Anmeldelse: Caligula, Det Kongelige Teater

Af Nikolaj Bomberg Simonsen

 

’Caligula’ er en forestilling, der overrasker, men hvor vi aldrig rigtig når dertil, hvor den rammer dybere i os. 8 næsten uddannede skuespillere fra Danskscenekunstskole København er i hænderne på instruktøren Mikkel Flyvholm, og det stråler af at blive virkelig godt.

Mikkel Flyvholm er tilknyttet Den Danske Scenekunstskole som ny uddannelsesansvarlig, og han tager sandelig kampen op for at lære de snart nyudklækkede skuespillere noget med et spændende stykke, som kan være meget aktuelt i vores nogle gange magtliderlige samfund i dag.

 

 

Forestillingen ’Caligula’ handler nemlig om en romersk kejser, der lige har mistet sin elskerinde og søster Drusilla, og derfor er han forsvundet. Hans undersåtter snakker imellemtiden om at finde en ny kejser, hvis han ikke dukker op. Desværre, før ord bliver til handling, dukker den nu sønderknuste Kejser Caligula, som spilles af Simon Bennebjerg, op. Herfra går fortællingen løs, og vi bliver draget ind i en vild verden, hvor magtliderligheden og begæret får mening, og det driver Caligula ud i den rene terror i forestillingen. Alt imens Caligula udfører massehenrettelser samt undertrykkelse med bl.a. dildoer, falske heste og penge til nye større statuer af ham selv, planlægger hans undersåtter bogstavligt talt et statskup i kulisserne.

Dog bliver ord aldrig rigtig til handling for undersåtterne, da de aldrig rigtig tør stå imod Caligula. Selv om de både prøver at få pøblen (publikum) med på legen; med flyers og Big Brother-agtige interviews om, hvordan de går og har det. Historien udvikler sig til det rene vanvid, Gud ham selv kommer frem, og vi går lige pludselig ind for hungersnød af afrikanerbørn, lort på væggene samt splatterblodige drab. Undersåtterne kommer aldrig rigtig frem til deres mål – måske er det dem selv, der står i vejen, men i hvert fald kan de ikke overgå Caligula, som nærmest bliver hævet over forestillingen selv (uden at afsløre for meget).

Som beskrivelsen af stykket også klart viser, har vi at gøre med et meget moderne stykke. Mikkel Flyvholm har i hvert fald sat de 8 skuespillere på en opgave. Dog er der mange fine momenter både med musikalske indslag og skøre ideer. Men vi kommer bare aldrig rigtig i dybden, hverken med karakterne eller fortællingen. Vi bevæger os kun i den overfladiske fortælling om en gal kejser og hans undersåtter. Selv om kærlighed, jalousi, magt og oprør er meget spændende emner, synes jeg bare ikke, at vi rører det så meget i dybden.

 

Det er fint med skuespillernes monologer, hvor vi hører dramatikeren Albert Camus’ tekst, men med alle de moderne ideer, kommer vi bare ikke rigtig til at se anden udvikling i stykket end, at Caligula bliver mere og mere gal efter hans søgen på mening med livet, efter alle hans nære er døde.

Scenografi, lys og lyd hænger alt sammen rigtigt godt sammen, dog bliver publikum aldrig rigtig taget ud i vildskaben andet end ved fascination af kaosset, der sker på scenen. Alt i alt er forestillingen god med mange nye tyske tendenser indblandet og en masse overraskelser, hvor vanvittigt det kan blive.

Tag ind og se ’Caligula’, hvis du vil se, hvad teater også kan være, og hvilke spændende tendenser der endeligt er kommet frem i Danmark efter inspiration fra det tyske, samtidigt med at de unge skuespillere virkelig prøver at fortælle historien om Caligula, hvor unge sagtens kan være med.

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

 

Forestillingen er et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Den Danske Scenekunstskole, og den er Den Danske Scenekunstskolens Afgangsforestilling.

 

Spiller indtil: 17. oktober 2015.

 

Spilledato: 25. september 2015

Fotos: Det Kongelige Teater og Nikolaj Bomberg Simonsen

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/caligula/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod