå i vasken for ham, i takt med at han fortæller om sit liv. Konen og sønnen kommer aldrig tilbage til ham, og drømmejobbet han mistede, venter heller ikke længere på ham. Og det yderst lækre måltid mad han skulle servere, bliver heller aldrig til noget. Da han i mod slutningen af forestillingen siger: ”Det er ikke livet, jeg er træt af, det er verden, jeg brækker mig over”, er det tydeligt at verden er imod ham, og at han har fået nok.
Team Teatret, Østergade 32, 7400 Herning
Spilleperiode: 19. september 2019-10. oktober 2019
Set den 19. september 2019
Foto: Mingo Photo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Anders Cornelius Zoffmann
Dramatiker:
Sibylle Berg
Instruktør og oversætter: Peter Dupont Weiss
Scenograf: Thomas Ravnsgård
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod