Anmeldelse: Forræder, Teater V (Randers Teater)

Anmeldelse: Forræder, Teater V (Randers Teater)

Af Christian Skovgaard Hansen

Anden Verdenskrig er i fuld gang. Hitler har besat store dele af Europa, og han sender millioner af soldater afsted mod østfronten for at kæmpe mod russerne. Hjemme i Danmark går de to venner Karl og Mikkel rundt i dagligdagens trivialiteter. De savner eventyret, og de melder sig derfor under tyskernes faner.

De tror på en kortvarig tur fuld af sejre og beundring. Sådan går det desværre ikke. Turen ender som et mareridt, og krigens virkelighed er noget anderledes end den mere rosenrøde forestilling. Det er en ekstrem og nådesløs overlevelseskamp, og deres venskab sættes nu på en hård prøve. Det får fatale konsekvenser, og kun den ene kommer hjem til Danmark igen – nu som forræder. Som en ældre herre ser han nu tilbage på krigen og dens grusomheder. Uanset fra hvilken side, at man ser krigen, har den ikke været som forventet, og i hvert fald nogen er blevet ført bag lyset, da de er blevet lokket afsted.

Erik Viinberg spiller nænsomt den ældre herre, som Mikkel nu er blevet. Han har været så grueligt meget igennem, og som nu fortæller historien. Det kan ikke ses på ham, men smerten ligger under overfladen. Hertil har en par andre roller som far og tysk officer.

De to unge knægte Karl og Mikkel spilles perfekt henholdsvis af Caspar Juel Berg og Mathias Hedegård Andersen. Casper Juel Berg er den frembrusende, insisterende og proaktive Karl, der til tider tromler afsted, og som har de gode overtalelsesevner. Mathias Hedegård Andersen er på den anden den nærmeste diametrale modsætning, hvor eftertænksomheden, fornuften og virkelighedssansen har overtaget.

Andreas Dawe har skrevet et indlevende manuskript, som er troværdigt og historisk korrekt. Historien skifter mellem fortid og nutid. Det bliver en vigtig fortælling, så vi ikke må glemme historien. Vi kan alle lære af historien, så vi ikke gentager tidligere tiders fejltrin; vi skal dermed blive klogere. I disse tider er forestillingen ekstra aktuel, hvor unge mænd desværre igen sendes i krig. Vi får vist en side af krigen, som vi ikke ser så tæt – vi får her fortællingen om den almindelige mand på jorden, som måske ikke helt kan forstå hele den storpolitiske situation, og som ikke ser handlingerne i en større kontekst. Kurt Bremerstent får gribende og nænsomt omsat fortællingen til scenen.

Claus Helbos scenografi er enkelt opbygget af mørke træmøbler, som kan sammensættes på forskellige måder og med et ”hul” i midten. Og i dette hul mødes historiens fortid og nutid. Den ældre Mikkel ser tilbage på historien, som i uddrag fortælles for os på forscenen. Kjems Lys’ lysdesign og Carl Karlsens lydbillede passer fint her til, og begge dele viser os de forskellige stemninger i fortællingen.

Forræder præsenteres som en ungdomsforestilling, men den kan bestemt også ses af et voksent publikum, som også vil få noget med hjem. Hvordan agerer man i krig, hvordan overlever man, og ikke mindst hvad er det vigtige i livet? Det er ikke alene krigens rædsler, hvor mange unge mænd bare sættes ind som kanonføde, der skildres, men også det underliggende menneskelige plan, hvor vi ser, at krige også har dybere konsekvenser på sjælen. Forræder kommer fint i mål med begge skildringer, og den rører os.

Randers Teater

Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Spilleperiode: 10.-11. juni 2022

Set den 10. juni 2022

Fotos: Martin Gundesen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.randersteater.dk/forestillinger/turneforestillinger/forraeder/

Medvirkende: Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg og Caspar Juel Berg

Dramatiker: Andreas Dawe

Instruktør: Kurt Bremerstent

Scenograf: Claus Helbo

Lysdesigner: Kjems Lys

Komponist: Claus Carlsen

Varighed: Ca. 1 time og 5 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *