Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance 2022, Ofelia Plads (Dansk Danseteater)

Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance 2022, Ofelia Plads (Dansk Danseteater)

Af Ida Spedtsberg

Traditioner er der mange af om sommeren – også i kulturens verden. Og en af dem er forestillingen Copenhagen Summer Dance under solens sidste stråler på Ofelia Plads. En tradition, der for mange år siden blev til i Politigården, og som nu danses mellem havet og himlen på den nyere plads.

Som så mange tidligere år er vi ude i et blandet program – en såkaldt triple bill. Dette år opført af værtskompagniet Dansk Danseteater og de fornemme gæster fra udlandet; Skånes Dansteater og Miami City Ballet.

Aftenens første værk – og klart det længste – er et værk af den norske koreograf Ina Christel Johannessen som giver os en urpremiere på værket ”The Hollow Men” skabt specifikt til Dansk Danseteater. Værket er, som mange af Johannessens tidligere værker, inspireret af udfordringerne ved den manglende politiske vilje til forandring herhjemme og i udlandet. Til et lydtæppe af elektronisk, summende lyde og en oplæsning af T. S. Eliots dystopiske, drømmende digt fra 1925 af samme navn:

We are the hollow men

We are the stuffed men

Leaning together

 Headpiece filled with straw. Alas!

Our dried voices, when

We whisper together

Are quiet and meaningless

As wind in dry grass

Or rats’ feet over broken glass

In our dry cellar.

  • Uddrag af T. S. Eliots “The Hollow Men”

På scenen mødes vi af 8 dansere klædt i landlige efterårsfarver. Og en stor bunke strå, som symboliserer de hule mænd, der lover meget, men gør lidt. Og værket giver da også en fornemmelse af stilstand, opgivenhed og løfter, der aldrig ender. Vi følger danserne i forsøget på at få noget til at ske, der aldrig bliver.

Og meningen bliver især tydelig, når man rigtigt lytter til T. S. Eliot’s digt. Men ”The Hollow Men” er også et for langt værk – 45 minutter – også selvom det danses med overbevisning og glød fra det altid stærke Dansk Danseteater. Så falder det efter lidt tid til jorden. For det er som om vi bygger op mod noget der aldrig kommer – og selvom det er spot on på temaet, så bliver det uinteressant at se på i længden.

I midten af den kulturelle sandwich finder vi Skånes Dansteater med værket ”Don’t, Kiss” af Fabio Liberti. Her udforsker han temaet afhængighed, relationel medafhængighed og behovet for følelsesmæssig og fysisk kontakt med ’Kysset’ helt i centrum. Faktisk så centralt, at danserne sjældent giver slip på læbekontakten i løbet af de 25 minutter, værket varer.

Og det lyder jo lidt skørt. Men faktisk er værket aftenens bedste. Det er let og legende med en optimisme og humorisme, der smitter hos publikum. Vi forstår temaet så usandsynligt hurtigt, at det bare er at sætte sig tilbage og nyde tosomhedens flydende tagfat på scenen. Bravo!

Og så til finalen. Et let, elegant værk døbt ”Nyt Værk” af velkendte Pontus Lidberg, der til hverdag sætter de kreative pejlemærker for Dansk Danseteater. Her har han koreograferet for Miami City Ballet – kender man bare lidt til kompagniet, så sættes forventningerne højt.

Og de bliver til dels indfriet. I et neo-klassisk balletunivers møder vi en række dansere i livlige, farvestrålende kostumer, der sender mine tanker på rejse til sommerfugle i et eksotisk land. Kvinderne, iført tåsko, drejer, springer og hvirvler med en ekstrem fart – og mændene står for nogle af aftenens flotteste spring. Der er i den grad energi på scenen, og publikum elsker det. Men så pludseligt er det slut? Efter blot 10 eksploderende minutter. Desværre lidt en skuffende fornemmelse – men jo kun fordi Pontus + Miami City Ballet viste sig at være en drømmekombi.

Det er svært at være ked af det efter en festlig aften med kulturens bedste scenografi – Københavns kanaler i solnedgang. Men der er noget skævt i aftenens program. Jeg ville have ønsket mig et mere ligeligt fordelt program, så vi i samme grad kunne nyde alle de dygtige kunstnere, der ofrer deres sommerferie for os. Når det er sagt, så glæder jeg mig allerede til at sippe et glas hvidvin til næste års Copenhagen Summer Dance.

Copenhagen Summer Dance

Ofelia plads, Kvæsthusbroen, 1250 København

Spilleperiode: 7.-10. juli 2022

Set den 7. juli 2022

Foto: Raphael Frisenvænge Solholm

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Kompagnier: Dansere fra Miami City Ballet, Dansk Danseteater, Skånes Dansteater

Koreografer: Fabio Liberti (Don’t, Kiss), Ina Christel Johannessen (The Hollow Men), Pontus Lidberg (Nyt værk).

Koreografassistent til Fabio Liberti: Jernej Bizjak

Musik: Philip Glass, Per-Henrik Mäenpää og Tommy Jansen

Lysdesign: Andreas Buhl

Kostumedesign: Bregje Van Balen, Jernej Bizjak, Fabio Liberti og Andrea Spiridonakou

Skrædder: Maria Ipsen

Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance 2022, Ofelia Plads (Dansk Danseteater)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *