Anmeldelse: Brev til min vulva – et komisk indblik i vulvaens verden, Bådteatret (Teater Vølven)

Anmeldelse: Brev til min vulva – et komisk indblik i vulvaens verden, Bådteatret (Teater Vølven)

Af Vibeke Rugaard Christensen og Josephine Rued Sørensen

Det første, der falder i øjnene, da vi træder ind i Bådteatrets sal, er det store vulva-lignende vægtæppe på bagkanten af scenen. Draperet som en abstrakt Jomfru Maria-lignende figur med tørklæde og let bøjet ”hoved” tårner det sig som en stor, rød, ”behåret” vulva af forskellig tekstil. Hermed er stemningen og forventningerne sat: Der er ingen tvivl om, at det nu skal handle om den biologiske kvindes kønsorgan.

Da Brev til min vulva går i gang, bevæger skuespillerne sig forsigtigt og fjantende frem fra indgangen bag publikumsrækkerne. Imens udslynges forskellige betegnelser for vulva, på forskellige sprog: Kusse, pussy, yoni, tissekone, fita, vagina… Skuespillerinderne er alle klædt i stramme, røde heldragter af velour men med hvert deres individuelle udtryk. Miriam Röstninger Goldkuhl skal med sit klæde om håret og hjerte på brystet forestille Jomfru Maria. Josefine Skovgaard har et lyn tegnet over ansigtet og håret touperet i ægte David Bowie-stil. Anna Dagnydotter skal med sit v- pandebånd og v-bælte forestille superheltinden Captain Wolverine. Alle repræsenterer de en efterligning af deres karakterers rollemodeller, som på hver deres måde signalerer vulva-power!

Skuespillet var generelt meget legende og karikeret; nærmest som var det et stykke til børn. Måske var det netop denne nærmest barnlige ageren, som formåede at gøre stykket så hjertevarmt og sjovt. På den måde formåede de at formidle nogle ellers meget relaterbare og, til tider, alvorlige emner på en mere simplificeret og explicit måde, som fik én til at trække på smilebåndet. Stor cadeau til alle tre skuespillere for deres gode energi og harmoniske samspil på scenen. Især Josefine Skovgaard var yderst underholdende og kær at se på. Hendes udtryk på scenen havde en form for naturlig og finurlig akavethed over sig.

Stykket bygger på virkelige, personlige og anonyme breve indsamlet gennem workshops for kvinder, non-binære og transpersoner; alle som deler en fælles erfaring af at have en vulva eller som identificerer sig med at have en. Alligevel fandt vi, at pointerne i stykket blev meget ensidige og mest tog udgangspunkt i den vestlige, heteroseksuelle og ciskønnede kvindes oplevelser. Det var samtidigt svært for os at vurdere, hvorvidt deres punchlines angående den heteroseksuelle mand, blot var et forsøg på at sætte visse problematikker på spidsen – eller om det reelt set afspejlede en lidt negativ holdning til mænds præstationer i deres forhold til kvinder.

Brevene udgør ikke blot et udgangspunkt for stykkets tematikker. Visse breve læses også højt på scenen: ”Kære fisse, gamle ven…”, og udtrykker forskellige personers forhold til sin vulva. Følelser som skam, usikkerhed og forventningspres, forbundet med det at have en vulva, er nogle af de tematikker, som løbende tages op gennem stykket.

I et brev berettes der om, hvordan vedkommende har følt en trang til at pakke sin vulva væk. På et andet tidspunkt udspiller der sig en ironisk scene, hvor hygiejnepolitiet kommer forbi og fremstiller menstruation som noget ulækkert og skamfuldt: ”Målet er at være sund, rask og ren; ellers kommer du til at dø alene!” Herefter træder Josefine Skovgaard frem på scenen og forestiller på satirisk vis en sælger, som forsøger at profilere på denne opstillede fisse-skam ved at sælge dyre og unødige produkter: ”Har du kløe i fissen? Så køb…”. Scener som disse er ikke blot humoristiske, fordi de er relaterbare på en karikeret måde; de opråber også en kritik af den del af kapitalismen, som opstiller skam og kriterier for ”den rigtige” vulva, og derefter tjener på at sælge produkter, som markedsføres til at løse disse opstillede fejl og mangler.

Der bliver senere i stykket snakket om den første gang, hvor forventninger stilles op mod faktiske oplevelser. Fælles for anekdoterne er en uoverensstemmelse mellem den utopiske forventning af at ”flyve ud i universet sammen” og den skuffende og til tider grænseoverskridende oplevelse, som det endte med at blive for dem. Her synes vi dog godt, man kunne have valgt også at medtage nogle gode førstegangsoplevelser for et mere nuanceret billede af, hvad man kan forvente sig. Det er jo langt fra alle, hvis første gang har været en dårlig eller skuffende oplevelse til sammenligning med deres forventninger. Vi tog dog os selv i at kunne nikke genkendende til beretningerne om de Hollywood-prægede forventninger til sex og særligt ”den første gang”. Det lød tillige som om, vi langt fra var de eneste.

Brev til min vulva har, med sit udgangspunkt i forskellige personers personlige breve til deres vulva, til formål at skabe et rum, som netop indkapsler essensen af disse breves tematikker og på den måde også gerne vækker genklang hos modtageren med en vulva. Netop dette mener vi, at stykket fint formår at lykkes med – på trods af at vi til tider savnede endnu flere nuancer. Stykket formår både at rumme en alvor i form af de sårbare emner og følelser, der tages op i brevene, samt en humoristisk kritik af visse samfundstendenser gennem karikerede parodier.

Netop af denne årsag mener vi, at det er vigtigt med nogle gnidningsfrie skift mellem de forskellige scener, så publikum bliver taget i hånden gennem denne visuelle ”collage” af tanker, små stykker, monologer og abstrakte forestillinger. Visse sceneskift i stykket formåede ikke at virke helt så̊ gnidningsfrie, og det fremstod for os en smule uøvet eller amatøragtigt. Måske man kunne have undgået dette ved eventuelt at benytte sig mere af scenografien eller gennem forskellige lys- og lyd virkemidler. Generelt var lys og lyd ikke meget i spil gennem stykket, selvom det ellers godt kunne have spillet en større rolle og være med til at underbygge teatergruppens fine skuespil.

Miriam Röstlinger Goldkuhl og Anna Dagnydotter er oprindeligt fra Sverige, og flere steder i stykket talte de engelsk eller simpelthen rent svensk, hvilket vi ikke synes fungerede helt optimalt. Dette tilføjede en mere personlig dimension, idet de to skuespillere fik mulighed for at udtrykke sig på deres modersmål. Desværre brød det også̊ af og til flowet i stykket, simpelthen fordi vi ikke kunne forstå̊ hvad der blev sagt. Særligt en længere, mere alvorlig monolog af Miriam Goldkuhl var meget svær at forstå̊, hvormed en stor del af meningen gik tabt.

Afslutningsvis vil vi sige, at vi begge var godt underholdt og syntes, at det generelt var et rigtig fint stykke. De tre skuespillere var dygtige til at skabe en solidarisk stemning med deres små-akavede, hjertevarmende skildringer af en typisk vestlig kvindes oplevelser i sin udforskning af eget køn og seksualitet. Dog kunne stykket sagtens have båret lidt flere perspektiver fra flere minoriteters synspunkter. Det ville ikke blot tilføre lidt kant til en ellers charmerende oplevelse, men også favne bredere om den tilsigtede repræsentation: alle, som identificerer sig med at have en vulva.

Teater Vølven

Bådteatret, Nyhavn 16, 1051 København K

Spilleperiode: 20.-22. april 2022

Set den 20. april 2022

Fotos: Nanna Krogh Lauritsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.baadteatret.dk/brev-til-min-vulva-et-komisk-indblik-i-vulvaens-verden/

Af og med: Miriam Röstlinger Goldkuhl, Josefine Skovgaard og Anna Dagnydotter

Instruktion: Skuespillere i samarbejde med Kirsten Cenius og My Wagelin

Kostumer: Fabiola Gonzalez     

Scenografi: Signe Marie Bonnici-Erichsen, Josefine Skovgaard og Miriam Röstninger Goldkuhl

Teknik: Theis Juhl Thomsen

Lysdesign: Karl Sørensen

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *