Anmeldelse: DUNKEL, Dansekapellet (MDT og Dansehallerne)

By: Ida Spedtsberg
On: 10. marts 2022

Af Ida Spedtsberg

Jeg har intet imod, når kunst får lidt kant. Lidt liv. Følelsen af, at her skubber man lidt til grænserne for det konventionelle og forventelige. Og jeg elsker at blive overrasket, eller at få mine egne fordomme modbevist. For selvom jeg går til alle forestillinger med et åbent sind, så er jeg, som så mange andre, præget af mine underbevidste fordomme og forventninger. Og selvom jeg så vidt muligt lægger dem ved døren, så følger en lille skygge altid med. En af de forventninger, der altid følger, er forventningen om at forlade teatersalen med noget nyt. En ny følelse, en uventet stemning, en dragende fortælling eller oplevelsen af en knaldgod teknik. Scenekunst kræver, at man beriger andre. Aftenens forestilling, DUNKEL, får mig til igen at overveje mine forventninger.

De to svenske kunstnere og koreografer Olivia Rivière og Lisen Pousette præsenterer i samarbejde med Dansehallerne deres nye værk DUNKEL på black box-scenen i Dansekapellet. Publikum sidder på stole og puder langs to af scenens sider, og de 5 dansere står allerede klar på gulvet, da vi træder ind. En lidt dyster stemning præger rummet, og understreges af dansernes punk-inspirerede kostumer og den meget nøgne scenebelysning.

Og DUNKEL er også en ret dyster oplevelse. I forskellige sekvenser bevæger danserne sig i skiftende tempi til enten tunge beats eller lyden af deres egne stemmer. Men ikke på kormåden – mere på en rallende, hvæssende måde, som egentlig nemt bliver lidt ubehagelig at være i. Teknikken hedder growling og er bedst kendt fra heavy metal-bands. Her står den for størstedelen af forestillings lydbillede – og for det meste helt nøgen uden andet musisk akkompagnement. Og ja, måske jeg skulle have forudset, at DUNKEL var ret dunkel. Men selve forestillingen beskrivelse efterlod meget til fantasien.

I programmet stod blandt andet: ”DUNKEL er luften af en ind- og udånding, en sky, et vindpust, et flygtigt øjeblik. DUNKEL er ønsket om at blive i mørket og lade øjnene vænne sig til det; at se, at der både er skumring og daggry, fortættet nat og grå dis. DUNKEL er både dommedags-doom og let som et duntæppe. For er det ikke sådan med lys, at jo lysere det bliver, desto mørkere bliver mørket.”

Skummelt, ja. Forklarende, nej. Og jeg er faktisk stadig meget i tvivl om, hvad det var jeg så. For mig fremgik ingen tydelig fortællemæssig progression. Ej heller blev jeg mødt af dansemæssig teknik eller et genkendeligt trinsprog, som jeg egentlig forventede, da jeg så, at forestillingen havde hele fem dansere på programmet. Og det er nok min største anke ved forestillingen. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvad jeg skal tage med hjem bortset fra en dyster sindsstemning og en forundring over, at danserne ikke mistede deres stemmer efter en hel time.

Og så er vi tilbage til min forventning. Kan kunst nogle gange være til for blot sin egen skyld? Er der måske nærmere tale om noget, der ville passe ind som en kunstinstallation fremfor som en forestilling med et siddende publikum? Og skal man virkelig gå hjem med noget positivt og inspirerende?

Min egen mavefornemmelse siger ja. Har du et betalende publikums udelte opmærksomhed i en hel time, er det essentielt, at du har noget at give dem. Bare en lille del af din hjerne. En lille snippet af din tankeproces og formålet med hele forestillingen. DUNKEL forekom mig desværre formålsløs, ufokuseret og indadskuende. Som om den kunstneriske proces gik i stå halvvejs og ingen rigtigt spurgte: ”Hvad skal DUNKEL betyde for publikum?” Og det er helt vildt ærgerligt, for jeg er sikker på, at både Olivia Rivière og Lisen Pousette har rigeligt på hjerte. Denne gang nåede det bare ikke ud over kanten, og det der var dunkelt, blev i stedet helt sort.

MDT og Dansehallerne

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København N

Spilleperiode: 7.–8. marts 2022

Set den 7. marts 2022

Foto: Nemo Stocklassa Hinders og Olivia Rivière

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://dansehallerne.dk/en/public-program/performance/4822/

Dans: Jennie Bergsli, Karis Zidore, Marie-Louise Stentebjerg, Lisen Pousette og Olivia Rivière

Koreografi: Lisen Pousette og Olivia Rivière

Musik: Susanne Benther Mouritsen (Xuri)

Trommer: Alexander Vitus

Lyddesign: Kristian Alexander