Anmeldelse: Dannebrog, BaggårdTeatret
Af Thormod S. Kamban
Knivskarp politisk satire er, hvad man får serveret hvis man tager ind for at se Dannebrog. Den både river, kradser, flår og flytter grænser. Og så er den finurlig og morsom på pikant vis.
I forestillingen oplever vi et Danmark i 2023, som er blevet en ø. Danmark vil adskille sig fra resten af Europa. Vi møder den unge spirende politiker Dana (Josefine Nørring), der fremadstormende deklarer oprør imod vores tilstandsform efter en udtalelse som går imod partiets retningslinjer. Det får hende til at fundere over, hvorfor hun, inden for partiet, ikke har muligheden for at sige, hvad hun virkelig har på hjerte. Hun ryger ud af partiet og i sin afskedstale opfordrer hun folk til ikke at stemme ved næste valg, hvorpå hun får hundrede vis af tilhængere, og bevægelsen #hvidtflag får sin begyndelse og breder sig som en steppestorm. Alt imens forsøger hun at vække sin elsker, Orla Lehmann, der sover en dyb søvn.
Monologer er ofte interessante at se i teatret. Det er et stort arbejde for en person, at fylde scenen ud og holde salen i kog. Det lykkedes Josefine Nørring at gøre det på bedste maner. Kontrasten imellem de lettere forsigtige og musestille passager med gode pauser til eftertænksomhed og de nærmest maniske vanvidsscener er skærende, og derfor keder man sig aldrig undervejs. Måske lige med undtagelse af starten, hvor der kan være træge passager fordi stykket, naturligvis, skal sætte os godt ind i sagerne, inden at vi for alvor kan gå ombord i en tag-selv-buffet af politiske problematikker, identitetskriser og politiker- sprog, der bliver vendt godt og grundigt på vrangen. Der bliver sendt kærlige, og mindre kærlige, hilsener ud til alt lige fra flygtningedebatten til klimakrisen med vores demokrati som tilbagevendende løsning/problem.
På visse tidspunkter bruger hun sin krop, som en afgørende drivkraft for teksten. På en stol laver hun flest mulige positurer, der både er skøre, sexede, klodsede og ynkelige, alt imens hun fortsætter sin tekst ufortrødent. Heri og i flere scener fornemmes også en lille stikpille til vores ”so me”-hverdag. Individet i centrum. Politikernes. Ja måske i virkeligheden vores allesammens facade udadtil. Noget Dana ikke ænser meget i starten, men som i takt med hjælpeløsheden, tomheden og desperationen stiger støt.
Hun vil tages af Orla Lehmann. Men han vågner ikke bare lige. På et tidspunkt får hun endda tanken om ikke han har fat i den lange ende, og om hun selv bare kæmper meningsløst imod tomheden.
Med en masse forskellige stemmer og dialekter vækker Nørring flere personer, der bryder ind undervejs, til live. Bl.a. i en nyhedsudsendelse, hvor det bekræftes at janteloven får 10 ekstra regler. Såsom: ”Du kan ikke stole på din politiker” eller ”Du skal ikke tro, at du redder hele klimaet ved ikke at spise kød.”
Det er imponerende som Nørring kan være så facetteret. Hun gør det fabelagtigt! Og vel at mærke i et beskedent set-up af Mai-Britt Schultz. Tror man. Men der ligger overraskelser undervejs. Der ligger en del mere i det end som så. Det er meget ”uskyldsrent” med hvide balloner, mikrofonstativ osv. Selv den kjole, som Dana bærer i en sekvens, og flaget, naturligvis, er bibeholdt i den hvide farve.
Kim Littau og Nanna Schannong har lagt et stort arbejde i lyssætningen, og det er uden tvivl noget af det flotteste, jeg har set i teatret i lang tid. Bl.a. når lyset illuderer et grænsehegn, hvor en far og søn står og snakker om det derovre på den anden side. Det får fuld smæk og udfylder en afgørende rolle til noget alsidigt, og en smuk variabel til alle de statiske ting på scenen.
Forestillingen skyder med spredehagl, og den kommer ind på mange forskellige emner, i løbet af en god times tid. Alt afhængig af temperament kan dette være både en fordel og en ulempe. For der er meget at forholde sig til, men slutningen kan man ikke sætte en finger på. Den er, i den grad, alt for genkendelig og antyder måske at forandring, først og fremmest, kommer indefra.
Dannebrog er et fremtidsspil sat på spidsen. Men det virker alligevel ikke så utopisk igen, og det er jo skræmmende. Hvis der er noget, der er er mere skræmmende end det vi ikke kan se langt ude i fremtiden, så er det det man muligvis kan ane lige så stille rundt om hjørnet.
BaggårdTeatret, Caroline Amalie Vej 26, 5700 Svendborg
Spiller den 23. februar-2. marts 2019
Spiller herefter i perioden 7.-9. marts på Mungo Park Kolding
Set den: 23. februar 2019
Fotos: Ard Jongsma
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Josephine Nørring
Manuskript: Petra-Leonie Pichler og Danijel Szeredy
Dramaturgi og oversættelse: Anneline Köhler Juul
Iscenesættelse: Petra-Leonie Pichler
Scenograf: Mai-Britt Schultz
Dramaturgisk konsulent: Janicke Branth
Produktionsleder: Thomas Dam Jensen
Lysdesign: Kim Littau og Nanna Schannong
Skrædder: Mona Wickstrøm
Forestillingsleder: Maria Bak-Hansen
Efter idé af Mai-Britt Schultz og Jakob Bjerregaard Engmann
Varighed: Ca. 70 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod