Anmeldelse: Overgang, Husets Teater (Teater Rio Rose)

Af Jonathan Stahlschmidt

 

”Så gammel er jeg vel heller ikke …”

“Nej, nej. Men du er nødt til at lære det.”

Al omstilling kan være svær. Forandring fryder siges det, ja. Men ikke hver gang. Når vi bliver stillet overfor en større omvæltning i livet, har vi som oftest to valgmuligheder. Vi kan acceptere de ændringer, som det vil bringe, eller vi kan protestere og forsøge at nedkæmpe det, der forårsager det nye.

Men hvad gør man, når det nye ikke er til at acceptere, fordi det påvirker en i så radikal grad? Og hvilke midler kan bruges, når det man skal nedkæmpe, er tiden selv?

Det siges også, at al begyndelse er svær. Og når noget slutter, kan det gøre ondt. Så når man ser sit eget livs ende begynde, hvad gør man så?

På Husets Teater, på en seng af efterårsblade, tumler Morten Nielsen og Anette Katzmann med disse problematikker i forestillingen ’Overgang’. Og ”tumler” er både bogstaveligt ment, men samtidig utilstrækkeligt til at beskrive, hvor elegant og adræt en præstation, som de to skuespillere kaster sig ud i.

Med kyndig hånd koreograferet af Tanzteather Wuppertals Julie-Anne Stanzak bydes vi på to midaldrende kroppes krumspring gennem de følelser af afmagt, frustration og forundring overgangsalderen medfører.

Koreografien er nøje udtænkt til at bære adskillige metaforer for både fysiske og mentale udfordringer, som man på grænsen til alderdommen skal overvinde eller give efter for. I dansen opstår tydelige skæl mellem, hvornår kroppen kan bruges som kommunikativt værktøj i monolog-, dialog- eller korsangsform. Mest imponerende er nok, at de to medvirkende oftest danser uafhængigt af musikken – de lytter i stedet til hinanden. Som publikum er musikken dog ikke til at kimse af. Med melodier fra hvad, der lader til at være hele verden, er man stemningsmæssigt opvartet ganske glimrende. Fra sækkepiber og rockballader til også den spanske sangerinde Bebes meget karakteristisk følsomme stemme (sidstnævnte en personlig favorit for denne anmelder).

Morten og Anettes kemi er inspirerende. At kunne sende små skjulte smil og signaler til hinanden på scenen, så vi som publikum skal lede efter og opdage dem, er et bevægende redskab at benytte.

Igennem overgangsalderens trængsler vender de gang på gang tilbage til hinanden for støtte og afløb. Det bliver også underholdende til tider at se dem med smagfuld komik tage den umulige kamp op mod tidens tand. Der er sågar nik mod Antonin Artauds rygvendte spillestil, yderst velfungerende og morsomt. Skulle man tilfældigvis kende til den polske instruktør og teaterteoretiker Jezry Grotowski, kan man måske genkende noget, der minder meget om hans ”kropsalfabet” blive konstant benyttet. Spillerne slipper ikke fra det uden sved på panden. Vi i publikum slipper ikke uden tårer og latter.

Den konstante tilbagevenden til tosomhedens beroligende anker leder os sikkert til slutningen. Og erkendelsen af at svaret på det store problem hele tiden har været der. Når det er smertefuldt at skulle blive gammel, og ingen vrede eller kamp kan hjælpe imod ængstelsen og tidens fremskriden, står det foran os i kød og blod og omfavnelse: Det er ikke et nederlag, hvis man gør det sammen. Det eneste, der kan overvinde tiden, er kærligheden.

 

Gæstespil af Teater Rio Rose

Husets Teater, Halmtorvet 9B, København V

Spilleperiode: 22. februar-17. marts 2017

Set den 22. februar 2017

Foto: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/overgang/ og http://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/overgang/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod