Anmeldelse: Den kaukasiske kridtcirkel, Teater Republique

Anmeldelse: Den kaukasiske kridtcirkel, Teater Republique

Af Sebastian F. Westh Nielsen

Hvad er retfærdighed egentlig, og hvordan hænger det sammen med penge, magt og moral? Den endelige retssag om barnet indledes af dommeren med ordene: ”Lad forhandlingerne begynde.” Det er ikke de små spørgsmål, der stilles i Bertolt Brechts Den kaukasiske kridtcirkel. I et stykke om krig, og dens opløsning af verden i total junglelov skaber Brecht en fortælling om kærligheden og moralens sejr over grådighed og fordærv.

Stykket er skåret enormt skarpt og ikke et sekund går til spilde. Som tilskuer når man knapt at få præmissen på plads, i form at både magtintriger og hovedpersonen Grusches forlovelse med soldaten Simon, før krigen bryder ud og dramaet er i fuld gang. Her står tjenestepigen Grusche, eminent og udtryksfuldt spillet af Fanny Louise Bernth, lige pludselig med den forhadte guvernørs søn i armene og må flygte over hals og hoved, fordi drengens blod gør ham farlig for tronranerne.

Her er det udelukkende Grusches moderlige kærlighed og moral, i en ellers ond og kynisk verden befolket af egoister, der får den tragiske konsekvens, at hun må se hele sit liv sive ud mellem hænderne, fordi hun ikke er villig til at gå på kompromis. Da krigen endelig slutter, kræver den biologiske mor, der oprindeligt forlod barnet, ham tilbage, fordi han er nøglen til familiens rige godser. Retssagen om, hvem der har ret til barnet, kan begynde.

Brecht tvinger os i den knivskarpe bearbejdelse af Karen-Maria Bille og Anja Behrens til at tænke over henholdsvis den moralske og lovlige ret – hvem har ret til hvad? Brecht, der er kendt for sit episke teater med konstante illusionsbrud såsom skuespillernes metakommentarer, og her i denne iscenesættelse barnets trækrop og de absurde masker og afstøbninger af skuespillerne hoveder, der triller adskillige gange i løbet af forestillingen. Denne konstante fremmedgørelse fra fiktionens slør skal tvinge publikum til at forholde sig intellektuelt til handlingen og derved lade sig uddanne af Brechts tanke.

I et stykke, hvor de moralske og etiske dilemmaer træder så tydeligt frem og symbolikken hverken forsøger at forvirre eller skjule sig, kræver det, at skuespillerne ligeledes bliver stillierede og nærmest umenneskelige, hvilket både i skuespilspræstationer, scenografi og kostumer lykkes helt overrumplende godt. Spillerne bevæger sig problemfrit fra følelsesudbrud til koreografier, der bliver karikerede og til tider minder om marionetter i et dukketeater.

Fanny Louise Bernth indtager hele scenen og rummer den konstante følelsesmæssige vekslen mellem afmagt og håb, hvilket kombineret med en enormt god kemi med Anton Hjejles forelskede soldat er fabelagtigt. Generelt har de andre skuespillere dog ikke vildt meget at rive i med deres vekslende roller, men Tina Gylling Mortensen som dommeren Azdak, var dog også et højdepunkt. De umiddelbart simple kostumer tillader Grusches følelsesmæssige afdækning at blive fysisk, ligesom soldaternes abstrakte ret til vold ligeledes manifesterer sig i de absurde masker.

Scenografien er overordnet minimalistisk men f.eks. falder sneen tæt på scenen da Grusche krydser bjergene, det er en spændende vekslen imellem det under- og overgjorte. Det samme gælder lydbilledet hvor det mest markante bliver en på scenen centralt placeret gong, hvis torden både underbygger skuespillets episke dimensioner, imens den vækker tilskuerne af indlevelsens trance.

Fremmedgørelsesøvelsen lykkes i hvert fald og det politiske aspekt træder tydeligt frem. Det dramatiske klimaks, hvor de to kvinder, med forlæg i biblens historie om Salomons dom, skal bevise deres ret til sønnen, ved i hver sin arm at trække ham ud af en kridtcirkel, fremtvinger en overvejelse om retfærdighed. Vi ved alle, hvem den rigtige mor er, men det er også tydeligt, hvem der faktisk elsker ham. På den måde behandler stykket ret genialt spørgsmålet om retten til barnet, til at være et spørgsmål om drengens ret til det gode liv. Drengens ret bliver det centrale dilemma, hvor det i sidste ende er loven og den hellige ejendomsret, der umiddelbart er ukrænkelig, der kommer til at blive modsætningen til det gode liv.

Dommen er i sidste ende ikke så spændende, men det er retssagens bizarre logik og udvikling, der virkelig sidder fast, idet man forlader teatersalen. Den kaukasiske kridtcirkel er en fabelagtig forestilling, der virkelig har et mellemværende med verden og kræver videre refleksion.

Østerbro Teater, Teater Republique, Østerfælled Torv 37, København Ø

Spilleperiode: 17.-28. januar 2022  

Set den 17. januar 2022

Fotos: Karoline Lieberkind og Jon Kort

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.osterbroteater.dk/forestilling/den-kaukasiske-kridtcirkel/

Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Anton Hjejle, Camilla Lau, Casper Højslet Lunøe og Adrian Bundgaard

Manuskript: Bertolt Brecht

Instruktion: Anja Behrens

Scenografi og kostumer: Karin Betz

Bearbejdelse: Karen-Maria Bille og Anja Behrens

Oversættelse: Carl Nyholm

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *