Anmeldelse: Aida, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Giuseppe Verdis opera Aida er en fortælling om krig, kærlighed, fjendskab og forræderi. I denne version har Annabel Arden iscenesat en mere tids- og stedløs, men også moderne opsætning, hvor der særligt sættes fokus på den ulykkelige og umulige kærlighed. Kærligheden er dog samtidig en brik i et grusomt, psykologisk magtspil.
Præstestyret i Egypten kontrollerer regeringen, da styret kan tolke gudernes ønsker. Præsten Ramfis meddeler Radamès, at gudinden Isis har udvalgt ham som den, der skal lede landets styrker mod fjenden. Fjenden fortsætter sit forspring med Amonasro (kongen af Etiopien, Aidas far) i spidsen, men det bliver Radamès, der tager sejren.
Egypten er i krig med Etiopien. Aida er en ung etiopisk prinsesse, som er krigsfange og slave for den egyptiske kongedatter Amneris. Ingen ved dog, at Aida i vrikelighden også er kongedatter. Begge er de forelskede i den egyptiske general Radamès, men han elsker kun Aida. Aidas far bliver også taget som krigsfange. Uforvarende kommer Radamès til at afsløre militære hemmeligheder for Aidas far. Radamès bliver derfor grebet i forræderiet og dømt til døden. Amneris tilbyder Radamès at slippe for dødsstraf, hvis han dropper sin kærlighed til Aida, men det nægter han. Det hele ender grumt med, at Aida og Radamès bliver begravet levende i en krypt.
Idéen med at frigøre fortællingen for tid og sted fejler ikke noget. Fortællingens emner er universelle, og med tanke på verdenssituationen af i dag er den også uhyggelig aktuel. Valget mellem kærligheden og fædrelandet er svært, og uanset hvilket valg man træffer, vil det have en mere eller mindre ulykkelig udgang. Krig vil formentlig altid være i verdenen i et eller andet omfang, men spørgsmålet er, om vi kan undgå det.
Det lykkedes bare ikke helt her. Fortællingen placeres i en udefinerbar tid på et lige så udefinerbart sted. Kærlighedsfortællingen og splittelsen mellem kærligheden og fædrelandet er naturligvis en vigtig del, men den kan – og bør – ikke stå alene, og slet ikke i denne tid, hvor krig, slaveri og undertrykkelse fylder i verdensordenen. Både denne del og hele det grusomme og psykologiske magtspil er sat i baggrunden. Det gør også, at vi ikke helt tror på kærligheden, når vi ikke helt tror på spillet om hverken den eller magten. Iscenesættelsen af Annabel Arden er derfor ikke helt skarp.
Det visuelle udtryk består af Merle Hensels scenografi, kostumeidé af Christina Cunningham, kostumedesign af Gabrielle Dalton, lysdesign af Lee Curran og endelig videodesign af Will Duke. Med så mange mennesker inden over den del, er det synd, at den ikke er mere vellykket. Kostumerne er lige så tidløse som resten, og de giver os ikke meget Afrika. Triumfmarchen bliver decimeret her, og med glitter, guld, balloner og underlig dans bliver det næsten vulgært.
Scenografien er enkel, og den suppleres mest af skiftende videoprojektioner. Videoprojektionerne fungerer momentvis, særligt i de mere krigeriske scener og ikke mindst til slut i krypten. Men de er ofte ubestemmelige, og det er ikke altid til at se, hvad de vil os. Bedst fungerer det visuelle i slutningen, når tæppet deles, og en lang trappekommer til syne, så vi får illusionen af at være i krypten sammen med Aida og Radamès. Da sidder følelserne uden på tøjet.
Anderledes godt fungerer det auditive udtryk heldigvis. Det Kongelige Kapel, som denne aften er under ledelse af dirigent Paolo Carignani, er i topform, og de flotte toner strømmer op af orkestergraven. Man har til tider lyst til at lukke øjnene og blot lade sig henrykke af den velspillede musik. Fanfaren i triumfmarchen er også perfekt på plads.
Sangpræstationerne denne aften er ganske gode. Miriam Clark er en stærk Aida, og hun mestrer både det dramatiske, det tragiske og ikke mindst også det skrøbelige, særligt i den umulige kærlighed. Raehann Bryce-Davis gav Amneris en tilpas foruroligende farlighed og styrke som den stærke kvinde, der vil have sin vilje, uanset prisen. Mellem de to stærke kvinder står Samuele Simoncini som Radamès, og han mestrer fornemt både kærligheden og døden, og efterhånden som handlingen skrider frem bliver hans umulige kærlighed til Aida rørende.
Kyungil Kos Ramfis er ond og usympatisk, hvor det menneskelige må vige for en stræben efter magten. Musa Ngqungwana som Aidas far Amonasro har gennemslagskraft både i fortvivlelsen som krigsfange, men også i magtspillet, hvor hans nye viden får en værdi. Hele Det Kongelige Operakor supplerer fornemt solisterne.
Denne version af Aida bliver derfor en interessant og nytænkende, men ikke helt vellykket opsætning. Det Kongelige Kapel og sangerne redder dog aftenen, og de gør, at man holder ud hele aftenen. Verdis fortælling har nemlig stadig noget på hjerte, og særligt på vejen mod døden rører denne version af operaen os dybt.
Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 2. marts-30. april 2023
Set den 2. marts 2023
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/aida?section=top
Medvirkende: Miriam Clark, Reehann Bryce-Davis, Samuele Simoncini, Musa Ngqungwana, Kyungil Ko, Sir Williard White, Gisela Stille, Michael Kristensen m.fl. samt Det Kongelige Operakor
Orkester: Det Kongelige Kapel
Instruktør: Annabel Arden
Dirigent: Paolo Carignani (denne aften)
Assisterende dirigent: Thomas Bagwell
Med-instruktør: Angelo Smimmo
Koreograf: Theo Clinkard
Scenograf: Merle Hensel
Kostumeidé: Christina Cunningham
Kostumedesigner: Gabrielle Dalton
Lysdesign: Lee Curran
Videodesign: Will Duke
I forestillingens videoindhold indgår fotos af stenskulpturhoveder, skabt af skulptøren Emily Young (Emilyyoung.com). Kunstværkerne er fotograferet af Angelo Platamura
Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Aida synges på italiensk med danske overtekster
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod