Anmeldelse: Nyhavnsrevyen, Café Liva

Anmeldelse: Nyhavnsrevyen, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen

En ny revy har set dagens lys. Revyen er kommet til Nyhavn. På Café Liva har man med Jacob Morild startet Nyhavnsrevyen. Vi får en rap, skarp og ikke mindst humoristisk revy serveret i et højt tempo serveret af et veloplagt trekløver, hvor Jacob Morild har fået selskab af Tom Jensen og Mathilde Norholt på scenen. Jacob Morild har udover at være på scenen også instrueret revyen og skrevet en stor del af numrene, og han sipper ganske glimrende fra alle tre ting.

Med udgangspunkt i dagens nyhedsbillede og programflade i nutidens mediebillede på de almindelige tv-kanaler tager Nyhavnsrevyen ytringsfriheden, mediernes rolle i hverdagen og vores medieforbrug under kærlig behandling. Medierne er jo nærmest blevet den fjerde statsmagt, men som måske nok næsten har mest at skulle sige!

Indspillede indslag med ”Go’ aften Liva” – var jeg lige ved at sige – danner ramme for resten af revyens numre. Det er en sjov og fin idé som tema og til at binde revyens øvrige numre sammen, men de bliver måske lidt for mange.

I og med at vi er i mediebilledet, så får en række af tv’ets mere eller mindre fantastiske programmer også en hilsen. Vi oplever både ”Kender du typen”, ”Debatten”, den politiske analyse, tv-køkkenet og et reality show, hvor en person skal lære at overleve i ”anderledes” rammer. Selv ”Vejret” får en kommentar. Morsomt og ganske sigende for, hvad det egentlig er, som vi ser i tv!

Krigen i Ukraine berøres – og så alligevel ikke – også fornemt. Under titlen ”Breaking news”. Vi befinder os i verdens brændpunkt(er). Eller det tror vi da. Tom Jensen rapporterer iført skudsikker vest og hjelm fra kaotiske tilstande med overbelægning på sygehuset, kampen om hvedemelet, de få mennesker i en trykket stemning eller krigszonens kampe. Man tror, at man befinder sig i Ukraine, men nej – vi er henholdsvis på Viborg Sygehus, som har haft visse problemer med utilsigtede amputationer, i et supermarkedet, hvor fødevarepriserne stiger, og der er mangel på alt fra hvedemel til madolie, til møde i DF, og sidst på Amager. Det ligner til forveksling krigszonens kamppladser, og det illustrerer på fineste vi, at kampene og krigen ikke er så langt fra os, og at frihedskampen også vedrører os.

Mathilde Norholt er den unge influencer, som næsten kan bilde sine følgere alt ind. ”Hey, followers” – det, jeg siger, er naturligvis sandheden. Hvad vil man dog ikke gøre for at få følgere! Ungdommeligt, nutidigt og friskt skrevet af hende selv, om end det ikke havde gjort noget, hvis den havde været skåret lidt til.

Hele holdet viser os, at ytringsfriheden ikke er ubegrænset. Ytringsfriheden kan også misbruges til at sprede fake news. Og et vink med en vognstang om, at man ikke ukritisk skal stole på alt det, som man hører og ser i mediebilledet! Man behøver ikke nødvendigvis ytre sig, bare fordi man nu har muligheden. Og gør man det, kan det tænkes, at ”ytringsfrihed” bliver til ”ytringsfrihad”. Det er skævt og skarpt skrevet af Jacob Morild.

Det mest revyklassiske, men stadig gakkede revynummer er tv-køkkenet, men hvor temaet er mad til hjemløse. Det bliver både en kommentar til, hvordan vi behandler de hjemløse og om deres overlevelse, men også hvordan vi som samfund overlever. Eneste hage ved nummeret er, at det bliver lidt for langt, så tager lidt pusten ud af resten.

Der er ingen politiske parodier – for som revyen skriver, så gør de og den del glimrende selv! – men det politiske billede får stadig et par knivskarpe kommentar. Udover kommentaren fra det næsten tomme DF-møde, får både venstrefløjen og de liberale også en kommentar. Bedst er nummeret ”Klodset” af Jacob Morild, hvor han selv som Onkel Alex i ”Liberal børnetime” lærer barnet Tilde om skatter og afgifter, og om hvordan indtægter og udgifter bruges i samfundet, gennem klodserne og deres individuelle størrelser – og læg mærke til størrelsen af kulturklodsen!

I det hele taget er Jacob Morild i hopla – både på scenen og som tekstforfatter. Udover de alle nævnte numre er han også fantastisk som kitschet dansktopsanger, hvor både stemme og ansigt lægges i fint til rette, alt imens vi synger med et noget aparte omkvæd på tysk! Thomas Pakula har stået for musikken, og Tom Jensen gør til slut sin entre i en noget overraskende slutning.

Der er tempo på revyens godt fem kvarter. Det er en skarp og sjov revy, men man kunne have håbet på lidt mere materiale, så vi havde fået en hel revy med indlagt pause. Nogle af de optagne indslag kunne med fordel også være gennemført live på scenen.

Smut ned på det gode skib Liva II og oplev årets version af Nyhavnsrevyen. Vi kan håbe, at der kommer en sommerrevy i Nyhavn igen næste år. Grundstenen til en ny tradition med sommerrevy i Nyhavn er i hvert fald fornemt lagt med årets forestilling.

Café Liva, Liva 2, Nyhavn 26, 1051 København K

Spilleperiode: 10. juni-9. juli 2022

Set den 10. juni 2022

Fotos: Brita Fogsgaard

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.cafeliva.dk/

Medvirkende: Mathilde Norholt, Tom Jensen og Jacob Morild

Tekster og musik af Jacob Morild, Tom Jensen, Mathilde Norholt, Thomas Pakula, Jan Rørdam og Morten Wedendahl

Koncept & Instruktion: Jacob Morild

Film: Monitor Film v/Casper Joel

Track: Thomas Pakula

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *