Anmedelse: Et folkesagn, Det Kongelige Teater

Anmedelse: Et folkesagn, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

I 1853 hærgede koleraen i København. Ballettens digter August Bournonville flygtede ud af byen for at undgå den dødelige epidemi, og i jubel over at være undsluppet det forpestede København skabte han den eventyrlige og romantiske ballet Et folkesagn. Hvem havde troet, at denne ballet skulle komme til at bygge bro mellem to epidemier med knap 150 år imellem sig.

Historien om ballettens tilblivelse rungede ekstra meget ved denne opsætning anno 2022, der på anderledes vis bandt fortid og nutid sammen. Efter nogle strenge vintermåneder blev aftenens repremiere af Et folkesagn på Operaens Store Scene et festfyrværkeri af en fejring efter flere ugers nedlukning. Vi kender alle til feel good-film, men denne ballet kan indordnes som en feel good-ballet uden lige – men alligevel med et dæmonisk twist i denne opsætning fra 2011 af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund.

Et folkesagn er en sand forviklingshistorie om den blide, milde Hilda, der lever blandt trolde og overnaturlige væsner i en underjordisk høj, og om den skrappe og utæmmelige frøken Birthe, som bor på en fornem herregård. I jordhøjen føler Hilda sig anderledes end troldene, mens det for Frøken Birthe er umuligt at tilpasse sig de fine forhold på herregården. Det er ikke til at overse, at to forbyttede børn lever i hinandens sted. Den unge Junker Ove forelsker sig i bjergpigen Hilda, men han mister besindelsen, da han danses halvt til døde af de altopslugende elverpiger. Hilda stikker af for at finde ham, og det bliver klart for alle, at forbytningen er en realitet. Den hysteriske Frøken Birthe kastes på porten, og hun finder sit rette hjem hos troldene. Det hele ender i en romantisk fanfare til Junker Ove og Hildas bryllup til tonerne af den velkendte brudevals af komponist Niels W. Gade.

Forestillingen emmer af eventyr à la H.C. Andersen, hvor fiktion og virkelighed flyder sammen i et hele, der skaber en eventyrlig præmis. Troldene er lige så virkelige som menneskene, og publikum køber det ene overnaturlige væsen efter det andet. Jeg holder meget af de romantiske balletter blandt andet, fordi de skaber et rum, hvor alt kan ske. Uanset hvor mange trolde, sylfider eller andre overnaturlige væsner, vi møder i Bournonvilles balletter, er fortællingerne jordnære og i øjenhøjde med sit publikum.

Det er en fornøjelse at opleve den amerikanske solodanserinde Caroline Baldwin på scenen. Især når det gælder de milde og blide roller. Hun tilføjer scenen en ro, der intensiverer dansen og fortællingen. Det samme formåede hun som Hilda ved aftenens repremiere, hvor hun i sit portræt af Hilda samlede al lyset i fortællingen i en skikkelse. Bjergpigens modsætning, Frøken Birthe, blev danset af solodanser Holly Dorger, der fik lov til at prøve kræfter med den kendte hystade. Hendes tolkning af rollen var hysterisk og sprællende i et spænd mellem komik og et iltert temperament, men hun formåede samtidig at vække sympati med den stakkels trold, der ikke kan finde sig til rette på herregården. Man får øjnene op for, hvor frygtelig ensom og alene hun er med sit troldesind, som hun ikke kan tøjle.

En præstation, der absolut ikke må glemmes, er solist Tobias Praetorius i rollen som trolden Viderik. Jeg noterede mig på min blok under forestillingen, at Praetorius’ Viderik er noget af det mest bedårende, jeg længe har set. Et skønt trolde-trekløver, bestående af mor Muri (Oliver Starpov) og hendes sønner Diderik (Mads Blangstrup) og Viderik, tog kejler. Begge sønner er forelskede i Hilda, hvilket der kommer meget spræl og dramatik ud af – med Diderik som den opblæste og opfarende og Viderik som den nuttede.

Aftenens eneste skuffelse var den velkendte elverdans danset af corps de ballet. Om der har været sidste-øjebliks-ændringer eller en corona-ramt prøveperiode vides ikke, men jeg havde forventet mere skarphed og et stærkere teknisk fundament. Elverpigerne skal overbevise publikum om, at de danser Junker Ove fra forstanden, i stedet blev fokus denne aften flyttet til, om de nu kunne klare sig igennem. Det var ærgerligt, men det var sikkert en uheldig aften.

Denne udgave af Et folkesagn fra i 2011 af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund er skabt med scenografi og kostumer af Mia Stensgaard. Scenografien og kostumerne er yndige, seksuelle og farlige på en og samme tid. Stensgaard har formået at fange dualismen i fortællingen. Kontrasten mellem den polerede menneskeverden og det uhyggelige troldebo er slående.

I 2. akt, der foregår i troldehulen, forvandles de naturromantiske kulisser, som opleves i 1. og 3. akt, til overdrevet, overnaturligt og outreret sceneri, hvor Stensgaards kostumer og scenografi spiller en særlig rolle. Både uhyggen og komikken breder sig, men gennem jordhøjens top kigger dagslyset ind i begrænsede stråler. En kontakt skabes mellem de to uforenelige verdner. Selvom troldenes komik sætter scenen, repræsenterer de samtidig den dæmoniske underverden og farlige sider i sindet, som mennesket bakser med.

Denne opsætning af Et folkesagn er et moderne løft af Bournonvilles original, der byder på psykologisk og seksuel mystik – men den bevarer gudskelov sin direkte linje til Bournonvilles udgave. Balletten rummer netop de kontraster, der skal til for et godt eventyr spændt ud mellem romantikkens dualistiske verdensbillede. Bournonvilles ukuelige tro på, at harmonien er stærkere end splittelsen, skinner stadig igennem.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 22. januar-17. marts 2022

Set den 22. januar 2022

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/ballet/et-folkesagn?section=top

Medvirkende: Caroline Baldwin, Holly Dorger, Andreas Kaas, Oliver Starpov, Tobias Praetorius, Mads Blangstrup, Mette Bødtcher, Sebastian Haynes, Christina Michaned, Eukene Sagues m.fl. (denne aften – flere hold)

Koreografi: August Bournonville samt Nikolaj Hübbe og Sorella Englund

Musik: J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade

Scenografi og kostumedesign: Mia Stensgaard

Lysdesign: Mikki Kunttu

Videodesign: Martin Reinwald og Sebastian Troels Eskildsen

Dramaturgi: Ole Nørlyng

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund

Dirigent: Tim Murray

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. 2 pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmedelse: Et folkesagn, Det Kongelige Teater

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *