Anmeldelse: Xistens, Teater Grob
Af Xenia Winther
Teatersalen i Teater Grob er lavet om til noget, der kunne lige det indre af en stor iglo. Scenen til Xistens er i midten og på siderne sidder man som publikum i en skråning, så man kigger ned på scenen. Publikumsrækkerne går i ét med scenen. Det hele er klædt i hvidt stof med et skær af blåt.
Min observering af, at publikum og scene går i ét, bliver stærkere, da skuespiller Stephanie Nguyenkravler ind på maven bag rækkerne helt øverst. Hun er iklædt en nylon dragt, der er brændt, og en stor stof dragt, der dækker hendes hoved. Det ser ud som om, at hun lider, da hun halvt kravler og halvt falder ned af stolerækkerne. Jeg er meget hurtigt betaget af Stephanie Nguyen, hun har helt kontrol over sin krop, og hun har en kæmpe tilstedeværelse. Flere gange får vi øjenkontakt – jeg føler, at hun ser lige igennem mig, og jeg føler, at resten af publikum forsvinder i de få sekunder øjenkontakten tager.
Hvor vi skal forestille os at være, ved jeg ikke, og hvem Stephanie Nguyens karakter(er)er, får vi aldrig fortalt. Hun snakker om, og drømmer om, at kunne blive et menneske. Hun fortæller om, at hun havde været ensom siden, at hun var baby. I det hele taget fortæller hun om, at eksistere, og hvor svært og hårdt, det kan være, bare at være et menneske. Alt hvad hun sagde, rammede ind i, hvordan jeg har det for tiden.
Scenografien af Ditte Tygesen kan give forestillinger om at være inde i et menneske, f.eks. mig, og Stephanie Nguyens karakter, skulle forestille at finde sig tilrette dér. På den måde spillede vi som publikum også en vigtig rolle, vi var hendes idé om at være et menneske. Forestillingen er et billede på, at finde sig tilrette i sig selv og sin tvivl. Vores vej til at finde ud af, hvordan man er et menneske.
Jeg var meget betaget af forestillingen, ikke mindst fordi jeg synes hendes kontakt til publikum fungerede rigtig godt. Hun snakkede flere gange til os, stillede spørgsmål og kopierede os i forhold til, hvordan vi sad på stolen. Hun havde en lige så skarp opmærksomhed på os, som vi havde på hende. Men også fordi, hele scenografien, skuespillet og rummet spillede rigtig godt sammen. Iscenesætter Sargun Oshana er virkelig lykkedes med at skabe et sammenhængende univers, der rigtig godt repræsentere problematikken med ”at eksistere”.
Når al denne ros er givet, føler jeg også, at der er et par ting, der skal tilføjes. Teksten gav ikke mening for mig, jeg synes, at det spillede rigtig godt sammen med emnet. At teksten ikke gav så meget mening har nok også noget at gøre med, at teksten ikke er skrevet af en dramatiker, men skrevet af kunstig intelligens.
Jeg tror ikke, at teksten skulle give mening. Teksten mindede mig om mit egen tankemylder – der ved gud ikke giver mening. Og derfor gjorde teksten, hvad den skulle – ved ikke at give mening. For nogen gange kan angst, tanker og tankemylder være lige så usammenhængende som kunstig intelligens. Teksten var også spækket med gentagelser – som var langtrukkent, det var lidt for meget for mig. Men i virkeligheden passede det rigtig godt ind i resten af forestillingens univers af ingen mening og udmattelse af at være menneske.
Men der er også en del af mig, der ville kunne forstå, hvis nogen gik ud af salen med en fornemmelse af ikke at forstå noget som helst. For at se denne forestilling, bliver man nødt til at være med på en præmis om, at man ikke skal prøve at finde hoved og hale i det. Hvis man har et behov for at finde hoved og hale, vil jeg nok ikke anbefale denne forestilling.
Men er livet svært, og føles det som en stor bedrift bare at være et menneske, skal man se denne forestilling. Livet er noget rod, og det er vores eksistens også. Xistens prøver via kunstig intelligens at fortælle os om livet – om det lykkedes må du selv se forestillingen og afgøre, men det er den interessante scenografi og særligt Stephanie Nguyens fine skuespil, der imponerer os.
Teater GROB, Nørrebrogade 37, 2200 København N
Spilleperiode: 29. januar-17. februar 2022
Set den 31. januar 2022
Fotos: Birk Thomassen og Karoline Lieberkind
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Stephanie Nguyen
Manuskript: GPT-3(kunstig intelligens)
Iscenesættelse: Sargun Oshana
Idé: Jesper Pedersen og Sargun Oshana
Scenografi: Ditte Tygesen
Lysdesign: Mathilde Hyttel
Lyddesign: Laurits Jongejan
Forestillingsleder: Freja Forsman
Instruktørassistent: Kasper Bisgaard
Produktionsassistent: Johanne Hedeskov
Scenografisk assisten: Emilie Hviid
Videograf: Thomas Hyttel
Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod