Anmeldelse: Rosens navn, Maribo Domkirke (NørregadeTeatret)
Af Christian Skovgaard Hansen
Selvom man er et lille teater, må man gerne have store ambitioner. Og dét har NørregadeTeatret, der er egnsteater i Lolland Kommune. De har fået lov til at iscenesætte Umberto Ecos roman ”Rosens navn” (1980) som teater i Maribo Domkirke. Teatret har fået en særlig tilladelse af Ecos arvinger til at lave en ny dansk dramatisering tilpasset Maribo Domkirke.
Rosens navn er både en middelalderkrimi med alt, hvad der dertil hører, og en fantastisk rejse ind i det mystiske kloster, hvor ikke alt er, hvad det ser ud til, og hvor de to munkeordener ser forskelligt på tingene.
Den nu aldrende Adso ser tilbage på det drama, som udspillede tidligere. I året 1327 dør en munk under mystiske omstændigheder i et ødebeliggende benediktinerkloster i de norditalienske alper. Den lærde franciskanermunk William af Baskerville og hans unge lærling Adso bliver bedt om at hjælpe til med at opklare mordet, men der kommer hurtigt flere lig til, så panikken og mystikken breder sig.
Klostret råder over kristendommens største bibliotek, som indeholder både sjældne og forbudte bøger, og det står snart klart, at nogen er parat til at gøre alt for at bevare bibliotekets mange hemmeligheder, hvor meget kan være en synd. Alle dødsfaldene er på forunderlig vis knyttet til biblioteket. Uden at afsløre for meget løser William af Baskerville og Adso gåden, selvom det får triste følger.
NørregadeTeatrets leder Frank Rubæk har turdet tage denne store satsning op. Og det lykkedes! Han har med sikker hånd forvandlet Ecos murstensroman til en spændende og stemningsfuld fortælling, hvor dramaet er intakt. Ecos filosofiske og let humoristiske tone er bevaret. Der er mange sidehistorier og navne at holde styr på, og selvom man måske ikke kan huske dem alle, er det nemt at følge med. Rubæk har med lige så sikker hånd iscenesat forestillingen.
Skuespillerholdet består dels af en række professionelle skuespillere i de store hovedroller og en række frivillige, og samspillet mellem dem fungerer upåklageligt. Kristian Bolands William har en ro og viden, og Samuel Traums Adso har en ungdommelighed og usikker, og de har god kemi og timing i deres. Preben Kristensen er med sitrende nerve og autoritet klostrets abbed. Lars Boms Bernardo Gui er tilpas ond og sadistisk som den pavelige udsendte inkvisition. Waage Sandø giver os et stærkt ubehag som den blinde skurk Jorge, der egenrådigt tager historien i hænderne, når han er blind for alle andre end sig selv.
Christian Damsgaard som lægemunken Severino, Bjarne Antonisen som sleske Bengario, Mikkel Vadsholt som den svigefulde munk Salvatore og Michael Moritzens (for) loyale bibliotekar leverer gode præstationer. Garcia Rios Calderons navnløse kvinde, der bliver anklaget som heks, fremstilles med sødme, sensualitet og desperation. Nis Bank-Mikkelsen lægger vægtigt stemme til den aldrende Adsos minder, som vi nu oplever.
Søren Glads noget enkle scenografi er opbygget ved kirkens alter, og den får god hjælp af det store kirkerum. I samarbejde med den grafiske designer Simon Ternowitz forvandles domkirken, hvis imponerende søjler og kupler bidrager til den rette stemning, til et italiensk middelalderkloster. Scenografien får også god hjælp af de mange frivillige, der udnytter kirkens lange gange, som dermed inddrages aktivt i forestillingen.
Prisen for at må spille i et så fantastisk rum som Maribo Domkirke, er at publikum må sidde på kirkebænkene, hvilket gør, at det ikke altid er så komfortabel, og domkirkens søjler og flade kirkegulv gør, at der kan være blinde vinkler til scenen. Men det lever vi med. Samtidig kræver det også sit at tale det store kirkerum op. Sidder man tæt på scenen, får man langt hen ad vejen skuespillernes naturlige stemmer og intonation med, mens den for resten godt kan drukne lidt i mikrofonernes svulstighed, hvor alt kommer til at lyde lidt ens. Det er dog vilkår, som vi tager med, når scenen nu er sat i det imponerende kirkerum, der passer perfekt til fortællingen.
Denne teaterversion af Rosens navn bliver en stor sejr for det lille egnsteater. Fortællingen får liv i det store kirkerum, der bliver en værdig medspiller, og alle de mange medvirkende er fornemt med til at løfte den store fortælling. Der er derfor al mulig grund til at tage til Maribo – men trods flere forlængelser, ser forestillingen desværre ud til at være dundrende udsolgt.
NørregadeTeatret
Maribo Domkirke, Klostergade 33, 4930 Maribo
Spilleperiode: 7.-31. marts 2026
Set den 12. marts 2026
Fotos: Lynge Nielsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://noerregadeteatret.dk/forestillinger/rosens-navn
Medvirkende: Kristian Boland, Samuel Traum, Preben Kristensen, Waage Sandø, Lars Bom, Michael Moritzen, Morten Hauch-Fausbøll, Mikkel Vadsholt, Peter Zhelder, Peter Pilegaard, Christian Damsgaard, Bjarne Antonisen, Mikkel Moltke Hvilsom, Peter Thieme og Gracia Rios Calderon. Herudover 23 statister som munk og pavelige soldater samt Nis Bank-Mikkelsen (stemme)
Manuskript: Frank Rubæk efter Umberto Ecos roman ”Rosens navn”
Instruktion: Frank Rubæk
Scenografi: Søren Glad
Lyddesign: Mikkel Nordenhof
Lysdesign: Christian Olsen
Grafisk design: Simon Ternowitz
Korsatser: Bjørn Hyrup, Daniel Drage og Frank Rubæk
Musikalsk indstudering: Bjørn Hyrup
Koreograf og instruktørassistent: Heidi Scheibye
Varighed: Ca. 3 timer og 5 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod