Anmeldelse: Stolthed og fordom, Betty Nansen Teatret

Anmeldelse: Stolthed og fordom, Betty Nansen Teatret

Af Julie Vad B. Madsen

”Der er brev!!!” Betty Nansen Teatret opsætter Jane Austins klassiker Stolthed og Fordom, som er historien om kærlighed mellem to stædige og stolte personligheder, der kæmper med samfundets forventninger til dem, og både for og imod at overgive sig, til den kærlighed de oplever. Samtidig introducerer fortællingen feminisme i en tid, hvor en kvindes identitet var den, hun blev født eller gift ind i, og hvor samfundets uskrevne regler måtte overholdes. Invitationen til at møde mænd kom gerne med brev, og det sikrer teateret sig, at vi aldrig er i tvivl om, når sker. Da der ankommer brev til Bennet familiens hjem om, at en rig, ugift mand kommer til byen, går jagten ind på at få en af de seks ugifte søstre gift.

Hvis man elsker bogen, serien eller filmen, så er der visse scener og dialoger, som man forventer at se, og det kan derfor blive en bunden opgave at sætte en så kendt fortælling op, men man formår at få de vigtigste scener med, så genkendelsens glæde opstår, samtidig med, at de sætter deres eget præg med en moderne fortolkning, som giver plads til, at castet kan vise deres kvaliteter.

Castet er sammensat af seks unge skuespiller, som formår at tilfører det klassiske stykke en god portion humor. Salen må flere gange grine, når det unge cast leverer deres replikker rutineret, selvsikkert og med den korrekte kunstpause eller stemmeføring.

Denne humor opstår også ved, at flere af de klassiske karakterer bliver karikeret. Det er her en smagssag om, hvor meget man er til det. For mig lå det lige på grænsen til at være for meget, og to steder endda over grænsen, da den ekstreme karikatur tog fokus fra, hvad der faktisk skete i scenen. Humoren bliver også hjulpet på vej af, at hver karakter har sit eget ”pose”, som de stiller sig i, når de skal indtage deres formelle roller. Skuespillerne fik her en flot hjælp til at gå fra den formelle fremtoning, man har overfor resten af samfundet, og den mere naturlige form, man har i hjemmet, og dette skift mellem fremtoning, formåede de flot at bringe i spil.

Freja Klint Sandberg giver Lydia en kær optimisme, og er især garant for det komiske indslag, som får publikum til at grine. Hendes ”Der er brev!” går rent ind hver gang. Nanna Skaarups Voss giver Jane en sødme og stille elegance, som man kun kan beundre, og hun bliver smukt suppleret af Mathias Bøgelunds livsglade Mr. Bingley. Ferdinand Falsen Hiis får Mr. Darcys rugende, arrogant facon til at nå bagerste række og spiller flot overfor Mathilde Arcel Focks stolte Elizabeth. Simon Kongsted dublerer i flere roller, og formår at gøre skiftet mellem dem tydeligt og markant, så de hver har deres særegenheder. Alt i alt er det et ungt cast, man skal holde øje med.

Forestillingen er flere steder tro mod det sprog som Stolthed og Fordom er skrevet i, men dette blev til tider stift og kunstigt fremført, når det kom i for lange monologer, hvor skuespillerne ikke havde nogen at spille overfor. Det kom i disse tilfælde mere til at virke som kommentarspor, som kørte uden direkte integration til resten af forestillingen. Det unge cast leverer derimod pragtpræstationer, når de står overfor hinanden, og har dialog.

Der er ingen realistisk baggrund, der viser de storslåede herresæder i det gamle England eller historisk korrekte kjoler og beklædningsgenstande. I stedet er kostumerne reduceret til antydninger af fine kjoler, skjorte og bukser, og alle bærer knæbeskyttere og sneakers.

Samtidig har Laura Løwe skabt en scene, hvor hele bagvæggen og scenen er beklædt af ramper og niveauforskelle, som skuespillerne løber op ad og rutsjer og ned ad – heraf behovet for knæbeskyttere og sneakers – samt et enkelt gennemsigtigt gardin, som kan køres ud på scenen og adskille Elizabeth fra omverdenen. Scenografi giver mindelser om Det Kongelige Teaters Romeo og Julie fra 2014, hvor bagvæggen også var beklædt, så skuespillerne kunne løbe op og ned af den, og formår, som det også var tilfældet dengang, at skabe en flot ramme, så det ikke bliver den tid fortællingen foregår i, som bliver det vigtigste, men i stedet det indhold der bliver fremført. De unge cast kaster sig frygtløs ned af ramperne, og man bliver flere gangen bekymret for, om de ryger ud over scenekanten, eller rammer hinanden, men bevægelserne er flot koreograferede og udført.

Brugen af det gennemsigtige gardin til at køre mellem Elizabeth og resten af handlingen fungerede virkelig godt. Det bliver tydeligt, at det er i disse tilfælde, hvor Elizabeth bliver afskåret fra resten af handlingen, at hun kommenterer på forholdene kvinderne er under, i forhold til blot at skulle finde ægtemænd, være dannede og ikke kunne arve. Det bliver endnu mere gennemført, når gardinet, som det allersidste, efter hun har sagt ja til at gifte sig med Mr. Darcy, blæser ud foran hende, og lukker hende ind i den verden, hun før har stået og set på udefra. Der er dermed tale om en flot og kreativ scenografi.

Også når det gælder koreografien af Sebastian Kloborg, sætter man sit moderne aftryk. Da det ikke er muligt for de seks skuespillere at genskabe datidens rituelle danse med skiftende formationer, er der skabt en moderne udgave, som indeholder antydninger af den dans man ville forvente. Nogle af trinnene bliver dog så moderne, at de ser malplacerede ud, mens andre er så sjove, at de får salen til at le.

Viktor Dahls baggrundsmusik interagerer smukt med forestillingen, og flere gange er den så meget en del af det, der foregår, at man ikke lægger mærke til, at den har været der, før han holder op med at spille. Musikeren bliver også inkorporeret smukt i forestillingen, når han sammen med Mathilde Arcels Elizabeth sender øjne over de tåbeligheder, som de gammeldags ritualer kræver.

Stolthed og Fordom har stadig sin relevans i dag, da den sætter kønsroller og feminisme i spil uden, at det bliver for meget. Jane Austin stillede sig kritisk overfor, at kvinders mission i livet var at finde en ægtemand.  Den klassiske replik ”En enlig mand, med en passende formue, må have brug for en hustru,” vækker både genklang og latter hos publikum. Austin understreger inden for datidens rammer, at Elizabeth og Mr. Darcy på trods af standsforskelle er ligemænd, og den fortælling bliver aldrig for gammel.

Om man har læst eller set historien før, så vil man få noget ud af forestillingen. Det er en flot fortolkning af klassisk materiale, som kombinerer flotte skuespilpræstationer med moderne dans og interessant koreografi.

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg alle 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 19. januar-12. februar 2022

Set den 20. februar 2022

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/stolthed-og-fordom/

Medvirkende: Mathilde Arcel Fock, Ferdinand Falsen Hiis, Freja Klint Sandberg, Mathias Bøgelund, Nanna Skaarup Voss og Simon Kongsted

Af: Jane Austen

Bearbejdelse: Sonja Ferdinand og Anna Balslev

Musik: Viktor Dahl

Instruktør: Anna Balslev

Scenografi: Laura Løwe

Komponist og musiker: Viktor Dahl

Koreografi: Sebastian Kloborg

Varighed: Ca. 2 timer og 15 min. inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *