Spotlight: En drøm om at blive skuespiller – Jonas Gudmand

Gæsteindlæg af Jannie Strand og Laura Winther Møller, der er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har skrevet artiklen som et semesterprojekt.

Prolog

Kun 20 personer om året lykkes med at komme ind på en af landets tre skuespillerskoler. Alligevel søger flere hundrede hvert år om optagelse. Optagelsesforløbet består af tre prøver. Allerede efter tre minutter kan det hele være slut, men går man videre, kan forløbet vare flere måneder.

Jonas Gudmand er en af dem, der drømmer om at blive skuespiller. Gennem hans historie kan du få et indblik i de prøver, skuespilaspiranterne gennemgår. For den udenforstående kan prøverne virke næsten fjollede, men for ansøgerne afgør prøverne deres fremtid. 

Førsteprøven er fælles for de tre skoler i Aarhus, Odense og København. Herefter afgør skolerne hver især, om ansøgeren skal videre i forløbet hos dem. Jonas’ optagelsesforløb starter i Aarhus til den fælles førsteprøve.

På skuespillerskolen i Aarhus står Jonas i det store, mørke teaterrum. Hans tre minutter er gået.

Han kigger på juryen og forventer det sædvanlige ”tak”, som betyder, ”du må gerne gå, vi kontakter dig”. Helt overraskende rejser et af jurymedlemmerne sig op.

”Hvor i kroppen sidder forelskelse?”

Jonas er forvirret, ”øhh… i maven?”

”Prøv at mærke det nede i maven.”

Jonas lukker alt andet ude. Han kan mærke det, og det føles vildt.

”Sig din tekst igen med den følelse i kroppen.”

Jonas prøver, men der kommer ingenting. Han mærker følelsen, men han kan ikke få teksten ud.

”Træk vejret, og prøv igen.”

Ingenting. Der kommer ingenting ud af munden på Jonas. “Tak,” siger de.

1. prøve

900 ansøgere – 80 pladser i det videre forløb

​

Begyndelsen af januar

Det er endelig ved at være tid. Jonas og en lille gruppe andre ansøgere venter udenfor rummet. Det rum, hvor han om lidt har tre minutter til at give alt, hvad han har, i en monolog. Adrenalinen pumper i kroppen. Det er bare så vigtigt. Han har allerede søgt ind to gange, men han er ikke villig til at give op på drømmen. Han har hørt fra andre, at det statistisk set er mest sandsynligt at komme ind tredje gang, man søger. Så i år må være hans år.

På forberedelseskurset har han lært en øvelse til situationen, som kan få tankemylderet til at forsvinde og hjernehalvdelene til at arbejde sammen. Jonas lægger hænderne på skuldrene, krydser dem over brystet, lægger dem på skuldrene igen og så den ene hånd ned på modsatte knæ, mens han løfter benet fra jorden. Skulder, kryds, skulder, knæ. Bevægelsen er næsten indbygget i Jonas. Alle tanker forsvinder. Hjertet banker. Kroppen arbejder som en maskine. Skulder, kryds, skulder, knæ. Skulder, kryds, skulder, knæ. En høj klokke lyder. Nu er det deres tur.

På række ved et langt bord sidder optagelsesudvalget. To jurymedlemmer fra hver af de tre skoler.

Jonas har valgt Shakespeare teksten ”Stor ståhej for ingenting”. Det må være sådan noget, de laver, dem, der kommer ind på skuespillerskolen. Han skal spille Benedikt, som midt i monologen forelsker sig. Han har øvet den med sin underviser Troells inden, og han ved, hvor vigtigt det er, at han mærker følelserne i stedet for bare at vise dem. Forelskelsen skal komme indefra. Med seks mennesker stirrende på ham, starter han sin monolog. En af eleverne fra skolen spiller Beatrice, som han skal forelske sig i. Han holder fokus på hende og kommer sikkert igennem monologen.

Da der ikke kommer det sædvanlige tak, men jurymedlemmet i stedet begynder at arbejde med ham, er han forvirret. Er det godt eller skidt?

Helt tom i kroppen forlader han lokalet. Han følte det så stærkt i hele kroppen, men der kom ingen ord ud.

Lokalerne på skuespillerskolen er hyggelige, men den særlige, spændte prøvestemning fylder rummene. På væggene har eleverne lavet små opmuntrende sedler. På toilettet står der for eksempel ”Husk, at juryen også skider”. Ansøgere kommer og går, og selvom der er nervøsitet i luften, forsøger folk høfligt at småsnakke.

Da Jonas er kommet til sig selv igen, tager han hjem. En hel måneds ventetid er forude.

​

Slutningen af januar

Det første svar, der tikker ind, er fra Aarhus. Afslag. Håbet falder. Den næste mail er fra København. Invitation til andenprøven. Han er videre! Efterfølgende kommer afslaget fra Odense. Nu er København hans eneste chance.

Drømmen om at tænde folks øjne

Jonas var ikke mere end 12 år, da han var med familien i Eventyrteatret. Fra tilskuerrækkerne kunne han se nogle af de mest talentfulde børn indenfor teater folde sig ud på scenen, og det var der, han fik følelsen af, at han hellere ville stå på scenen end at sidde blandt publikum.

Kort tid efter stod han til optagelsesprøven på Eventyrteatret uden erfaring, men med masser af gåpåmod. Det rakte dog ikke til en plads på teatret, men det blev begyndelsen på skuespillerdrømmen. I 9. klasse vendte han tilbage og kom ind.

Gennem årene har Jonas brugt meget tid og mange penge på at jagte drømmen. Før han gik til optagelsesprøve på skuespillerskolerne, var han på Teaterhøjskolen Rødkilde. Mellem hans optagelsesprøver har han gået på Skuespillerakademiet, som er en forberedelsesskole til skuespilleruddannelsen, og han har haft privattimer hos forskellige skuespillere. Flere gange er han vendt tilbage til skuespilleren Troells Toya, som både er rektor på Skuespillerakademiet og den første instruktør, Jonas arbejdede med på Eventyrteatret. Troells er blevet hans teaterfar og er den, han altid ringer til efter en overstået prøve.

​Tidligere optog interessen for politik og en samfundsfaglig bachelor på Roskilde Universitet også en del af Jonas’ tid, men det er lagt til siden. For der er et eller andet ved skuespil, der bare føles rigtigt. Og følelsen af, at han hellere vil stå på scenen, er blevet hængende i Jonas.

Selvom succesraten for optagelse er lav, er det ikke en mulighed for Jonas at give op. Det har altid ligget til ham at drømme stort og tro på at drømmen nok skal bære. Jonas’ drøm er at inspirere og tænde folks øjne gennem skuespil og fortælling. Selv når folk omkring ham er bekymret og er i tvivl om, om han er for urealistisk, kan hans stærke vilje omvende dem. Når tingene går Jonas’ vej, får han vinger. Han har energi til alt. Modsat falder han i perioder dybt, når der er for meget modvind.

Det første år Jonas var til optagelsesprøve, gik han videre til andenprøven i Odense, men blev derefter afvist. Andet år nåede han kun førsteprøven. Hver gang han bliver afvist, føles det som et nederlag, og i ugerne efter et afslag bliver der drukket lidt flere øl end ellers. Hans familie ved, at det er en periode, han skal have lov til at komme igennem. Efter et par uger genopstår Jonas Gudmand med troen på drømmen.

2. prøve

80 ansøgere – 24 går videre

​

Slutningen af februar

Turen til skolen er kort, men der er god tid til tankemylder. Han er egentlig i godt humør, klar til at give alt, hvad han har. Men nervøsiteten sidder stadig i kroppen.

Tankerne går tilbage til allerførste gang, han var til optagelsesprøve. Det gik ikke, som det skulle. Han gav ikke nok af sig selv. Det tog han så med til optagelsesprøven året efter. Men det fejlede igen. Følelserne flød ud af ham, og det fungerede heller ikke. I år vil han gøre det anderledes. Bedre.

I dag skal han have tre tekster med ind; en dialog, monologen fra sidst og et digt.

​

Allerede udenfor lokalet ved han, hvilken tekst han skal starte med. Altid det bedste først, for det er vigtigt med en god start.

Hjertet banker. Skulder, kryds, skulder, knæ. Så er det nu.

Foran Jonas sidder juryen på otte mennesker. To af ansigterne kender han fra førsteprøven, de kender allerede Jonas’ talenter, mens de seks nye skal imponeres. Og det skal gøres med dialogen ”En farlig mand”, som handler om en psykisk syg mand.

Midt på gulvet står en stol, som Jonas sætter sig på. Et kort øjeblik vender han blikket mod dommerne, men så går han i karakter. Hans øjne begynder at flakke. Nervøst fumler han med sine hænder. Med ét vender han hovedet til den ene side.

 ”Lad mig nu være i fred, jeg har ikke gjort noget,” råber han ud i luften.

Jonas bemærker ikke dommernes reaktion. At få stemmerne til at gå væk er det eneste, der betyder noget for ham nu.

Han begynder at slå aggressivt ud i luften.

”Det var ikke mig, siger jeg jo. Nej, lad vær’ med det!”

Stemmerne er i færd med at starte en ildebrand. Hans stemme er højrøstet og skinger. Frygten er malet i hans ansigt. Forfærdet kaster han sig ud i lokalet og laver store armbevægelser i håb om at slukke branden.

Pludselig afbryder en kvindestemme panikken i Jonas’ hoved.

”Christian, er der noget galt?” Kvinden er førsteårselev og spiller pædagog.

”Øh, nej, det… jeg er bare glad for, at du her,” får Jonas fremstammet.

I et forsøg på at få ham til at slappe af, omfavner pædagogen ham. Igen retter Jonas blikket mod dommerne og smiler. Et lumsk smil, der indikerer, at stemmerne blot var et påfund for at få kvinden ind i lokalet.

Stykket er færdigt, og en glæde spreder sig i Jonas’ krop. Følelsen af, at han gik så meget ind i sig selv, gør ham stolt. Ud af hovedet og ind i kroppen. Den sad lige i skabet. Måske er det virkelig hans år.

​

Efterfølgende fremfører han monologen og digtet. Uden de store problemer kommer han igennem, men intet bemærkelsesværdigt. Og det gør ham nervøs.

Lige efter prøven har han teaterfar Troells i telefonen. Jonas er nedtrykt. På vejen hjem bevæger cyklen sig en del langsommere end derhen.

​

Nogle dage senere

​Jonas sidder på biblioteket på Roskilde Universitet. Det er en af de få dage, han faktisk er mødt op på skolen for at læse, for mens skuespillet er kommet til at fylde mere, er skolen blevet nedprioriteret. Det er få dage siden, han var til andenprøven. Der er stille på biblioteket, og Jonas er dybt koncentreret, men bliver afbrudt, da en besked tikker ind på hans telefon.

“Har du fået svar?” lyder beskeden fra hans veninde. Hun har hørt, at andre ansøgere har fået besked fra skolen.

Jonas’ hjerte sidder oppe i halsen. Med hurtige tryk på sin mobil finder han mailen.

”Kære Jonas. Tak for din deltagelse ved andenprøven. Vi vil gerne se dig til tredjeprøven i København.”

Med sin mobil i hånden løber han ud foran hovedindgangen til universitetet. Troells og mor skal høre den gode nyhed.

Potentialet tæller

Der er cirka 900, der søger ind på skuespilleruddannelserne hvert år. Kun 20 bliver optaget i hele landet. Det efterlader en optagelsesprocent på cirka to. Og hvis man så er én af dem, der kommer igennem nåleøjet, er der stadig hårde odds for at kunne leve som skuespiller. Faktisk bliver kun cirka 20 procent af de uddannede fastansat, mens resten er freelancere, hvoraf mange kæmper med ledighed.

Det er svært at definere, hvad der skal til for at blive skuespiller. Alligevel er der nogle bestemte ting, de kigger efter til optagelsesprøverne, hvis man spørger skolernes nuværende prorektor Peder Dahlgaard.

Overordnet set kigger juryen efter to ting: potentialet for at leve sig ind i en rolle og kontakten med publikum. Det er vigtigt at spille en rolle på en måde, så publikum får en oplevelse.

Juryen sammensættes af forskellige grupper. Typisk er det undervisere, en elev, en fra kulturministeriet og ofte skuespillere fra branchen. Derfor er juryen forskellig fra år til år og leder ikke altid efter det samme. Medlemmerne af juryen må følge deres mavefornemmelse. De ser på, hvem, de tror, kan udvikle sig mest på uddannelsen, og de leder efter originale talenter, som vil give noget af sig selv.

Jonas er én af dem, der vil give noget af sig selv. Han har modet til at give alt, hvad han har, selvom der er risiko for at fejle. Det er en af de kvaliteter, som Troells mener, Jonas har, og noget af det han er blevet trænet i på Skuespillerakademiet. Ifølge Troells kommer succesen nemlig, når man tør fejle. Så i undervisningen laver de en masse øvelser, som går ud på at gøre ting forkert og turde kaste sig ud i det.

Foran dig står en stol, som du skal sætte dig forkert på. Du må ikke have valgt en måde at sætte dig på, inden du sætter dig, og du må ikke dømme dig selv efter. Det er næsten umuligt. Det handler om at være til stede i nuet og ikke dømme sig selv.

Intensitet, vilje og alsidighed er de kvaliteter, Troells fremhæver ved Jonas. Når han spiller forskellige roller, tager han ikke bare forskellige hatte på, han laver hele sin krop, stemme og psyke om for hver rolle. Alsidighed er også det, Jonas selv mener, er hans største styrke. 

Troells har stor erfaring i at se, hvem af hans elever der har størst chance for at komme ind på skolerne. Men der er mange andre ting end potentialet, der spiller ind, så derfor kan han aldrig være sikker. Hvis han skal give et bud på, hvorfor Jonas ikke er blevet optaget de første to gange, er det, fordi Jonas er typen, der fylder i et rum. Han er stor i slaget, og det er tit en styrke i udlandet, men ikke altid på de danske skoler.

​

3. prøve

24 ansøgere – 8 pladser på uddannelsen

Fredag den 1. marts

Cyklen bliver placeret samme sted som sidst, nu er det jo blevet hans stamplads. På sin vej ind på skolen hilser han på nogle af eleverne. Han er næsten en af dem.

“Velkommen til tredjeprøven her i København. Vi er så beæret over, at I er her. Og I kan alle være stolte over, at I står her. I har vist os, at I er gode nok til at komme ind på vores skole. Nu handler det blot om mulehår” Ordene fra prorektor Henning Sprogøe fylder rummet.

Selveste Henning Sprogøe står og fortæller ham, at han faktisk er god nok. Han kunne ikke være mere stolt af sig selv, men Henning Sprogøes ord gør kun følelsen større.

I dag er den første dag af fire prøvedage, og de skal igennem en række fysiske prøver og improvisationer. Det er, som om alt, hvad de gør, er vigtigt og bliver vurderet. Selv navnerunden gør Jonas i tvivl.

​

Lørdag den 2. marts

Dagen består af to elementer, en tekstøvelse i par og en individuel improvisation.

Til den første øvelse bliver Jonas parret op med en af de kvindelige ansøgere. De får udleveret en kort tekst med nogle neutrale replikker, følelserne og handlingen skal de selv tilføre scenen. Øvelsen har Jonas lavet adskillige gange på højskolen, så den kan bare komme an.

De bestemmer sig for en handling om ulykkelig kærlighed. Han vil hende, men hun vil ikke ham.

Stykket bliver øvet og øvet. Og øvet. Pigen, som Jonas er sat sammen med, er umættelig. På et tidspunkt stopper hun op og kigger på Jonas med en seriøs mine.

“Det er virkelig vigtigt for mig, at vi gør det godt. At vi gør det allerbedste, vi kan.”

Laver hun sjov? Selvfølgelig gør han det bedste, han kan. Han er jo også nået frem til tredjeprøven med drømmen om at komme ind. Skulle han måske bare gøre det for sjov? Han bider den indebrændte følelse i sig og øver videre.

Selve øvelsen går fint, og så er det tid til den individuelle improvisation. Han er klar. Jo mere improvisation, desto bedre. Han skal spille en mand fanget i et bur i zoo.

Der er meget ventetid til prøverne. Der bliver spillet bordfodbold og snakket i pauserne. Selvom det er hyggeligt, er det svært ikke at lægge mærke til de andre, de er jo konkurrenter. Hvem har udseendet? Hvem vil han gerne arbejde sammen med? Hvem har det, de leder efter?

​

Søndag den 3. marts

I dag er der sang på programmet. Det er ikke sådan en X Factor sangprøve, hvor der konkurreres om, hvem der synger bedst. Det er følelserne og fortællingen, det handler om. Er man typen, der kun rammer hver anden tone rent, kan prøven stadig klares til UG med en stærk fortælling. Det er Troells, der har fundet sangen til Jonas. Søs Fengers ”Du er”. Det er fint, for han er glad for teksten og vild med at synge.

Inden prøven øver han med skolens pianist og sanglærer.

”Forestil dig, du trækker i en bue, og skyd den af, når du starter sangen”, siger sanglæreren. Og det virker. På bare ti minutter er Jonas’ sangteknik forbedret, og med selvtillid kan han gå ind.

Foran juryen synger han hele sangen, og det går som planlagt. I juryen sidder en af skolens elever, en spinkel pige, og Jonas får besked på at synge sangen igen, nu til hende. Igen går det fint, men de er ikke tilfredse endnu.

”Løft hende op, hold hende i dine arme og forestil dig, at det er din søster, som lige er død”.

Forsigtigt løfter Jonas pigen, som han aldrig har mødt før, op i sine arme. Sangen begynder. Selvom hun er spinkel, er det tungt for ham, men han skal klare det. Rystende synger han til hende, mens hun ligger der i hans arme. Pludselig løber tårerne ned ad hans kinder. Han synger videre, og tårerne løber.

Sangen er slut, og det samme er prøven.

Han er flyvende, da han kommer ud. Aldrig før har han grædt, mens han spillede. Det gik fandme godt, han var til stede i situationen og hans stemme bar sangen. Han græd foran dommerne. Det kan de da ikke sige nej til.

Mandag den 4. marts

Nu mangler han bare samtalen med juryen. Otte jurymedlemmer ved et bord og Jonas for enden, det er som en eksamen.

”Hvordan synes du, prøven er gået? Hvad vil du lave, hvis du ikke kommer ind?”

Jonas’ hjerne er på overarbejde, for han prøver at give de ”rigtige” svar. Dét, juryen gerne vil høre.

Fire dages prøver er overstået. Nu er det ude af hans hænder.

Ventetiden føles lang, selvom det kun er få dage. Alt bliver vendt i hovedet.

Han har i hvert fald vist potentiale, det må de da kunne se.

​

Onsdag den 6. marts

Han er alene på sit værelse på Amager, da mailen kommer.

Rutineret forsøger Jonas at undgå at se på emnefeltet, han skulle nødigt få en fornemmelse, inden den er åbnet. Der er ikke mere, han kan gøre. Nu er der kun tilbage at åbne mailen.

Mailen er kort. Det er det første, Jonas ser, da han åbner den.

”Kære Jonas. Tak for din deltagelse ved tredjeprøven. Der var mange gode ansøgere, og vi kan derfor desværre ikke tilbyde dig en plads.”

_____________

Med et tomt blik står Jonas på sin altan og læner sig op ad gelænderet. Udsigten er på en måde beroligende. Lysene får byen til at lyse op, men han kan ikke se det klart. Det ligner nærmere en sløret lyskugle. Han kan ikke holde det tilbage mere. Tårerne i øjnene har hobet sig op, og nu triller de ned ad hans kinder.

Langsomt men målrettet bevæger han sig ind i køkkenet og åbner køleskabet. Jonas drikker øl, når afslagene bliver for meget for ham. Og det skal være Tuborg Classic. Helst som fadøl på et værtshus, men nogle gange er det nemmere bare at købe dåseøl. Nu er det tid til den første.

Og så går det løs. Når han først går i gang, er der ingen stopklods. På Amager er den bedste bodega Jaguaren, som bliver stamstedet for Jonas og hans venner. Når de ikke er på Jaguaren, er de hjemme hos Jonas. Sådan er det hver gang, det ikke lykkes. Det rammer hårdt. En smerte, der lindres med druk. To uger skal der gå, før han vender tilbage til sin normale tilstand og får troen tilbage. Om et år kan han starte forfra og prøve igen.

Epilog

Efterår 2020

Det er lørdag, og i området Bethnal Green i det østlige London er Jonas på vej til den ugentlige meditation på London Buddhist Centre. Centret ligger syv minutters cykeltur fra hans hjem. Området er trendy og multikulturelt. Jonas vidste bare, at han skulle flytte hertil, når han blev færdig med sin uddannelse. Det blev han i sommer. Efter tre års uddannelse er han nu skuespiller med en bachelor fra East 15 Acting School i Essex. Det var ikke lige den vej, han havde regnet med at skulle gå mod drømmen, men efter syv års optagelsesprøver i Danmark uden held, søgte han i England og kom direkte ind.

Nu sidder han der på cyklen. Jonas Gudmand, skuespiller. Han afsluttede blandt de ti procent bedste på uddannelsen. Nu har han sin egen agent i England, som skal skaffe ham jobs, og til foråret har han en rolle i en actionfilm. For nogle dage siden modtog han den vigtige mail fra Dansk Skuespillerforbund om, at han nu er skuespiller i Danmark på lige fod med dem, der er uddannet på de danske skoler.

Meditation har fået en større betydning for Jonas, efter han begyndte på uddannelsen. Den har lært ham at acceptere virkeligheden. At der er noget, han har kontrol over, og andet han ikke har. Han ved for eksempel, at han ikke har kontrol over, hvad andre synes om ham og hans skuespil. Til gengæld har han kontrol over, at han kan blive ved med at følge drømmen, kæmpe for rollerne og forsøge at tænde folks øjne.

Historien er lavet på baggrund af interviews med Jonas, Jonas’ søster Eva, Troells Toya og Peder Dahlgaard.

Fortællingen er primært baseret på Jonas’ egen hukommelse.

Artiklens tal er gennemsnitstal fra de seneste fem år, da Den Danske Scenekunst Skole blev omstruktureret i 2015, og ældre tal ikke kan fremskaffes. Forløbet er fra optagelsesprøven i 2013, hvor der blev optaget 8 elever på hver skole.

I teksten omtales Den Danske Scenekunstskoles skuespiluddannelser som skuespillerskolen.

Fotos: Christian Raavig (2020), Forscenen (2013), Lucrezia Galleone (2019) og Eva Gudmand (2020)

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod