Anmeldelse: Dancing on my own, Aarhus Teater (Holstebro Dansekompagni)
Af Maja Sode Bach-Lauritsen
Lyden af svenske Robyn dunker i højtalerne, imens vi indfinder os på vores pladser i salen denne fredag aften. Lige så stille bliver vi varmet op til det, vi skal opleve. Holstebro Dansekompagni turnerer lige nu landet rundt med deres forestilling Dancing on my own, som tager udgangspunkt i Robyns musik og de genkendelige følelser af både kærlighed, ensomhed og begær. Denne aften er de nået til Aarhus Teaters Scala.
Holstebro Dansekompagni samarbejder ofte med Aarhus Teater, og da jeg ikke før har oplevet dem i andre sammenhænge, var jeg meget spændt på at skulle se dem i deres eget format. Og sikke en oplevelse!
Forestillingen er delt op i to dele. To (bevidst) ret forskellige akter, fik vi at vide i introduktionen før forestillingen. Hvor den første er præget af tydelige karakterer og fortællinger, opløses individerne mere i anden akt. Det afspejler sig også i Mikkel Alexander Tøttrups koreografi, som går fra en overvægt af solo- og pararbejde til mere ensemblekoreografi. Jeg oplevede dog ikke kontrasten som pludselig eller abrupt. I stedet mærkede jeg, hvordan man i begyndelsen af anden akt holdt fast i de karakterer og relationer, man allerede kendte, indtil de pludselig var gledet væk mellem fingrene på en. Den glidende bevægelse får mig til at tænke, at man måske ikke behøvede at sælge de to akter som modsætninger?
Første akt starter i isolation. Danserne bevæger sig hverdagsagtigt rundt i Lise Marie Birch og Lars Frimanns hjemlige scenografi – ligger i sengen, sidder i badekarret, føntørrer hår, åbner køleskabet, sidder ved køkkenbordet. De bevæger sig lige op af hinanden, men ænser ikke hinanden. De er isolerede i deres egne verdener. Dancing on their own.
Dette hverdagsscenarie gentager sig flere gange i løbet af forestillingen, men går gradvist mere og mere i hak. Èn ligger med hovedet dybt begravet i arbejdstasken, en anden reder aggressivt sit hår. Det billede, det skaber, tror jeg, at mange kan genkende sig i. Følelsen af at hverdagen gentager sig og gentager sig og gentager sig.
Første akt er desuden fortællingen om tre par, tre forskellige kærlighedshistorier. Om lyst og forførelse. Om svær kærlighed. Om brud og utroskab. De seks dansere leverer nogle helt eminente præstationer, og jeg overgiver mig fuldstændig til det, de fortæller med deres kroppe.
Desuden må jeg fremhæve samspillet mellem Birch og Frimanns scenografi og Tøttrups koreografi. Alt, der er på scenen, bruges aktivt i koreografien. Altså, jeg tror aldrig, jeg kan se på et badekar på samme måde igen.
Anden akt begynder, hvor første akt sluttede – det hele er gået i hak. Men så sker der noget. Danserne transformerer scenerummet, så scenografien rykkes både ud og tilbage på scenen. I den proces er vi vidne til nogle helt vanvittige ting, som fx Carley Lund, der nærmest svæver ovenpå en dør.
Langsomt formindskes individualiteten og trivialiteten. Det sker især takket være Tøttrups koreografi. Pludselig ser danserne hinanden, bevæger sig som en organisme, der med omsorgsfulde kroppe griber og hjælper hinanden i bevægelserne. Det var meget rørende at opleve.
Med et kostumeskift sendes vi væk fra hverdagen og ind på en klub, hvor grænser ophæves, og kroppe smelter sammen. Og hvor alle kan kysse med alle. Wow, hvor er det hot. På den måde kommer forestillingen også til at repræsentere de mange forskellige former, kærlighed kan have – noget, jeg oplevede som et underliggende tema gennem hele forestillingen.
Dramaturg Rikke Frigast Jakobsen og koreograf Mikkel Alexander Tøttrup har med deres iscenesættelse formået at skabe en enormt stærk forestilling, der ikke bare er vanvittigt flot at se på, men som også lykkes med tydeligt at fortælle en historie.
Og så fortjener Igea Noioso, George Burton, Carley Lund, Oksana Maslechko, Lorenzo Giovanetti og Tshepo Zasekhaya et kæmpe stående bifald for deres overvældende præstationer. Det fik de heldigvis også (hele fire gange).
Dancing on my own er både hot, rørende, fascinerende og genkendeligt danseteater, som kryber ind under huden på dig. Og nårh ja, så skal du nok regne med at have ”Dancing on my own” på hjernen resten af aftenen.
Gæstespil af Holstebro Dansekompagni
Aarhus Teater, Scala, Teatergaden 1, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 12. marts-14. marts 2026
Efterfølgende fortsætter turnéen rundt i landet fra 17. marts – 9. april 2026
Set den 13. marts 2026
Fotos: André Hansen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/dancing-on-my-own
Medvirkende: Igea Noioso, George Burton, Carley Lund, Oksana Maslechko, Lorenzo Giovanetti og Tshepo Zasekhaya
Koncept og idé: David Cornelius Price
Koreografi: Mikkel Alexander Tøttrup
Dramaturgi og iscenesættelse: Rikke Frigast Jakobsen og Mikkel Alexander Tøttrup
Scenografi og kostumedesign: Lise Marie Birch og Lars Frimann
Komponist og lyddesign: Kristian Hverring
Lysdesign: Marting Breinholt og Thora Eriksen (konsulent)
Musik: Robin Miriam Carlsson (ROBYN), Patrik Jens Berger, Klas Frans Åhlund, Alexander E Kronlund, Joakim Frans Åhlund, Johan Oscar Andreas Ekhe, Ulf Peter Lindström, Joseph Patrick Mount og Markus Erik Jägerstedt
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod