Anmeldelse: Det europæiske slagtehus, Odense Teater

Af Naja Matzen

Shakespeare har fået nye klæder, som bliver sprøjtet til med blod og mudder i lange baner i Odense Teaters opsætning Det europæiske slagtehus. Forestillingen er en moderne fortolkning af otte af William Shakespeares stykker (”Richard den Anden”, ”Henrik den Fjerde del 1 og 2”, ”Henrik den Femte”, ”Henrik den Sjette del 1,2 og 3” samt ”Richard den Tredje”). Den følger kampen om tronen i England fra slutningen af 1300-tallet og ca. 100 år frem.

Det handler om magtbegærlighed, hvordan magten korrumperer, og hvad folk vil gøre få at få den. Et tema, som instruktør Tue Biering mener, spejles i vores moderne verden med bl.a. krigen i Ukraine og stormen på den amerikanske kongres som eksempler. Således har han skabt en mammutforestilling af godt 5 timers varighed, hvor han trækker tråde mellem det historiske og det nutidige samfund.

Handlingen følger historien fra Shakespeares forestillinger, dog i en noget forkortet version. Vi følger kongerækken fra Richard den 2. indtil Richard den 3. I denne tid kæmpes der store krige, men også internt med magtkampe og forræderi blandt adelsslægterne. Richard den 2., tvinges af tronen. Henry den 4. kæmper med oprør i riget. Henry den 5. udvikler sig fra en festglad ung mand til en bestemt hersker, der vinder krigen mod Frankrig. Henry den 6. er kun et barn, og adelslægterne York og Lancaster kæmper derfor om magten. Edward den 4. krones efter hans familie York-slægten, vinder kampene, hvorunder den tidligere konge myrdes. Richard den 3. tiltvinger sig magten efter kongens død, ved at myrde sin familie, men han regerer kun kort, da han selv myrdes til sidst. Det hele er voldsomt, blodigt og fyldt med intriger.

Selvom forestillingen bygger på Shakespeares værker, benytter den sig ikke af hans stil. I stedet for jamber og vers har Tue Biering valgt at lade skuespillerne tale i et moderne sprog. Vi hører til tider inspirationen fra Shakespeare, men også hvordan teksten er blevet inspireret af moderne magtmenneskers kommunikation. ’’Make England great again’’ bliver der bl.a. proklameret, og referencen er tydelig. Ændringen i teksten virker rigtig godt og gør forestillingen mere moderne i sin form, uden at miste spændende og poetiske momenter. Samtidigt har nybegyndere i Shakespeares universer meget let ved at følge med i de ellers til tider komplicerede fortællinger.

Rent visuelt har Nicolaj Spangaa skabt en scenografi, der udvikler sig sammen med forestillingen. Som historien skrider frem, opbygges universet omkring skuespillerne. Det eneste faste moment er et stort lysende skilt, der beskriver hvilken konge, der er på tronen. Ellers går vi fra en bar rå scene, der stille fyldes med nogle enkelte usikre vægge samt jord, blod og regn, der tilsammen bliver en kæmpe beskidt mudderpøl i første akt, til i anden akt at starte med en stor hvid scene i forskellige niveauer, som bliver mere og mere beboet og til sidst ender som et reelt hus med inventar og et vinduesparti, der adskiller skuespillere og publikum. Det giver god mening at udvikle scenografien til at vise skiftene i historien, men også så vi visuelt ikke keder os, i de 5 timer forestillingen varer. Det føles dog til tider lidt som scenografien til vidt forskellige forestillinger, når skiftet fra første til anden akt er så dramatisk. Det ene er mørkt, beskidt, åbent og råt, mens det andet er hvidt, nærmest klinisk og mere og mere indelukket.

Også kostumerne har noget tvedelt i sig. Her blander Marie Rosendahl Chemnitz både klassisk stil i form af parykker, flotte kjole og store hvide kraver med moderne tøj fra nutiden. Det signalerer, at selvom karaktererne lever i fortiden, er de også relevante i nutiden. Dog får denne sammensætning også nogle gange karaktererne til at se meget kaotiske og karikerede ud. De føles ikke helt som rigtige mennesker, og dramaet bliver derfor mindre reelt.

At Det europæiske slagtehus ikke bare er en klassisk Shakespeare forestilling, vises også i Tue Bierings iscenesættelse. Den fjerde væg brydes, og karaktererne henvender sig flere gang til publikum, skuespillerne bryder karakter midt i en scene, salen inddrages som rum for karaktererne, og noget af forestillingen foregår som en videoprojektion. Dette giver mange sjove og effektive momenter, og en fornemmelse af at alt kan ske, men medfører også nogle gange en lidt for rodet fortælling.

En ting står dog klart. Tue Biering er eminent til at skabe billeder, der visuelt fryder og giver stof til eftertanke. Der er således flere momenter, hvor jeg blev bjergtaget af iscenesættelsen. Et af disse er, da Mikkel Bay Mortensens Falstaff viser Freja Klint Sandbergs prins Harry deres sølle hær. Ind på scenen kommer en række ældre, hvidhårede mænd i hvide boksershorts, kun oplyst af et sælsomt lys fra oven. Som et Michael Kvium billede i levende live. Scenen er mærkelig og smuk på samme tid. Mine tanker drages i en nærmest feministisk retning. Her er de ældre hvide mænd ikke de magtfulde, men de sølle, og de vinder kun slaget, fordi de ledes af en ung prins, spillet af en stærk ung kvinde.

Hvad der dog i sidste ender binder alt dette sammen og sikrer, at man føler sig underholdt i alle 5 timer, er skuespillerne. Odense Teater råder over en yderst kompetent skuespillertrup, som i denne forestilling alle får mulighed for at flekse deres muskler. Hver skuespiller agerer flere personer i løbet af forestillingen og får skabt en række spændende flerdimensionelle karakterer, hvis intentioner er tydelige.

Ikke én falder i igennem. Stærkest stod Freja Klint Sandbergs karakteristik af Henry den 5., der troværdigt udvikler sig fra ung festglade prins, til en ansvarlig og stolt konge. Kristoffer Helmuths karakterisering af den usympatiske og manipulerende Richard den 3., der får sin familie myrdet, så han selv kan bestige tronen. Han er medrivende og reelt skræmmende, og sætter et flot punktum på forestillingen.

Det europæiske slagtehus er alt det bedste, vi kender fra tv-serierne ”Game of Thrones” og ”House of Cards”. Det er blodigt, chokerende og politisk, fyldt med intriger og flerdimensionelle karakterer. Det er voldsomt underholdende og rejser en vigtigt kritik af de moderne magtforhold i vores samfund. Man skal ikke lade sig skræmme af de 5 timer i teatret, for det er aldrig kedeligt. Shakespeare har på Odense Teater fået nye klæder, og de klæder ham.

Odense Teater, Store scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 15. september-8. oktober 2022

Set den 17. september 2022

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/oplevelser/forestillinger/2022-2023/det-europaeiske-slagtehus/

Medvirkende: Anders Gjellerup Koch, Benjamin Kitter, Cecilie Gerberg, Freja Klint Sandberg, Klaus T. Søndergaard, Kristoffer Helmuth, Louise Davidsen, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Natalí Vallespir Sand, Nicolai Jandorf, Niels Skovgaard Andersen, Githe Lehrmann, Frank Thiel med flere

Manuskript: William Shakespeare

Iscenesættelse og bearbejdning: Tue Biering

Scenografi: Nicolaj Spangaa

Kostumer: Marie Rosendahl Chemnitz

Komponist: Daniel Fogh

Lyddesign: Kim Malmose

Lysdesign: Simon Holmgren

Varighed: Ca. 5 timer og 15 minutter inklusiv 45 minutters pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod