Anmeldelse: Visen om Sidsel, Grønnegårds Teatret

Af Jonas Gudmand

I denne skønne sommertid har du her en glimrende anledning til at komme i teatret med familien og vennerne. ’Visen om Sidsel’ spiller i det fri, i Designmuseum Danmarks have, og forestillingen er sat op af Grønnegårds Teatret. Det er det samme sted, som den oprindelige historie om Sidsel. Denne forestilling kan uden tvivl være omdrejningspunktet for en dejlig dag sammen med nogle, du holder af.

’Visen om Sidsel’ er skrevet af Nikoline Werdelin, der har fået inspiration fra artiklen ’Kvinder i mandsklæder’, skrevet af historieforskeren Tyge Krogh, der handler om virkelighedens Sidsel og det fænomen, at nogle kvinder forklædte sig som mænd i 1700-tallet.

Forestillingen bliver holdt sammen af en skillingsvise, der er skrevet af Niels Brunse, hvor nogle af karaktererne mellem scenerne synger om handlingen. En skillingsvise blev i øvrigt brugt som sensationspresse i 1700-tallet. Det er en glimrende måde at give et afbræk på i fortællingen.

Historien om Sidsel fanger min opmærksomhed og min nysgerrighed. Jeg vil gerne lære mere om denne kvinde igennem hele stykket.

Sidsel Sigurdsdatter kommer fra den jyske landsdel Thy og må flytte til København for at skabe sig et bedre liv. I Thy må hun efterlade sit barn. I København udgiver hun sig for at være manden Anders Von Thy i et ægteskab med kvinden Bodil Marie, fordi kvinden har fået et barn uden at være gift, hvilket ikke er velset i samfundet. Vi følger hvordan Sidsel indleder et kriminelt samarbejde med Ludvig, der er soldat fra krigen i Skåne, for at tjene til føden. De udvikler et overraskende forhold til hinanden, som I må se i forestillingen, og hvordan det ellers ender med at gå Sidsel.

Nikoline Werdelin er en formidabel dramatiker, der har fået skrevet en vedkommende historie, der er relevant, fordi den oplyser vilkårene for ugifte kvinder i 1700-tallet. Samtidig er der også levende og underholdende replikker, der gør hele oplevelsen endnu bedre.

F.eks. siger Sidsel: ”Hvem der bare var en fandens karl med ar på maven, i stedet for mig med slappe patter og vådt skræv”, og hun siger også: ”Så naive folk skal du af sted til Varde for at finde”. Men der er også alvorlige, som når Ludvig siger: ”Djævlen slipper mig ikke. Jeg bliver ikke nogens noget”.

Skuespilpræstationerne er virkelig på et højt nuanceret niveau. Der er ikke en eneste skuespiller, der leverer en middelmådig præstation. Normalt fremhæver jeg ikke meget mere end to skuespillere, men her er der fem, der i særlig grad får skabt en eller flere troværdige karakterer, som vi især kan se i deres kropssprog og stemmeføring.

Det gælder Johanne Louise Schmidt (Sidsel Sigurdsdatter), Peter Christoffersen (Ludvig Johan Buxbom), Joen Bille (Pastor Schuyt), Michael Moritzen (Rasmus Vedhugger m.fl.) og Simon Sears (bl.a. Jens Albrekt).

Særligt Johanne Louise Schmidt er en stjerne som Sidsel. Der må gemme sig en nominering til en pris til hende. Og det må der også gøre til dramatikeren og selve forestillingen.

Hold da kæft hvor er det egentlig et godt stykke. Punktum.

Grønnegårds Teatret, Designmuseum Danmarks Have, Bredgade 66, 1260 København K

Spiller indtil d. 22. august 2015

Set d. 26. juni 2015

Fotos: Bjarne Stæhr

Har du lyst til at se forestillingen? Se nærmere på forestillingens officielle side: her

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod