Anmeldelse: DIRCH, Tivoli
Af Jonas Gudmand
Der er nogle, der har været så modige at kaste sig ud i en forestilling om Danmarks største komiker Dirch Passer, og så endda i Glassalen i Tivoli hvor hans karriere endte, da han faldt om på bagscenen under en forestilling. Slipper de så godt fra det? Svaret er et klart og rungende: Tjoh.
Som små bonusfacts kan jeg fortælle, at det var d. 3. september 1980, at Dirch Passer drattede om i Glassalen, og at han d. 18 maj i år ville være fyldt 90 år. Det er som om Dirch Passer har udødeliggjort sig på en måde i den danske folkesjæl, så han altid er aktuel.
Det er Peter Langdal, der har instrueret stykket, og han har taget manuskriptet fra filmen ’DIRCH’ (2011) og vendt og drejet det og fået denne forestilling ud af det. Det egner sig godt til teatret, da komikken bare lever mere på scenen end på film, samtidigt med at vi kan blive tryllet mere ind i historiens univers, når der er show med de smukke og veldansende lommer-piger.
Hvis du ikke har set filmen, så handler det kort fortalt om Dirch Passers liv og karriere, hvor vi både følger ham på scenen og i hans private liv, hvor der optrådte problemer med ægteskaber, alkohol, uindfriede karrieredrømme og meget andet. Blandt det meget andet er der selvfølgelig også positive ting, som de goder mennesker, han mødte i hans liv.
I programmet kan jeg læse at: ”’DIRCH’ ikke er skuespil, ikke musical, ikke revy – men forener det bedste for alle genrer i et helt nyt dansk teaterkoncept”. Det mener jeg godt nok er at tage munden for fuld. Det er en fin forestilling, men lad os nu ikke gøre den til mere end den er. Den er et godt eksempel på et teaterstykke, der har dans og sang med.
Jeg er i forvejen bevidst om, at jeg er skeptisk omkring, om Andreas Bo kan leve op til at spille hovedrollen i ’DIRCH’. Og lad os tage den med det samme: det kan han. Med udgangspunkt i hans stemmeføring rammer han noget af Dirch Passers umiddelbarhed, varme, melankoli og højrystethed.
Troels Lyby spiller Kjeld Petersen, der var Dirch Passers makker på scenen i sidste halvdel af 1950’erne, hvor de bl.a. optrådte med den berømte sketch ’Tømmerflåden’.
Troels Lyby og Andreas Bo spiller sammen på scenen med et klædeligt nærvær og en urokkelig timing, vi især ser, når de fremfører forskellige sketches gennem forestillingen. Det er disse to skuespillere, der gør, at man skal overveje, om det ikke er værd at se stykket. Der er en rørende bevægelse mellem crazy komik og det dystre mørke i karakterne.
Med på scenen er bl.a. også Carsten Bang (Stig Lommer), Kaya Brüel (Sigrid Horne Rasmussen m.fl.), Christian Mosbæk (Erling Schrøder m.fl.) og Mathilde Norholt (Judy Gringer m.fl.), der alle er skønne at opleve på scenen, og de fylder deres karakterer godt ud med stor spillelyst. Det er underholdende og rart at se.
Vi har også Robert Hansen (Ove Sprogø, Preben Kaas m.fl.) og Sys Bjerre (Daimi m.fl.) på scenen, og her begiver vi os ud på den mere tynde is i forhold til de rare og underholdende oplevelser.
Jeg undrer mig over, at man beder Robert Hansen spille karakterer som Preben Kaas og Ove Sprogø, der er lige så godt skildret, som imitationerne er virkelighedstro i tv-showet ’Live fra Bremen’. Det holder ikke, når man har Andreas Bo og Troels Lyby til at lave så glimrende personskildringer. Jeg lagde også mærke til, at man kan se på hans ansigt, hvornår han skulle til at sige en replik, når der var en tæt timing mellem replikkerne. Ikke elegant.
Sys Bjerre sang meget smukt, men hun lignede en person, der ikke rigtig gad at være på den scene. Jeg savner energi, ærlighed, oprigtige smil og en spillelyst som alle de andre havde, inklusiv Robert Hansen.
Så var der også de fire smukke Lommer-piger Tara Toya, Julie Hasse Larsen, Patricia Tjørnelund og Kathrine Nørgaard, der dansede og sang pragtfuldt gennem hele forestillingen. Jeg var endda så heldig at få et kram af en af dem inden forestillings start. Ak ja, en heldig kort stund.
Det er godt at mærke den oprigtighed, der er i den smerte, der bliver fremført i Dirch Passers og Kjeld Petersens liv, og der er også nogle rigtig sjove øjeblikke undervejs, men det bliver aldrig så sjovt, som setuppet lægger op til. Det skyldes måske også, at replikkerne nogle gange bliver jappet for meget, så nogle replikker bliver utydelige.
Det virker som om, at folkene bag forestillingen har prøvet at gøre forestillingen til mere, end den er. Men hvis man går ind til ’DIRCH’ med en forventning om god underholdning og med en fin skildring af Dirch Passers liv, så kan den godt leve op til det.
Langkjær Entertainment og Live Nation i samarbejde med Black Box Theatre
Glassalen i Tivoli
Spiller i København til d. 18. september.
I Holstebro: d. 21–29. september. I Odense: 30. september–2. oktober. I Esbjerg: d. 5.–9. oktober. I Aalborg: 12.–16. oktober. I Aarhus: 19.–23. oktober.
Spilledato: 18. august 2016
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod