Anmeldelse: Det spejl de kalder dig, Revolver Play (virtuelt)

Anmeldelse: Det spejl de kalder dig, Revolver Play (virtuelt)

Af Thormod S. Kamban

Hvad er det der gør teater til teater? Det ser vi utallige kreative bud på i disse tider, hvor mange af teatrene må vende skråen en ekstra gang for at finde vej til deres publikum. Aalborg Teater har live-streamet fra scenen, bl.a. forestillingen ”Tine” baseret på Herman Bangs roman. De har også opstartet AATStream, hvor ganske kendte figurer som f.eks. Ibsens Hedda Gabler mødtes i en interaktiv leg med et online-publikum. Mungo Park har indgået et samarbejde med Radio Loud om podcasten ”Sceneløs”, der forener lydmediet med nyskreven dansk dramatik bygget delvist på sande historier.

Østerbro Teater er nedkommet med endnu et digitalt format, efter ”Coronamonologerne”fra marts til juni sidste år gjorde sit indtog. Denne gang er det med formatet Revolver Play. Første del af dette format er Det spejl de kalder dig, som er en fortælling over tre episoder a 5-7 minutter med skuespilleren Tina Gylling Mortensen. Episoderne er skrevet af forfatter Christina Hagen.

Vi ser en computer stå på bordet. Frem for os høres et rungende ”hallo”, og kvinden der entrerer i billedet, er iført en gul kjole og et spraglet halstørklæde, og foran sig har hun en kop te. Hendes øjne står på spring. Her indledes monologen med det bindende element. Det faktum, at vi ser hendes fortælling igennem vores skærm. Denne håndsrækning til tilskueren forsikrer os om, at hun udmærket er klar over vores tilstedeværelse.

”Hvad synes du om bedstemødre, der sutter pik”, spørger hun lettere frivolt ud til os. I løbet af ganske få sekunder mærker man, at her skal snakkes rent ud af posen. Og det bliver der også gjort. Endog i så høj grad at det er svært ikke, at trække på smilebåndet. Det spejl de kalder dig er en fortælling, der rækker ud mod tabuer i alle former og størrelser. Ældres sexliv, eksistensberettigelse, ensomheden, længsel og mest af alt kærligheden. Hvad er kærligheden for en størrelse og kan man købe sig til kærlighed? Fortjener alle ikke kærlighed?

”Min elskede bor i Ghana,” beretter hun. Men hendes elskede er ikke bare en mand i Ghana. Han er prostitueret og har kone og børn. Det syntes at være denne kvindes mantra at uanfægtet folks holdning, føler hun at hun fortjener blot en bid af denne kærlighed, han kan give til hende. Rummer hun jalousi? Ganske givet. Er kærligheden og deres seksuelle relation som et rusmiddel for hende? Helt klart.

I skiftevis dagligdagsbilleder af hende, der spiser æg eller lægger neglelak på, og mere mærkværdige tableauer som, hvor hun pulser på en cigaret igennem noget der ligner en tigermaske, eller hvor hun henslænger sig badet i en solstråle imellem et virvar af grønne planter, finder man det dualistiske skel der, sammen med sproget, skaber den teatrale følelse.

Tina Gylling Mortensen passer perfekt ind i dette spil, da hun er et perfekt medie mellem de lettere absurde udsagn, der kastes på bordet kontra det ”naturlige spil”, karakterens ”sanety”, egentlige fornuftbaserede tankegang.

Christina Hagens sprog er i samtlige minutter en legeplads. En container af ord der ustandseligt veksler mellem et barnligt og pinligt, fladt beskrivende ordforråd (”Mit liv er en losseplads, en stinkende bunke pis”), noget humoristisk (”Bedstemor har fået sædtarteletter i dag”) og let flyvende (”Jeg græder kun alene og så hurtigt jeg kan, så er det overstået”). Til tider kan disse markører godt blive for tydelige, men dynamikken er ellers meget velsmurt.

Man kan mærke, hvor gennemarbejdet, det er og hvor godt det er sat op og filmet. Denne åbenlyse intermedialisering, altså hvor man presser et medialt felt ind på et andet (i dette tilfælde teatret ind i filmen), skaber en ro i modtageren. I hvert fald for min part, gør det noget at jeg kan mærke det er direkte til mig, og ikke prøver for hårdt på at være ”ligesom i teatret”. Men det modsatte argument har jeg hørt fra flere venner, der mener, at salen og teatrets velkendte forum (trods manglende publikum) passer til deres temperament, eftersom teatret ikke skal “prøve for meget at være noget det ikke er”. Det synes jeg er en spændende diskussion, som også kan have meget relevans post-corona. Hvad er teater?

Det spejl de kalder dig forsøger i hvert fald, at rykke grænserne og det er en utrolig raffineret måde, de har gjort det på. Tilmed omkring et tema der trækker dybe spor i os alle: Hvem er jeg? Hvordan ser jeg mig selv igennem, de folk jeg omgives og det miljø, der skaber mig?

Revolver Play (Østerbro Teater)

Forestillingen er mulig at se fra nu og frem til den 16. februar 2023

Skuespiller: Tina Gylling Mortensen

Forfatter: Christina Hagen

Instruktør: Emil Rostrup

Grafisk design: Jon Kort

Se mere: https://www.osterbroteater.dk/forestilling/revolverplay/

Fotograf: Jonas Skovbjerg Fogh

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *