Teaterblik: Looking for Europe, Det Kongelige Teater (i samarbejde med La Régle du Jeu, Quartier Libre og Det Franske Institut i Køben-havn)
Af Emil Samaras Eriksen
Hvad sker der, Europa? Hvor skal vi hen – og hvad gør man med bølgen af nationalistiske bevægelser, som tilsyneladende modvirker idéen om et samlet Europa?
Den franske filosof Bernad-Henri Lévy forsøger i sit ”foredrag” Looking for Europe, at samle sine tanker om netop dette emne. Foredraget på Det Kgl. Teater, er en del af en turné, hvor Lévy besøger europæiske byer. Men hvad kommer han så med?
Lévy har meget på hjerte. Man møder ham på et hotelværelse på scenen – et mørkt og enkelt designet rum, hvor rammefortællingen er, at han om lidt skal holde et foredrag til danskerne. De 90 minutter, hvor vi ser ham på scenen, er altså en slags forberedelse til hans ”rigtige” tale. Der er altså tale om en blanding af et politisk foredrag og en teatralsk fiktion på scenen. Foredraget er reelt nok: Lévy taler næsten uafbrudt i de 90 minutter, og han springer fra den ene politiske anekdote til den anden. Han er dygtig, og også til tider en sjov taler, der kommer med humoristiske anekdoter, som når han sammenligner frygten for migranter med prinsessen på ærten i H.C. Andersens eventyr – klagen over det rene ingenting.
Hvis det ikke var tydeligt ud fra mit ovenstående eksempel, er Lévy – også i Frankrig – en kontroversiel figur, som man kan være enig eller uenig i. Det er dog interessant, uagtet hvad man synes om ham, at han præsenterer sit foredrag som et stykke fiktion. En meget tydelig falsk virkelighed, hvor han får sms’er under foredraget (med en steriotypisk sms-agtig lyd), og han lader, som om han ryger og drikker, mens hans bekymringer vokser. Det er tydeligt opstillet, på en måde jeg personligt synes var lidt spøjst – som om hans ego nødvendiggjorde denne selvfremstilling af sig selv som en tragisk skæbne, i stedet for at vægte sit egne politiske indhold først og fremmest.
En enkelt gang sætter han sig for eksempel i badekarret på scenen, og mødet med ægte vand giver publikum følelsen af, at hans eksistentielle problemer på scenen faktisk er ægte! Da han på et tidspunkt griber en stumtjener og står foran sin computer på scenen, blev jeg oprigtigt bekymret for, om han ville smadre computeren i frustration, for øjnene af publikum. Jeg ville ønske, han havde gjort det; Det virkede som om han forsøgte at vise et tragisk selvbillede af sig selv, som desværre ofte ikke helt slog igennem.
I fokus i forestillingen er dog Lévys politiske indhold, som igen blandes sammen med et teatralsk element. Lévy er nemlig både dramatisk og finurlig. I starten af forestillingen fremlægger han en historisk anekdote om, hvordan Bosnien blev forladt af Europa for næsten 25 år siden. ”Hvordan kan et sted, Europa, begå selvmord så mange gange?”, siger han, og hans kritik af Europa fremgår her klokkeklar og effektfuld i kraft af hans eksempel. Han jonglerer med idéen om det ”moralske selvmord”, hvor vores sammenhængskraft som lande ganske enkelt ikke kan retfærdiggøres, på grund af vores fælles fejltagelser. En interessant tanke.
Ligeledes føles det vigtigt, når Lévy bringer specifikke og relevante eksempler op fra dansk politik lige nu, og kæder dem sammen med de store, europæiske bevægelser. Andre gange skamroser han Danmark, og beskriver i maleriske billeder skønheden ved København, for så at gå tilbage til sine store modstandere: Populismen. Højrefløjens opstand. Nationalismen. Disse er ord, som Lévy ofte bruger i flæng i sit foredrag, hvor han med stor passion raser imod disse fænomener, som han kalder ”idioti”, og uddyber, at ”nogle gange får folket de ledere, de fortjener”.
Jeg har indtryk af, at det politiske klima i Danmark ofte placerer ansvaret hos lederne, så idéen om, at folket selv har ansvar for dets følgere, kan faktisk tolkes som et frisk pust i debatten. Desværre kommer Lévy ofte til at gå ud i lange sidespor og politiske anekdoter, hvilket forvirrer hans overordnede budskab. Man mærker heldigvis oprigtigt hans passion, når han taler om drømmen om et samlet Europa, hvor fortidens store tænkere udgør det nye Europa-Parlament. Og ligeledes hans finurlige tankegang, når han tilføjer, at han lever i fortiden; Hans idé er et parlament ”fyldt med spøgelser”. Der er noget tragisk og nostalgisk over det verdenssyn, som helt klar lægger op til eftertanke. Samtidig er hans kærlighed til europæisk historie og kultur tydelig.
Jeg må dog desværre sige, at jeg høj grad følte, at Lévy gentog de holdninger, som man ofte hører i debatten i forvejen. Højrepopulismen er idiotisk, siger han for eksempel. Helt ok – jeg tror da på vigtigheden i, at man skal kalde en spade for en spade. Men her bliver ikke præsenteret nogen dybere analyse af, hvorfor disse kræfter vokser i Europa. Lévy virker ikke oprigtigt interesseret i højrepopulismens fremmarch, og han præsenterer heller ikke en konkret vision for, hvordan vi kan bevæge os i en anden retning: Venstrefløjen skældes også ud i hans stykke, og Lévys idé om et samlet Europas Forenede Stater forekommer langt mere som en drøm, et håb. ”Bevar håbet”, er hans budskab, og det er i sig selv et godt budskab. Jeg savner bare en dybere tilgang til problemerne, da Lévy ellers åbner sig op for rimeligt åbenlyse problemer.
Et eksempel er, at han skælder
ud på ”populismen”, men foredraget, han holder, kan ret let tolkes som
populistisk: Lévy er overfladisk, tager afstand fra højrefløjen uden at uddybe
grundlaget, og taler om en ”spirituel opblomstring af Europa”. Uden de dybere
analyser eller forklaringer bliver Lévy til dels en del af problemet, frygter
jeg. Han skælder flere gange ud på De Gule Veste i Frankrig, og tilføjer så,
som en slags fodnote i stykket, at de også har nogle rimelige krav om en højre
minimumsløn. Det er da mere end en fodnote værdigt!
Lévy er helt klar passioneret om sit arbejde, og hans tanker om Europas fremtid
og fortid. Hvis man som publikum synes, han lyder interessant, tror jeg man
ville have nydt hans forestilling, og uanset hvad, er han en underholdende
personlighed, som har meget at byde på.
Desværre ender hans forestilling med at blive lidt gumpetung, med mange sidespor i hans monolog, og nogle delvist overfladiske fortolkninger af Europas problemer. Er man enig eller uenig med ham i forvejen, tror jeg desværre ikke dette stykke ville have påvirket ens holdning.
Er man interesseret i hans tanker og udtryk, skal han dog nok komme tilbage til København – han lyder i hvert fald som om, han synes, her er ret fedt.
I samarbejde med La Régle du Jeu, Quartier Libre og Det Franske Institut i København
Det Kongelige Teater, August Bournonvilles Passage 2-8, København K
Spilleperiode: Et engangsevent som en del af Lévys turne. Den kunne opleves i Danmark den 28. april 2019.
Foto: Yann Revol
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Af og med Bernad-Henri Lévy
Varighed: 1 time og 30 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod