Anmeldelse: Cabaret, Randers Teater
Af Lea Thalund
Et lysegrønt skilt med skriften ”Eingang” skiller sig ud fra den ellers rolige vej. Jazztoner sniger sig ud af den åbne kælderdør, hvor to dekadent klædte mennesker står klar til at byde en velkommen. Ned af kældertrappen og ind af døren, møder man en lille scene, hvor en lille flok performere smyger sig rundt med hatten let på skrå. Det er ikke længere Randers Teaters foyer, der møder en, men en totaloplevelse af 1930’ernes Kit Kat Klub.
Randers Teater har 25-års jubilæum og det skal i den grad mærkes. Jubilæumsforestillingen, Cabaret, skal ikke kun eksistere i salens mørke, men den skal indhylle publikum i det der nærmer sig totalteater, fra det øjeblik man træder igennem velkomstporten. Ventetiden i foyeren er et performativt show i sig selv, hvor ensemble fra Randers Teaters Talentskole og Randers Teaters kor bevæger smyger sig omkring publikumsgæsterne og slutteligt leverer et cabaretshow, inden dørene til salen åbnes.
Forestillingen er sat i 1930’ernes Berlin, hvor den unge amerikanske forfatter Clifford Bradshaw ankommer. Her bliver han stormende forelsket i Berlin og dens mennesker. På The Kit Kat Klub møder han cabaretsangerinden Sally Bowles, som inviterer sig til at flytte ind hos ham på Frauleins Scheinders herberg. Fortællingen springer mellem Berlins virkeligheden og Kit Kat Klub, hvor dennes dekadente konferencier anes at have mere vores hovedkarakteres skæbner at gøre end først antaget. Bradshow bliver således hvirvlet ind Berlins vej mod nazismen.
Kim Hammelsvang åbner showet som den lunefulde, mystiske og dybt seksuelle konferencier og han gør denne rolle ære. Man drages konstant af Hammelsvangs spil og stemme, mens han afgiver et ubehag, der ikke er helt til at placere. Omkring ham bevæger danserne sig ubesværet rundt på scenen og blandt de forreste publikumsgæster, der har fået plads ved Kit Kat Klubs caféborde. Forholdet mellem scene og sal er en konstant flydende masse, og man lader sig gladelig opsluge af illusionen.
Lader man blikket følge de to trapper langs begge sider af scenen, vil man øverst i midten møde det velspillende jazzorkesteret, under ledelse af Thomas Pakula, velplaceret i Camilla Bjørnvads scenografi. Scenografien er til den sparsomme side, men velplaceret og skaber en klarhed for de enkelte lokationer, og deres overgange, som vi befinder os i.
Daniel Bevensee indtager rollen som den unge amerikanske forfatter, Clifford Bradshaw, der ankommer til 1930’ernes Berlin. Her møder han først den venlige Ernst Ludwig i toget, spillet af Bue Wandahl, der bliver hans første ven og som viser Bradshaw vejen til Kit Kat Klub og direkte i armene på Sally Bowles, spillet af Sicilia Gadborg. Samspillet mellem Bevensee og Gadborg er befriende let, trods for deres karakterers modsætninger. Det er svært ikke, ligesom Bradshaw, at falde for, Gadborgs lette og naive Sally Bowles og hendes tilsvarene tilgang til virkeligheden udenfor The Kit Kat Klub.
Selvom Gadborgs levering af Sally Bowles står flot, bemærker man dog, at hendes sangstemme desværre falder igennem på flere numre. ”Don´t tell mama” bliver ikke leveret med den kraft og styrke, som det kræves, og flere steder er det ikke til at tyde, hvad der bliver sunget. Hun virker ikke til at være en stærk nok sanger til at synge det parti, hvilket er ærgerligt taget hendes flotte skuespilpræstation i betragtning. Hun kommer dog efter dette i anden akt med titelsangen ”Cabaret”.
Wandahl leverer en så hjertevarm Ernst Ludwig, at det skærer i hjertet, når naziarmbindet under jakken kommer til syne i anden akt. Lone Rødbroe og Karsten Jensforts seniorromantik er ikke til at skyde igennem som henholdsvis Fraulein Schneider og Herr Schultz, den kunne dog godt have trukket endnu mere følelse. Slutteligt står Christina Elisabeth Mørkøre kækt som Fraulein Kost, der har den ene sømand efter den anden igennem til stor irritation for Fraulein Schneider. Mørkøres udgave af ”Tomorrow Belongs To Me” giver kun en lyst til at høre mere til hendes sangstemme.
Til trods for mange gode præstationer fra scenen føles forestilling tung til tider. Joy-Maria Frederiksens iscenesættelse har ikke det tempo, som man ønsker, den skulle have, og den står ikke så skarpt, som den kunne. Det underliggende ubehag mangler, til trods for, at Hammelsvang virkelig forsøger at skabe det, bliver det aldrig hængende længe nok til at det bliver bemærket. Man går således til pause på en anelse flad følelse. Der er dog ingen tvivl om, at Hammelsvang er drivkraften i denne forestilling og kan synge alle af scenen. Dette får han især bevidst ved hans acapella-version af ”Tomorrow Belongs To Me” ledsaget af Randers Teaters Kor.
Jubilæumsforestillingen Cabaret på Randers Teater er en flot totalteateroplevelse og en fin forestilling, der rummer fantastiske momenter. Kender man ikke til Cabaret endnu, så er det en must see indenfor musicals for dens musik og stadig ultrarelevante temaer i fortællingen om politisk polarisering, højreekstremisme og en verden på vej i forfald.
Randers Teater, Mariagervej 10, 8900 Randers
Spilleperiode: 14. august-13. september 2025
Set den 14. august 2025
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Sicilia Gacborg, Kim Hammelsvang, Daniel Bevensee, Lone Rødbroe, Karsten Jansfort, Bue Wandahl og Christina Elisabeth Mørkøre samt Randers Teaters Kor og ensemble fra Randers Talentskole
Kapelmester: Thomas Pakula
Musikere: Jacob Venndt, Lea Nielsen, Anders Farstad, Johan Toftegaard Knudsen og Lars Wagner
Forfatter: Joe Masteroff
Komponist: John Kander
Dramatiker: Fred Ebb
Oversættelse: Jesper Dupont
Iscenesætter: Joy-Maria Frederiksen
Scenograf og kostumedesigner: Camilla Bjørnvad
Koreograf: Peter Friis
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod