Anmeldelse: Kussesumpen, Teatret ved Sorte Hest

Posted by - Emil Samaras Eriksen
On - 6. juni 2018

Af Emil Samaras Eriksen og Stine Kehler (gæsteanmelder)

Når man går op af gangen i Teateret ved Sorte Hest, ser man plakater fra teaterets tidligere forestillinger, der kommer fra forskellige tidsperioder. En slags bevægelse igennem historien, frem til nu, 2018, hvor stykket for enden af gangen, Kussesumpen, rammer så godt.

Teaterstykket, der genspilles i år efter stor succes sidste år, føles nemlig som en oplevelse, der er befriende og relevant for kvinder og mænd i 2017-18.

Vi vil her hver især forsøge at give vores bud på teateroplevelsen.

Emil:

Stykket spilles af fire skuespillere, der selv er feminister og bloggere, og i forskellige roller diskuterer aspekter af kvindeidentiteten i en række scenarier. Nogle gange snakker de dygtige skuespillere om kønsdebattens problematikker, og andre gange bliver de en flok fnisende veninder, der bekymrer sig om alt fra breakups til lægetjek. Martina Hindberg Enevolds scenografi er enkel, men yderst velfungerende, da små rekvisitter og skiftende rampelys hjælper til at belyse de enkelte situationer.

Tonen er for det meste ekstremt humoristisk og let, men samtidig følelsesladet i flere øjeblikke, og man efterlader det lumre lokale, dels grinende, og dels eftertænksom. Det er man for øvrigt hele vejen igennem stykket.

Kvinderne får mere og mere tøj på, og bliver dermed symbolsk klædt på til verden udenfor scenen, som er deres rum til at dele diverse udfordringer.

Handlingen trækkes i høj grad i forskellige, spændende retninger af skuespillernes lange monologer, som er gode og underholdende, og efterlader en masse usagt. Som en kvinde, spillet af Josephina Robyn Svensson, der ikke vil være fastlåst i en stereotypisk kvinderolle, og de andre veninder i stykket siger intet, for de kan ikke finde ud af at sige noget. Et andet eksempel er historien om Instagram-pigen – en klassisk fortælling (som ofte knyttes til det feminine) om én af de mange måder, man kan miste sig selv på.

Stine:

Som en kontrast til ovenstående spillede Jacobe Orry på et tidspunkt en kvinde, der fortalte en humoristisk og erotisk fortælling (om Jesus), hvor veninderne ikke bare støttede hende i at få rampelyset, men også visuelt bakkede op om hendes fortælling og følelser. Det kan jeg selv så godt genkende fra veninder, som er støttende om nogle emner, men ikke om andre, som måske kan være sværere at forholde sig til. Dialogen kom ind på emner, man godt havde hørt før som kvinde, men på en ny måde – fordi det var humoristisk og selvironisk.

Skuespillerne tog på en måde argumenter imod dem (som feminister og kvinder) og brugte argumenterne på en ny måde i selve stykket, hvilket er godt og svært, når emnet er debatteret så meget i forvejen. Eksempelvis ideen om, at man skal tilpasse sig socialt. Man skal indordne sig bestemte rammer, ellers føler man at man mister den støtte, man allerede har, fordi man skiller sig ud. Den frygt kan være meget reel, og styrende for ens liv. Det er en frygt som nogle, vil jeg vove at påstå, bliver opdraget med, og stykket formår at belyse problematikken igennem skuespillernes ærlighed og replikker.

Emil:

Stykket fungerer også på den præmis, at det ikke et angreb på nogen, men samtidig et ucensureret indblik i ”kvindens” personlige rum. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor meget det egentlig sætter ting til debat, men det gav i hvert fald publikum en masse nuancerede indtryk.

Stine:

Det gode er, at fortællingen er lagt op til personlig fortolkning. Det er op til den enkelte, hvor meget de vil provokeres, og tænke over emnerne. Jeg havde faktisk en forventning om, at det ville være mere provokerende. I stedet gav det en behagelig indsigt i, at ”sådan kan kvinder også være”. Stykket gør det samme som en god veninde – det skaber genkendelse, undren og højlydte grin. Men selvkritikken er op til selvfortolkning.

Mange af de temaer, der blev taget op, i forhold til reaktionsmønstre, går igen i mange pigefilm. De blev bare taget op her på en mere gennemarbejdet måde. Man kan tydeligt mærke, at skuespillerne er erfarne i at italesætte de problemstillinger, der præsenteres. Det kan lyde dumt og banalt at sige det, men egentlig mener jeg bare: De forstår, hvordan det kan føles at være en kvinde.

Der var to gange i stykket, hvor skuespillerne spørger åbent til publikum, ”Hvad synes du så om mig?”. Det blev på en måde kernen i hele mønsteret, kvinderne ville fremstille – selve deres livsmåde. De springer rundt og gør alt muligt, og den bærende bekræftelse af dem selv bliver ikke deres egen. Den søger de nemlig udefra, og spørger aldrig, ”Hvad synes jeg om mig?”.

Emil:

Afslutningsvis må det bare siges, at vi klart kan anbefale en tur ind og se Kussesumpen. Stykket giver alt fra gode grin til overvejelser på blot én time – overvejelser, som kan være både vigtige og relevante for dem, der ønsker at forstå (nogle) kvinders hverdag bedre. Eller bare ønsker at genkende sig selv på den lille scene.

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 4.-9. juni 2018

Spiller igen i perioden 20.-30. marts 2019

Set den 4. juni 2018

Foto: Hans-Jørgen Hersoug

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.sortehest.com/forestillinger/kussesumpen/

Medvirkende: Jacobe Orry, Vanessa N. Moliné Petterson, Josaphina Robyn Svensson Vestergaard og Theresa Lange Olesen

Dramatiker: Kussesumpen

Instruktør: Camilie Sieling Langdal

Lysdesigner: Anders B. Nyegaard

Kostumedesigner: Martina Hindberg Enevold