Spotlight: Thomas Corneliussen

Af Jonas Gudmand

Thomas Corneliussen virker som en af den slags mænd, man ikke vidste man ønskede at møde, men når man endelig har gjort det, så er man rigtig glad for, at det er sket.

Grunden til, at vi har fået os en snak med ham, er fordi, vi så ham i forestillingen ’Hjælp’ på Teater Republique. Stykket er skabt af teaterensemblet Flyvende Grise, som Thomas er grundlægger af. I forestillingen ’Hjælp’ var vi vidne til en fortælling, der brugte mange effekter til at underbygge fortællingen, og vi så også hvordan, Thomas ene mand i lynskift gik fra den ene scene til den anden og spillede alle karaktererne. (Læs vores anmeldelse af ’Hjælp’ her).
Vi fandt ud af, at vi her har at gøre med en unik person, der har sin egen helt særlige tilgang til det at lave teater. Og det blev kun mere hyggeligt af, at vi mødtes på en god burgerrestaurant i nærheden af Nørreport Station.Vi mærkede, at der skete noget specielt for øjnene af os under ’Hjælp’, og heldigvis sagde Thomas ja til at mødes med os (Christian og jeg), da vi spurgte, så vi kunne blive klogere på ham og Flyvende Grise.

Thomas Corneliussen
Thomas Corneliussen

Flyvende Grise

Flyvende Grise er et teater-ensemble på oprindeligt syv personer, der har forskellige faglige baggrunde. Pt. tæller grisestalden, en producent, scenograf, en lyddesigner, en lysdesigner, en komponist og så endelig skuespiller og grundlægger Thomas Corneliussen.

Det hele startede i 1999 på arbejdet til forestillingen ’Auschwitz’, der blev lavet af elever fra Kulturministeriets kunstskoler på initiativ fra Thomas. Det var dengang han gik på Statens Teaterskole, og han var irriteret over, at de ikke blev undervist i at forløse store sammenhængende historier. Der manglende simpelthen substans i deres undervisning, fordi de alt for ofte arbejdede med korte ukonkrete scener.

Thomas lavede det dogme for forestillingen, at så meget som muligt i handlingen skulle have foregået i virkeligheden. Et dogme, der førte til nye og andre dogmer for hans fremtidige forestillinger i Flyvende Grise. Han lavede forestillingen med et hold, der kom fra forskellige kunstskoler. En idé han selv fandt på. Statens Teaterskole synes så godt om måden at lave forestillingen på, at de efterfølgende satte Thomas’ skuespillerhold på skolen sammen med en instruktør- og scenografelev og gav dem mulighed for at skabe en forestilling sammen. Et koncept, som skolen siden har videreført.

’Auschwitz’ blev en succes, og kort efter lavede Flyvende Grise ’Legen’ på en festival arrangeret af Teater Kaleidoskop. I forbindelse med deres næste forestilling ”Filth” fik Thomas en Reumert Talentpris, og et par forestillinger senere var Flyvende Grises ’Kærlighed’ nomineret til en Reumert.
2

Den kreative proces

Et eksempel på Flyvende Grises måde at lave en forestilling på er at det hele fra starten af er ren kamikaze. Thomas og Tue Biering (instruktør der forlod Flyvende Grise i 2013) går på gulvet og improviserer ud fra nogle idéer. Imens leger og eksperimenterer teknikkerne med lyd og lys og fjernstyrede blomster og arkitektlamper.

Det var under ’Legen’, at de fik formuleret nogle flere grundregler for deres kreative proces. Det skulle være en vigtig historie, sjovt at lege med, alle skulle blande sig i hinandens arbejde, og man skulle lytte til alle. Det gjaldt også, hvis rengøringsmanden kom forbi og sagde noget.

Thomas fandt senere ud af, da han læste en bog om Pixar, at de har fuldstændig samme grundregler. Det er bare formuleret på en anden måde. Da Thomas fortæller dette, fremstår han både stolt, glad og målrettet i både blik og ord.

Deres arbejde førte bl.a. til succesforestillingen ’Historien Om Alt’, der resulterede i, at de i 2010 vandt en Reumert.


Teater og forskning blandes sammen

Thomas fortæller, at han gerne vil instruere mere fremover, fordi han som skuespiller ikke kan præge hele forestillingen i en bestemt retning. Flyvende Grise er ikke hans hjertebarn. Det er hans egen skole til at forstå den kreative skabelsesproces.

Og så kommer han ind på det, som for alvor får vores øjne til at spærre op. Han har tidligere bygget forskning ind i et stykke, han lavede på Det Kongelige Teater. I samarbejde med en forsker trak de data ud under forestillingen om publikums forhold til normalitet. Publikum skulle under forestillingen svare elektronisk på forskellige spørgsmål ,og man kunne derved lure, om de ændrede syn undervejs. F.eks. om deres opfattelse af en fysisk handicappet persons livskvalitet.

Det er sandsynligvis den eneste forestilling i verden, der trækker videnskabelig data ud på den måde. Og han vil lave en ny forestilling, hvor der også skal være forskning indover. Der skal forskes i folks holdning til depression.  Han vil nemlig lave noget, der betyder noget, og noget der er en form for virkelighed i (ligesom i mange af Flyvende Grises forestillinger).

Grunden til at han vil have forskning ind over er, at vi dermed uddrager viden af teater, der kan bruges fremover. Så når et teaterstykke slutter, så har det givet os en viden med, vi kan forske videre i og blive klogere på.

Hvorfor blev han skuespiller?

Thomas har set mange klovne og Charlie Chaplin i fjernsynet som lille, og det har nok givet en reference til at optræde. I skolen lærte han, at det gav point, når man kunne være sjov. Han nåede at skifte folkeskole 7 gange, og så var det et godt trick at være sjov for at blive accepteret (pudsigt nok har jeg lige læst et interview med skuespilleren Carsten Bjørnlund, der fortalte, at han også skiftede skole mange gange og brugte humoren til at klare sig. Sammentræf at de begge blev skuespillere?).

3
I gymnasiet begyndte han at stå på scenen, i noget han selv lavede og var sjov. Det havde den fine bieffekt, at det blev nemmere at score nede på det lokale diskotek. Han troede i gymnasiet, at han skulle læse matematik. Og han har beholdt sin akademiske interesse ved nu at blande teater og forskning med hinanden.Det var det, fordi han så ikke kunne sættes i bås. Han formåede at træde udenfor hierarkiet, og så lærte han at kunne se sociale mønstre, som f.eks. hvem der havde hvilken socialstatus.

Efter gymnasiet havde han et sabbatår i England, hvor han var tjener. Han kom hjem og gik så på den sønderjyske højskole Toftelund, hvor han også her sluttede af med at lave sin egen forestilling. Herefter startede han på dramaturgi i Århus. I tredje forsøg lykkedes det ham at komme ind på Statens Teaterskole.

Jeg fornemmer et mønster i Thomas’ person, og det er, at han igennem sit liv har været en iværksætter på scenen. Han har haft modet i en ung alder til at stille sig frem og vise noget, andre mennesker så måtte forholde sig til.

Er det vigtigt at få flere unge i teatret?

Thomas tror ikke, at det er noget, der kommer af sig selv. Der skal noget til for at bevare unges opmærksomhed, f.eks. mener han, at man aldrig må lade energien i en scenisk situation gå død. Det er ikke ensbetydende med, at det skal gå stærkt, men unge er mindre tolerante overfor langsommelighed. Det kan vi i dag se ved, at film bliver klippet meget hurtigere end film for 30 år siden. Alt teater behøver ikke være filmisk, men det kræver, at man tør mærke efter, hvornår det fanger.

Han slutter af med at fortælle, at han ikke går op i at en bestemt målgruppe skal se, de forestillinger han laver. Han har erfaret, at de bedste forestillingsoplevelser har været dem, hvor der har været et aldersmæssigt blandet publikum. Her har de forskellige køn og aldre mærket, hvordan andre reagerer på noget, de ellers ikke ville have fanget eller forstået dybden af. Og det er disse aftener, der har potentialet til at blive magiske.

******

Under hele vores snak med Thomas Corneliussen har han været et rigtig behageligt menneske at være i selskab med. Han har været dedikeret i alt, hvad han har fortalt os, hvilket gør, at hans ord og person gør et overraskende stort indtryk på os. Samtidigt har han også siddet og været rolig og humoristisk.

F.eks. da en kvinde ved bordet siden af os bryder ind og fortæller, at hun stod i koret, da Thomas og hende medvirkede i Robin Hood. Thomas svarede dog venligt, at det ikke var ham, der var med i den. Han havde også overskud til at give mig (Jonas) et lille lynkursus i skuespilteknik, da han fortalte om, hvordan du kan bruge vejrtrækningen til at fremkalde alle dine grundfølelser. Jeg kan love jer for, hans vrede ramte mig i samme øjeblik, han viste mig, hvordan han kunne bruge sin vejrtrækning til at fremkalde den.

Thomas gav os et godt fast håndtryk farvel – og nu glæder vi os meget til en dag at se hans forestilling om depression, hvor han igen inddrager forskning. Han lader til at være en teateriværksætter, der kan udvikle genren i en ny retning.

Fotos fra Thomas Corneliussen

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Spotlight: Katrine Greis-Rosenthal og Thue Ersted Rasmussen

Af Christian Skovgaard Hansen   Denne gang retter Ungt Teaterblod spottet mod Katrine Greis-Rosenthal ...

Spotlight: Teater Grob

Af Christian Skovgaard Hansen   Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Teater Grob ...

Spotlight: Københavns Musikteater

Af Jonas Gudmand ”En Reumert-nomineret mand og en professionel stuntkvinde” I Ungt Teaterblod vil ...

Spotlight: Peter Schlie Hansen

Af Jonas Gudmand   Dette Spotlight handler om Peter Schlie Hansen, som her efter ...

Spotlight: Teater I Akt

Af Jonas Gudmand   I 2013 var der fire fyre, der rigtig gerne ville ...

Spotlight: Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen Fokus på Nordjyllands scene, hvor missionen er at være kunstnerisk ...