Anmeldelse: Don Pasquale, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Don Pasquale, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Ungdommen og kærligheden er nogle af de ting, ikke lige lader sig tøjle. De gamle skal ikke forsøge at bestemme over de unge, og kærligheden går ofte sine egne veje. Dét viser sig også i Gaetano Donizettis opera Don Pasquale.

Norina og Ernesto er forelskede i hinanden. Derfor vil Ernesto ikke giftes med den kvinde, hans onkel Don Pasquale har tiltænkt ham. Don Pasquale beslutter nu selv at tage en ung kone for at ærgre sin nevø, som derved vil gå glip af den betragtelige arv. Han beder Doktor Malatesta om at finde en passende hustru til sig. Hvad han dog ikke ved er, at Malatesta er ven med Norina og Ernesto. Sammen spinder de tre et net om Don Pasquale.

Den aldrende ungkarl Don Pasquale er meget opstemt ved tanken om den unge, beskedne pige, Norina, som Doktor Malatesta har fundet til ham. Det er dog fup det hele! Norina udgiver sig for Malatestas fromme søster Sofronia og gifter sig med Don Pasquale. Han er ganske begejstret over at blive gift med den smukke, unge kvinde. Men glæden varer kort! Lige så snart ægteskabet er indgået, forvandler hun sig til en djævel, hvis eneste mål er er gøre livet surt for Don Pasquale. Hun udnytter ham, og inden dagen er omme, er han parat til hvad som helst for at slippe ud af det ægteskab. Til sidst tilgiver han dog det hele og giver Norina og Ernesto sin velsignelse.

Det er et muntert kærlighedsplot i Donizettis komedie, og Mariame Cléments livlige og legende iscenesættelse fra den engelske Glyndebourne-festival forstærker komedien. Iscenesættelsen drager også god nytte af drejescenen og Julia Hansens scenografi, der let kan skifte fra rum til rum. Det muntre og tempofyldte i historien holdes glimrende oppe. Til slut, hvor det afgørende skæbnemøde skal finde sted, møder det grønne udeareal, skyer og solnedgang morsomt Det Kongelige Operakor.

Louise McClelland Jacobsen synger dobbeltrollen som Norina/Sofrina på premiereaftenen (og ellers deler hun rollen med Sofie Lund) perfekt. Hun både synger og spiller fantastisk, og hun er både køn og skøn, så man forstår udmærket, hvorfor både Ernesto og Don Pasquala forelsker sig i hende. Hun mestrer alt fra det kærlige og blide med Ernesto og det skarpe og skrappe, når hun både psykisk og fysisk kaster sig over Don Pasquale.

Don Pasquale synges af Markus Schwartz. Han er både uudholdelige, når han tror, at kærligheden bare kan findes sådan, men vi aner også at der et menneske bag facaden. Man kan derfor ikke undgå at få en vis sympati for ham. Denne aften savnes dog lidt mere kraft i hans stemme, men han hjælpes heller ikke af, at der denne aften er bulder på orkestret.

Santiago Ballerini er herlig som Ernesto, og man forstår til fulde, at Norina forelsker sig i ham. Theodore Platts Doktor Malatesta er snu, men vi forstår også hurtigt, at han er en fusker, der mest af alt forsøger at mele sin egen kage, og man kan efterhånden som handlingen skrider frem fundere over, om også han og Norina har noget kørende.

Donizettis musik er naturligvis komediemunter. Den er let, rap og melodisk, og den flyder sprælsk frem. Men vi aner dog også lidt mere alvorlige og melankolske steder, så vi forstår, at (kærligheds)livet ikke er helt så let endda. Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Vito Cristofaro starter måske lidt usikkert ud, men de får heldigvis hurtigt spillet sig varme, selvom der dog anes lidt for meget bulder og styrke, så de i passager næsten overtager forestillingen.

Don Pasquale er nok en munter komedie, men den har heldigvis også lidt på hjerte, og selvom den er fyldt med fjollerier og løjer, rummer den også en kommentar til en række universelle emner om kærlighed, generationer og manipulation.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 27. februar- 4. marts 2026 og igen i perioden 31. marts-30. april 2026

I perioden 14.-25. marts 2026 kan den opleves forskellige steder i det jyske

Set den 27. februar 2026

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/don-pasquale

og

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/don-pasquale-turne

Medvirkende: Markus Schwartz, Theodore Platt, Santiago Ballerini, Louise McClelland Jacobsen, James Berry og Anna-Maria Sullivan (denne aften) samt Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel

Dirigent: Robert Houssart eller Vito Cristofaro

Iscenesættelse: Mariame Clément

Scenografi og kostumedesign: Julia Hansen

Lysdesign: Bernd Purkrabek

Lysdesign ved genopsætning: Andrew May

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *