Anmeldelse: De danser alene, Rialto:Teatret (Mammutteatret)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Som teatret skriver, så er forestillingen ’De danser alene’ ikke en forestilling om dans – og så alligevel. Det er ”projektsamfundets dans”, som forestillingen skildrer. Ifølge forestillingen er vi i projektsamfundet mere bundet af de enkelte projekter end af fællesskabets store hele således, at vi med ”projektsamfundets dans” ender med at gå fra projekt til projekt og fra forbindelse til forbindelse, så vi alligevel ender med at danse alene. Filosof, forfatter, foredragsholder og debattør Anders Fogh Jensen har som dramatiker taget nutidens samfund under ”kærlig” behandling.

Ad hoc, risici, vikar ctr. fast, reception. Carpe diem, grib dagen! Forestillingen skildrer de (u)menneskelige konstellationer i det professionelle liv og det samfund, som vi alle er en del af. ’De danser alene’ præsenteres som ”et lærestykke”. Forestillingen er ganske vist et ironisk og tankevækkende lærestykke – men nærmere i hvordan man ikke bør/skal gøre i samfundet!

De-Danser-Alene_2_Foto-Per-Morten-Abrahamsen [1600x1200]

De korte sekvenser vækker genkendelse, og argumenterne heri sættes på spidsen. Adfærden forklares gennem monotone og kliniske beskrivelser af projektsamfundets sociale regler og behov. Trods de korte sekvenser fremstår forestillingen alligevel fint som en samlet fortælling. I ’De danser alene’ er hele samfundet baseret på løsere vilkår og bekendtskaber end tidligere. Fast job, fast indtægt, fast kæreste… Er det nødvendigt? Mantraerne ”I dag er vikaren ikke længere vikar for nogen” og ”Hellere misbrugt end ubrugt” klinger skræmmende og aktuelt.

Egill Pallsons scenografi er genial. Scenerummet er er totalt hvidt og rekvisitterne få. Det er klinisk og koldt på samme måde som den overfladiske verden, som forestillingen skildrer for os som publikum. Fokus rettes via iscenesættelse med kamera og lys. Vi sætter fokus på den enkelte situation – aldrig på det samlede hele. Og dog! Kan samfundet holde til denne konstellation, eller vil det gå op i røg på et tidspunkt?

De-Danser-Alene_6_Foto-Per-Morten-Abrahamsen [1600x1200]

Katrine Greis-Rosenthal er den gennemgående figur, som Katrine, der forsøger at navigere i projektsamfundet på bedste vis. Det er ikke svært at se vores samfund i hendes situationer. Hendes forandring og forvandlingen gennem forestillingen – og gennem hendes navigation – i samfundet udtrykkes fint gennem hendes kropssprog og tanker. Egill Pallsons afslutning siger i hvert fald klart, hvad ’De danser alene’ mener, at samfundets resultat er. Men om det lykkedes for hende at navigere i projektsamfundet, må du se forestillingen for at finde ud af!

De-Danser-Alene_7_Foto-Per-Morten-Abrahamsen [1600x1200]

Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch dækker fornemt de øvrige roller både som projektmager, kursusforstander, kæreste og bankrådgiver – alle spillet med den rette skarphed og kynisme. (Dårlige) forklaringer og dyre og tomme ord fylder. Lige som i samfundet springer de tre ind og ud af rollen, så de kan indtage enhver plads i samfundet.

Sidste forår spillede Mammutteatret også et tankevækkende stykke samfundsteater i form af ’Sidst på dagen er vi alle mennesker’, som spillede på Edison. Både ’De danser alene’ og faktisk – skræmmende nok – også ’Sidst på dagen er vi alle mennesker’ er stadig hamrende aktuelle, og enhver med lidt samfundsinteresse bør smutte ind og se Mammutteatrets nyeste forestilling.

De-Danser-Alene_12_Foto-Per-Morten-Abrahamsen [1600x1200]

’De danser alene’ står dog ikke helt så skarpt som ’Sidst på dagen er vi alle mennesker’. ’De danser alene’ sætter en masse tanker i gang – gør vi virkeligt sådan? Hvem holder ved, og hvem ryger i svinget, når samfundet glider forbi? Det er på den vis stærkt teater, hvor man i en del situationer kan genfinde sig selv.

Men man sidder samtidig alligevel lidt uforløst tilbage til slut. Forestillingen kradser lidt (dybt) i lakken, men vi kommer aldrig helt i mål. En lidt klarere og dybere tekst af dramatiker Anders Fogh Jensen ville have klædt forestillingen. Når det er sagt, er det stadig en seværdig forestilling. Spørgsmålet er, om vi selv som tilskuere også ender i den samme bane, som forestillingens karakterer, en dag…

 

Mammutteatret

Rialto:Teatret, Smallegade 2, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: 25. februar-25. marts 2017

Set den 25. februar 2017

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.mammutteatret.dk/aktuel-forestilling/ og http://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/de-danser-alene/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Bosch’ drøm, Repubublique

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Hieronymus Bosch’ værker kommer til live på ...

Anmeldelse: Verdensballetten 2018, Sølyst (Verdensballetten)

Af Henriette Devantier   Verdensballetten har eksisteret siden 2008, og for fjerde år i ...

Anmeldelse: En giftig mand, EZHNO

Af Jonathan Stahlschmidt   Der ligger en mand på en madras midt i salen. ...

Anmeldelse: Snedronningen, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Årets familieforestilling på Aarhus Teater er H.C. Andersens eventyr ...