Anmeldelse: Odysseen, Det Kongelige Teater
Af Jesper Brandrup
Selvom det nok vil variere, om man har hørt den originale fortælling om Odysseus, der skyder en pil igennem 12 øksehover, om man mindes George Clooney blive tævet og rullet af John Goodman i ”O Brother, Where Art Thou”, eller om man kender historien et helt tredje sted fra, så er Homers epik fra 8. århundrede fvt. blevet tilpasset og fortolket i så mange udgaver og har givet inspiration til så mange værker, at Odysseus’ strabadser på sin rejse hjem fra Troja næppe kan være helt ukendte for langt de fleste.
Det er efterhånden en del år siden, jeg selv har arbejdet med daktylisk hexameter i oldtidskundskab i gymnasiet, men mens jeg blev ført ind i Mellemgulvet til taktfaste krigstrommer, nåede jeg at bilde mig ind, at jeg havde et rimelig godt overblik over hvilke møder, Odysseus skulle gøre på sin vej den næste time og 20 minutter.
Indledningen, hvor hele skuespillerensemblet slår med på krigens rytmer, fungerer som en fin måde at introducere publikum for, at alle skuespillerne deler Odysseus-rollen, idet de dels kollektivt er Odysseus, og dels hver især er Odysseus i hver sin scene. Det rimer også fint på stykkets tilbagevendende tema om, at Odysseus er ”ingen”.
David Hildebrandts trommer er fast følgesvend på hele rejsen, og hans perkussion og lejlighedsvise sirene giver stykket en glimrende, stemningsfuld bund hele vejen igennem.
Lydbilledet understøtter fint scenografien, der er funktionel uden at være prangende. Scenegulv og den omkransende voldstruktur er dækket af skridsikkert gulv i metal, hvilket udover at give et råt og hårdt udtryk hjælper skuespillerne med at stå fast, når Middelhavets vandmasser vælter ind over dem. Der er påsat sidebeklædninger med udtryk af marmor, og minsandten om det ikke også er lykkedes at konstruere en trojansk hest i rimelig størrelse. Når scenen bades i røg, der males rød af flammer og lys, og trommerne brager, så er man hurtigt hensat til oldtidens krigsskuepladser. En kalejdoskoplignende spejlplade udgør bagtæppet, uden at jeg dog helt fangede referencen.
Stykket finder sin største krigerske virilitet under Karin Heinemeiers stærke, fysiske præstation af Odysseus’ genfortælling af mødet med kyklopen Polyfem. Hele Mellemgulvet går simpelthen op i en højere enhed, når hun badet i blod og vin skiftevis brøler og banker ind i hovedet på publikum, hvordan de jog spyddet i kyklopens øje. Det er simpelthen den slags sekvenser, man går i teatret for.
Det er imidlertid en pointe i stykket, at det ikke er sjov og spas og gode historier – vin og blod det hele. Men at Odysseus skaber sine egne monstre. Er Odysseus en helt eller en massemorder for sine gerninger i Troja? Overvinder han en forbandelse, da han forlader Circe, eller vender han ryggen til den sandhed om ham og hans mænd, hun viser dem? Stykket løfter sig, når Odysseus pustes op som uovervindelig sagnhelt, men taber ligesom luften, når han skal erkende og reflektere. Jeg synes, det er svært ikke at sidde tilbage med en følelse af, at dramatiseringen burde have haft det omvendte udtryk?
Øjeblikke som fortællingen om Polyfem er dog desværre sjældne i resten af stykket, hvor de medvirkende ellers arbejder ihærdigt for sagen. Karen-Lise Mynster kommer tættest på til sidst, hvor hun får løftet Odysseus’ selverkendelse og hjemkomst op over scenehøjde, og dermed lykkes med at udvikle karakteren.
Som publikum var det dog på det tidspunkt svært at slippe en fornemmelse af too little, too late. Det er simpelthen for svært at følge med i, om man skal heppe på Odysseus eller buhe af ham, hvis man ikke eksempelvis har anskaffet sig et program og læst teksten fra ph.d.-stipendiat i filosofi Anna Cornelia Ploug om forholdet mellem Odysseen og Oplysningens Dialektik (af Theodor Adorno og Max Horkheimer), som behandler forholdet mellem karakteren Odysseus, Odysseen, og idéen om det oplyste samfund.
Man kan sagtens få en glimrende aften i teatret ud af den del af stykket, der udgøres af en stramt fortalt og solidt produceret klassisk Odyssé. Problemet er, at den større, dybere fortælling om karakteren Odysseus’ indre rejse i Anja Behrens opsætning altså – desværre! – kun glimtvis kommer ud over scenekanten. Og det må altså ikke kræve en ph.d. at gå i teatret.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Skt. Annæ Plads 36, 1250 København
Spilleperiode: 23. april-4. juni 2022
Set den 23. april 2022
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/odysseen?section=top
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Nanna Skaarup Voss, Alvin Olid Bursøe, Karin Heinemeier og Benjamin Kitter
Forfatter: Tekstmontage af Anja Behrens frit baseret på Homer med tekster af John von Düffel og Alexandra Moltke Johansen
Iscenesætter: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye
Lysdesign Súni Joensen
Musik: David Hildebrandt
Oversættelse: Otto Steen Due (Homer) og Pernille Kragh
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod