Spotlight: Katrine Greis-Rosenthal og Thue Ersted Rasmussen
Af Christian Skovgaard Hansen
Denne gang retter Ungt Teaterblod spottet mod Katrine Greis-Rosenthal og Thue Ersted Rasmussen. De er begge freelance-skuespillere, og de spiller med i Mammutteatrets nyeste forestilling ’De danser alene’, som netop nu sættes op på Rialto:Teatret på Frederiksberg. Vi har derfor sat de to i stævne på Rialto:Teatret, og vi er glade for, at de har kunnet afse tid til at tale med os.
Thue Ersted Rasmussen er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2011. Siden da har han primært spillet på Det Kongelige Teater, bl.a. i 2015 i ’Woyzeck’ og ’Omstigning til Paradis’, i 2016 ’King Lear’ og senest i ’Personer, steder og ting’. Herudover har han medvirket i film og TV, blandt i ’Dicte’.
Vejen til at blive skuespiller
Allerførst er vi interesserede i at høre lidt mere om Katrine og Thues vej til at blive skuespillere. Det store spørgsmål er hvorfor, og hvordan interessen egentligt startede.
”Som lille var jeg balletdanser”, starter Katrine, ”men det var mest på hobbyplan, og dengang var det lidt en alt eller intet-betragtning, så jeg enten skulle være professionel, eller også skulle jeg ikke fortsætte.”
Resultatet blev, at balletten dengang blev lagt på hylden. Heldigvis blomstrede interessen for skuespillet i stedet.
”Som teenager kastede jeg mig i stedet over skuespillet”, fortsætter Katrine, ”og så gik turen til Teaterhøjskolen Rødkilde og kimen var lagt. Næste stop blev Statens Teaterskole. Og nu er jeg her!”
Thues interesse blev vagt allerede som lille – og fremtidsdrømmene dengang stak lidt i hver sin retning…
”Jeg spillede som lille forestillinger for familien, og jeg havde egentlig en drøm om at blive instruktør”, siger Thue og fortsætter: ”I skolen, da jeg blev spurgt, hvad jeg gerne ville være, var svaret enten instruktør eller hacker. Indtil nu er det ikke blevet til nogen af de to dele, men i stedet blev det skuespillervejen.”
Livet som skuespiller
I grove træk arbejder man som teater-skuespiller enten freelance, eller også er man ensembleskuespiller ved et af teatrene med ensembler, f.eks. Det Kongelige Teater, Mungo Park og de tre store landsdelsscener i Aalborg, Århus og Odense.
Både Katrine og Thue arbejder pt. freelance. De er begge både interesserede i og klar til at blive ensembleskuespillere, hvis det praktisk kan lade sig gøre. Og ordet ”praktisk” er nøgleordet her.
”At være skuespiller i arbejde er det fedeste”, siger Katrine, ”men mulighederne, rådigheden og det praktiske gør, at det ikke altid lader sig gøre. Det er en lidt mærkelig kamp. På den ene side er det fedt at være ensembleskuespiller og være sikker på, hvad fremtiden giver – men på den anden side er det også fedt at være freelance og selv kunne vælge og vrage, hvad man gerne vil lave. Sidstnævnte er en mærkelig kamp, men man har absolut lyst til at tage den!”
For begge er det en 100 % lyst og glæde, der driver værket.
Men det er også et job, og showbizz må ”go on”. Nogen dage kan det hele være fedt, mens det andre dage er noget l***. Naturligvis er det lysten og glæden, som også driver værket, men det er også vigtigt at holde sig for øje, at det samtidigt er et job.
Evner og interesser spiller naturligvis ind. Men ”held” er også et væsentligt element i, hvad man laver. Som freelance-skuespiller er det i høj grad vigtigt at være der i øjeblikket, hvor man får muligheden – og så at gribe den naturligvis. Det er hårdt arbejde, og man må gribe chancen, når man får den. Tilbuddene kommer ikke altid af den ”gængse vej”, og man er nødt til at tænke alternativt.
”Den vigtigste og største jobsamtale er premierefesten efter forestillingen eller reception, hvor folk kommer hen og siger ”Godt gået”, ”Fed forestilling” osv.”, siger Katrine og fortsætter, ”det er netværket, der er vigtigt. Som skuespiller får man ikke arbejdet ved at gå til den klassiske jobsamtale. Man skal i stedet være om sig og være de rigtige steder.”
De er pt. begge bosiddende i København, og ingen af dem har hverken lyst eller behov for at forlade København lige nu. Katrine er gift med Martin Greis-Rosenthal, og de har sammenlagt 3 børn, og Thue er kæreste med balletdanser Ida Praetorius, som er på Det Kongelige Teater. Hverdagen skal derfor også kunne hænge sammen.
”Der er bestemt ikke noget i vejen med vores landsdelsscener, som alle laver fantastisk teater”, siger Katrine, ”men lige nu er det bare ikke det, der hverken er muligt, eller som trækker. Det er naturligvis en prioritering, men prisen er værd at betale lige nu.”
Teater, film og/eller TV?
Både Katrine og Thue spiller både teater og medvirker i film og TV. Begge er enige om, at der naturligvis er forskellighed på de to ting, men at det ene ikke udelukker det andet.
”Det er ikke et enten eller-valg, men i stedet et både og-valg”, siger Katrine.
Thue har et ganske glimrende billede på den tankegang.
”Det er lidt lige som taxachaufføren”, siger Thue, ”hvis man får tilbudt en god tur, så siger man naturligvis ja. Både teater, film og TV kan hver især noget, og de er hver især fantastiske med hver sine særpræg.”
”Både fysisk og psykisk er teatret hårdere end film. Rytmen er anderledes, og på teatret er man ”på” i længere tid, og rytmen er helt anderledes end ved filmoptagelser”, siger Katrine, ”men det er også fedt at kunne hellige sig teatret. Det er et fedt håndværk!”
Teatret i dag – og unge i teatret
Både Katrine og Thue er yngre skuespillere, og de tilhører rent aldersmæssigt stadig den aldersgruppe, som vi gerne vil ramme også. Vi er derfor også interesserede i at høre deres syn på unge i teatret, og om det overhovedet er vigtigt at få flere unge/yngre i teatret.
De er begge enige om, at unge i teatret er vigtigt – men det er egentligt vigtigt, at alle aldersgrupper kommer i teatret.
”Unge i teatret er naturligvis fantastisk, og det er også nødvendigt for at ”fremtidssikre” teatret”, siger Thue, ”men et spredt publikum, som vi f.eks. ser til ’De danser alene’ er også vigtigt. De forskellige grupper af publikum får et vidt forskelligt resultat af forestillingen, som de ser på med forskellige perspektiver. Den unge teatergænger kan få noget ud af forestillingen, mens den ”erfarne” teatergænger samtidig kan få noget helt andet ud af den.”
Begge er de enige om, at teatret er nødvendigt – også i fremtiden og også for de unge. Man skal være opmærksom på, at der også er et nyt og yngre publikum, som også skal finde glæden ved teatret.
”Men branchen har udviklet sig – i den rigtige retning”, siger Katrine, ”Tag f.eks. Det Kongelige Teaters – nu forhenværende godt nok – Det Røde Rum, som turde eksperimentere, hvilket blandt andet henvendte sig direkte til unge.”
”Teatret rammer folk forskelligt, og den forskellighed er også teatrets force. Bredden er netop vigtig. Teatret skal engagere os, og det skal danne et univers, som vi kan være i”, siger Thue.
De er begge enige om, at teatret også vil bestå i fremtiden. Teatret gør noget ved os, og den giver hele samfundet en nødvendig almen dannelse og kultur(forståelse). Hvis teaterbranchen i øvrigt har det for øje, og hvis den til stadighed udvikler sig, har teatret bestemt også en fremtid for de fremtidige generationer.
Spørgsmålet er, hvad teatret kan i dag.
”Verden brænder. Verden er levende, og der sker noget fra uge til uge. Teatret kan være ekstremt konkret, og det kan ramme også med det samme”, siger Thue.
”Teatret har en effekt på os. Det ramme os. Teatret skal være noget, som vi kan mærke og føle; det skal være noget stærkt. Det skal være noget, som vi netop ikke bare kan sætte på pause. Teatret er en interessant måde at sige noget på”, siger Katrine.
”Man kan ikke bare sætte forestillingen på pause. Man er ”tvunget” til at være der i nu’et for at opleve det. Der er ikke den samme forudberegnelighed – det er ikke til at regne facit ud, når man sætter sig i sædet”, supplerer Thue.
Teatret kan derfor noget særligt. Man er som nævnt ”tvunget” til at være der i salen, og der er ikke tale om en envejsoplevelse. Det er en tovejsoplevelse, hvor både publikum og skuespillerne kan mærke hinanden. Ingen publikum, ingen forestilling – og det denne samlede oplevelse, der gør en forskel.
Teatret er derfor bestemt ikke under afvikling. Teatret er nærmere i en udvikling – en udvikling, som er god og fantastisk, men også nødvendig.
’De danser alene’
Som nævnt spiller de begge med i Mammutteatrets nyeste forestilling ’De daner alene’, som netop nu spiller på Rialto:Teatret.
Mammutteatret havde premiere på sin første forestilling d. 1. december 1983. Siden er det blevet til en lang række bemærkelsesværdige forestillinger, der mestendels har bestået af tysk, russisk og dansk dramatik. Mammutteatret har i årenes løb været affyringsrampe for mange af de talenter, der senere har domineret dansk teater både som instruktører og skuespillere. Teatret har fortsat denne udvikling og er i dag både et samlingssted for unge, sprudlende talenter – og for mere erfarne teaterfolk. Mammutteatret har ingen fast scene, men lejer sig ind på byens forskellige scener valgt ud fra, hvad der egner sig bedst til den enkelte forestilling. Teatrets kunstneriske ledelse udgøres af skuespiller Tina Gylling Mortensen, skuespiller og dramatiker Nicolas Bro og dramatiker, skuespiller og instruktør Claus Flygare.
Vi er interesserede at høre lidt mere om, hvorfor de netop har sagt ”ja” til denne forestilling – altså hvorfor det – med Thues ord – er en god taxatur!
Thue har tidligere arbejdet sammen med forestillingens instruktør og scenografi Egill Pallsson, hvor han senest har arbejdet sammen med ham i ’Omstigning til Paradis’ på Det Kongelige Teater.
For begge tiltaler både selve Mammutteatret, men i høj grad også denne specifikke forestilling. I forestillingen er ”projektansættelse” et nøgleord, og som freelance skuespillere kan de begge se sig selv i forestillingens temaer.
Forestillingens temaer er hypermoderne, og dramatiker Anders Fogh Jensens tekst er en samfundskritik, hvor der sættes ord på noget af alt det, som vi godt ved, men måske ikke får italesat, eller som vi ikke tænker over. Det er nutidens samfund, som forestillingen tager under ”kærlig” behandling. ’De danser alene’ præsenteres af teatret som ”et lærestykke”. Forestillingen er ganske vist et ironisk og tankevækkende lærestykke – men nærmere i hvordan man ikke bør/skal gøre i samfundet!
”Det er nutidens tendenser, som forestillingen behandler. Min karakter i forestillingen udstilles, hvilket også udtrykkes i fraserne i teksten som f.eks. ”hellere misbrugt end ubrugt”. Vi har brug for at tale om det. Er det sådan, som vi egentlig ønsker det hele?”, spørger Katrine.
’De danser alene’ balancerer på fint på kanten mellem god underholdning og samfundskritik, som giver noget, når publikum går ud fra teatersalen.
”Konklusionen?”, siger Katrine, ”Det er i høj grad eftertænksomhed. Det er har vi brug for. Er det virkeligt sådan, som vi ønsker, at vores samfund skal udvikle sig?”
”Forestillingen skal påvirke dig. Den tør italesætte samfundets udfordringer for dig, og viser samfundets forskellighed på godt eller ondt”, supplerer Thue og fortsætter: ”Og det virker jo. Den sætter nogen tanker i gang. Forestillingen viser, hvordan det egentlig er i samfundet. Spørgsmålet er, om alle kan overleve. Det er derfor en klassisk case study.”
Vores anmeldelse af ’De danser alene’ kan i øvrigt læses her.
Forestillingen er også årsagen til, at vi er nødt til at slutte dette Spotlight her. Klokken er mange, og det er tid til, at Katrine og Thue skal gøre sig klar til aftenens opsætning af ’De danser alene’.
Fotos: Christian Skovgaard Hansen, Lena Paaske, HEIN Photography, Rumle Skafte og Per Morten Abrahamsen
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod