Anmeldelse: Frøken Smillas fornemmelse for sne, Teatret ved Sorte Hest (Det Dramatiske Udgangspunkt)

Anmeldelse: Frøken Smillas fornemmelse for sne, Teatret ved Sorte Hest (Det Dramatiske Udgangspunkt)

Af Christian Skovgaard Hansen

Forestillingen er for dig, der vil have en rå, stilmæssigt blandet og anderledes teateroplevelse. Det Dramatiske Udgangspunkts opsætning af ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’ har fået et tvist. Samtidig er forestillingen også en levende og stadig aktuel fortælling om Grønland, Danmark og forholdet mellem disse to.

Handlingsmæssigt bygger forestillingen på Peter Høegs bestseller fra 1992. Smilla Qaavugaaq Jaspersen bor i Danmark, men lever mellem to verdener. Hun er en grønlænder i Danmark og en dansker i Grønland. Der er sket et dødsfald. Grønlænderdrengen Esajas er faldet ned fra et tag – er det mord eller selvmord? Opklaringen af Esajas’ mystiske død bliver omdrejningspunktet i historien, hvor Smilla med livet som indsats tager kampen op for at opklare dødsfaldet. Handlingen sender hende til dele af Danmark, som man ikke troede fandtes, og til Grønland. Uden at ødelægge for meget af forestillingen, kan det dog nævnes, at forestillingen følger bogforlægget relativt tæt.

Samtidig med opklaringen af Esajas’ mord oplever vi forholdet mellem grønlænderne og danskerne – både i Grønland og i Danmark. Smillas udtryk herom er meget sigende: Hun har det koldt, men det skyldes ikke temperaturen – det skyldes den oplevede kulde; den oplevede kulde fra omverdenen i Danmark og fra danskerne. Handlingen og forestillingen viser derfor også konsekvenserne af koloniseringen af Grønland. Smilla er splittet mellem de to verdener.

1
De to skuespiller Mille Maria Dalsgaard og Jonas Littauer dækker hele forestillingens omfattende persongalleri, mens Krzysztof Minkowski og Konrad Schaller står for hhv. instruktion og scenografi. Deres tanker bag opbygningen af forestillingen har sikkert været gode, og mange steder fungerer det også.

Men det, at de to skuespillere dækker hele persongalleriet, er også en af forestillingens svagheder. De to skuespiller har mere eller mindre det samme tøj på igennem hele forestillingen, og der bruges stort set ingen rekvisitter. Som tilskuer kan det derfor til tider være svært at vide, hvem der er hvem, og hvad de egentlig laver i handlingen. Opsætningen hægter derfor – lidt for – ofte publikum af.

Denne sene fredag aften, hvor jeg så forestillingen, var salen kun halvt fyldt (måske netop pga. det sene tidspunkt?), og der var andre end mig, der ikke altid havde/kunne have fokus på handlingen. En dame et par rækker foran mig sad og sms’ede gennem stort set hele sidste halvdel af forestillingen, og det unge par på forreste række gik midt i forestillingen – først hende, så kort efter også ham.

Til gengæld er de to skuespilleres timing og engagement skarpt, og blandingen mellem dialog, monolog, sange og udbrud er imponerende. Den enkle og let dystre scenografi passer perfekt til både denne form for skuespil, men i lige så høj grad også den lidt dystre og tankevækkende handling i Peter Høegs roman. Skuespillerne lever sig ind i deres roller med energi og intensitet.

Lydsiden er også noget for sig selv. Vi er vidne til en rå og voldsom lydside, hvor måde instrumenterne trommer, bas og keyboard indgår, men også skuespillernes udråb er med til at forstærke det rå element.

Generelt er det en flot forestilling, og respekt til Det Dramatiske Udgangspunkt for at turde lave en anderledes og rå forestilling. Vel er der tale om en radikal nyfortolkning af Peter Høegs bestseller, men forestillingen giver ikke helt det annoncerede stof til eftertanke. Dertil er forestillingen desværre for ustruktureret og svær at finde rundt i. Det kan derfor være en fordel enten at have læst bogen og/eller evt. set filmen, før du giver dig i kast med denne opsætning af ’Frøken Smillas fornemmelse for sne.’

Det Dramatiske Udgangspunkt

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Forestillingen spiller rundt omkring i Danmark på turné fra 17. november 2015-10. marts 2016

Spillede d. 10.-12. juni 2015 under CPH STAGE


Spilledato: d. 12. juni 2015

Fotos: Sara Galbiati


Se nærmere på forestillingens officielle side:
 

http://dramatiske.dk/


Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *