Anmeldelse: Til mine brødre, Aarhus Teater
Af Lea Damgaard
Med den nye husdramatiker Peter-Clement Woetmann ser det lovende ud for Aarhus Teater. Forestillingen ’Til mine brødre’ tager favntag på krigen, ikke bare som varmt politisk debatemne, men løftet op til en poetisk betydningstung collage, som går direkte ind i de mest følsomme nervebaner og grummeste tanker.
Hvordan kan vi tale om krigen? Aarhus Teater ønsker at satse på ny dansk dramatik. Personligt kæmper jeg lidt med betegnelsen og ville ønske at vi kunne kalde det noget lidt mere oplysende om kravene for denne genre. Når det er sagt, giver det mening at udfordre teatret på en ny måde ved at koble dramatik og politisk lyrik. Det har Aarhus Teater nu gjort med den nye husdramatiker, der er poetuddannet fra Forfatterskolen.
Det er modigt, og i tilfældet ’Til mine brødre’ giver kombinationen af drama og lyrik ikke bare mening, men giver, med sit sproglige fokus, en meget smuk, forfærdelig og rørende fremvisning krigens væsen.
Det mest interessante ved ’Til mine brødre’ er, at det spiller på strenge, der eksisterer, både på det, der foregår på scenen, men i særlig grad inde i tilskuerens hoved. Man tvinges til at lade det tydeligt betydningsmættede sprog tolke inde i sig selv, og det fungerer helt enormt godt, fordi det også spejler, det besvær befolkningen i en krigsførende nation kan have med at få det hele til at få mening. Det er simpelthen så veltænkt.
Forestillingens tekst er skabt som collage af bl.a. digte, breve og ready-mades og Annika Silkebergs iscenesættelse formår at hylde og bibeholde collagen og samtidig skabe nogle meget fine billeder til at underbygge teksten. Samtidig opleves iscenesættelsen ikke som en tolkning, der presses ned over teksten.
Teksten spilles frem af de fem skuespillere, der på en gang fungerer som enkelt individer og som samlet gruppe – og herved peges der elegant på betydningen af at individer skal kunne smelte sammen for at kunne fungere som en hær.
Det eneste, der virkelig ærgrer i denne forbindelse er, at forestillingens eneste skuespillerinde, Julie Buch-Hansen, er instrueret i at benytte en grådkvalt stemme i næsten samtlige af sine replikker. Det er anstrengende. Og det ødelægger det tolkningsrum, som resten af teksten og iscenesættelsen ellers inviterer ind i. Det er simpelthen for ligetil at lade en tekst om forfærdeligheder og tab blive fremført på den måde, for det er i alle andre tilfælde overladt til tilskueren at mærke de dybereliggende følelser. Når ord om krigen skrækkeligheder serveres med et smil, med en hvisken eller i et matter-of-fact-toneleje mærkes realiteten bag ordene nemlig meget stærkere hos publikum. Når ordene serveres sådan, kryber de ganske enkelt helt ind under huden og sætter sig som en klump i halsen, og det er så ærgerligt, at det ikke er et konsekvent greb i forestillingen.
Indrømmet: Forestillingen kræver nok en særlig kærlighed til tolkning, analyse og sprog, men er man udstyret med sådan én, ville det være at snyde sig selv for en stor oplevelse, ikke at se ’Til mine brødre’ på Århus Teater. Hvis man kunne træde fysisk ind i en digtsamling, er jeg næsten sikker på, at det ville være sådan her.
Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spiller indtil 19. marts 2016
Spilledato: 22. februar 2016
Fotos: Rumle Skafte
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod