Anmeldelse: Vort mismods vinter, Husets Teater (Teater AKUT360)

Posted by - Jonathan Stahlschmidt
On - 21. januar 2019

Af Jonathan Stahlschmidt

Wollen ihr den totalen Krieg?!

Hvis det ikke lyder som noget for dig, så tag ind og se Vort mismods vinter. Her kan du lære en vigtig lektie om ondskabens grobund, og hvor hårdt der skal trampes for at standse den i at spire. Med en nuanceret dissekering af vor tids mest arketypiske model for hadet som menneskelig motivator, kan man her på Husets Teater opleve en tidløs forklaring på og advarsel om, hvad der måske ligger i vente lige rundt om hjørnet i vor tid.

Der er taget et nyklassisk kunstgreb i brug. Det, hvor man lader publikum indtage sine pladser, mens en eller flere skuespillere allerede befinder sig på scenen, og der allerede er en afventende ambience i gang. Her er det en sammenkrøbet mand i hjørnet af scenen med et væltet mikrofonstativ ved sig, mens en kavalkade af propagandiske videoklip kører i sløjfe på scenens bagvæg. Hitler. Klippet så man ser ham fra sin bedste side.

I det tæppeløse kukkasse-arrangement, der skal repræsentere førerbunkeren et sted dybt under Berlin, er der spartansk indrettet med et persisk tæppe, en mængde kontormapper i karton, en lænestol, et kæmpemæssigt spotlys på hjul og tre æbler. Men lyset dæmpes. Vi kan hverken se manden i hjørnet, tæppet eller æblerne. Og lysdesigneren Mikkel Jensen har på en måde formået at gøre det mørkere end mørkt, idet en tunge af sort slikker over det, der åbenbart kun var mørkegråt. I det absolut dunkle, starter historien om Hitlers sidste timer, inden hans allerede planlagte selvmord. Og vi er inviteret med som gæst.

Det er sådan, det føles. Som om vi alle er gæster til et makabert middagsselskab. Vores vært er månesyg og manisk, men også meget charmerende. Dan Zahles version af Adolf Hitler er rippet for enhver kliche, der kunne virke distraherende. Intet slikhår og skakterns-overskæg. Intet rødt armbind eller brun uniform med knæstøvler og skrårem dertil. Vi bliver budt velkommen i førerbunkeren af en mand, der er glatbarberet, velklædt, og om end af ubetydelig højde, så ikke af ubetydelig karisma. Efter et kort stykke tid bliver det noget, man vænner sig til. Han er lige så meget Hitler som enhver anden skuespiller, der har taget sig denne kontroversielle opgave. At skildre en af historiens mest berygtede personligheder. Han gør det bare uden skæg og hat og hagekors. Til at starte med.

Monologer er et tveægget sværd. Når man bliver – for at citere denne forestillings pressemateriale – ”taget som gidsel i en teatersal”, er det vigtigt, at man finder sin fangevogter interessant og til dels indbydende. Halvanden time kan føles som en uendelighed, hvis manuskriptet er dårligt bygget op, eller skuespilleren ikke er helt tilpas på scenen. Omvendt kan der opnås enormt meget med meget simple midler bare de tages ordentligt i brug.

Her er der givet eftertanke til rekvisitters størrelse og betydning. Der er intet, der ikke bliver brugt. Julie Forchhammers scenografi rammer os få grader varmere og mere hjemligt end forventet. Manuskriptet – som at tyde fra forestillingens takkeliste er udarbejdet ikke blot af Andreas Dawe, men også med indspark fra Dan Zahle selv – fungerer dejligt dynamisk og bliver spillet med en stor kærlighed til de absurde og skræmmende elementer. Og oven i hatten, er forestillingen én stor advarselslampe. Og behøver vi nævne hvem vi især tænker på?

”Alt er cyklusser. Venter man længe nok, kommer det hele igen. Også det mest utænkelige.”

Hitler fortæller os ikke bare personlige anekdoter, men også de mest grusomme detaljer fra det store, følelsesforladte maskineri, der skulle blive jødernes udryddelse. Det er et konsekvent og gennemført karakterarbejde, der ligger bag, at man både kan væmmes dybt og inderligt, og til tider betages af mandens charme. Og deraf forstå hvor skræmmende virkeligt det hele kan blive igen.

”Jeg var bare en vred mand i en vred tid.”

Sådan bliver det meget kort forklaret, hvordan man kan få enorm succes med had som sit partiprogram. Og desværre kan man i visse dele af verden den dag i dag se samme kampagnestrategi have samme succes.

Forestillingen lever ikke helt op til anslaget, der synes givet i det foreliggende pressemateriale. Der lægges vægt på det underjordiske, og i pressemeddelelsen loves en nærmest klaustrofobisk oplevelse. Jeg følte lidt, at vi var blevet lovet noget endnu mere trist og dystert end, hvad vi i stedet fik.

Oplevelsen bliver langt mere underholdende og tankevækkende, end jeg havde forestillet mig. Og det er også svært at forestille sig andet, når man tænker efter. Hitler er så kraftfuldt et eksempel, men jo mere man forstår hans menneskelige side, jo mere skræmmende bliver resten af verdenen også at tage i betragtning. Han siger det på et tidspunkt helt nonchalant, at nazisternes vilje til at udrydde jøderne, simpelthen bare var stærkere end vor andres vilje til at redde dem. Til at starte med i hvert fald.

Og for at noget lignende ikke skal ske igen, er vi nødt til at huske hvad en klog mand engang sagde: ”Det eneste, det onde behøver for at sejre, er, at det gode intet gør.”

Produceret af Teater AKUT360

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 Kbh V

Spilleperiode: 19. januar-9. februar 2019

Set den 19. januar 2019

Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/vort-mismods-vinter/

Medvirkende: Dan Zahle

Dramatiker og instruktør: Andreas Dawe

Scenograf: Julie Forchhammer

Lyddesigner: Gregers Kjar

Kunstnerisk lyskonsulent: Mikkel Jensen