Anmeldelse: Heksejagt, Det Kongelige Teater
Af Jonas Gudmand og Christian Skovgaard Hansen
Forestillingen er for dig, der gerne vil se en perlerække af kendte danske skuespillere krydret med nogle dygtige unge skuespillerinder. Hvis du godt kan lide at se mørke og dystre stykker, hvor nogle karakterer skal kæmpe både for retfærdighed og i sidste ende også deres eget og andres liv, og hvis du kan lide at se en forestilling baseret på virkelige samfundshistorier, er du her kommet til det helt rigtige sted.
”Heksejagt” er historien om et puritansk nybyggermiljø i 1600-tallet. Stykket er oprindeligt skrevet af Arthur Miller (som bl.a. var gift med Marilyn Monroe) i 1953 som modreaktion til den berygtede senator Joseph McCarthys moderne heksejagt på kommunister i 1950’erne i USA. Det er dog ikke svært at se relevansen for stykket i dag, da vi selv tænker, vi oplever en heksejagt på folk begrundet i deres hudfarve eller religion. Den stadige relevans og samfundskritik kommer også til syne i en række af forestillingens andre pointer: bedrageri, retfærdighed, domfældelse på et (for) løst grundlag, fordømmelse, løgn, hævn og kampen mellem Himmel og Helvede.
Omdrejningspunktet for historien er, hvordan løgn og bedrag kan komme til at betyde liv eller død. Nogle unge kvinder er blevet taget i en ugerning, der er ilde set i dette 1600-tals-samfund. For at redde sig selv og hendes veninder, vælger den unge Abigail at forsvare sig med, at de var besat af djævlen. Herfra beskylder de så en masse folk for at være i ledtog med djævlen. Det får alvorlige konsekvenser, der betyder, at mange kvinder fængsles, og nogle dømmes til døden. Abigail anklager også John Proctors kone for hekseri, og så må den retskafne mand forsøge at redde sin kone fra de falske anklager.
Det er rørende og samtidigt ret så skræmmende, at motivet for Abigails anklage mod John Proctor er, at de har haft et kærlighedsforhold til hinanden. Han var manden i huset; hun var hushjælper. Hendes jalousi gør, at hun vil fjerne Johns kone af vejen for selv at tage hendes plads. Er det for lidt at sige ekstrem teenageforelskelse?
Kærlighedens tvilling er hadet, og det ses, hvor hurtigt det kan skifte på skræmmende vis. Forestillingen viser John Proctors kamp mod hadet og det uretfærdige. Til sidst er det John Proctor selv, der må prøve at redde sit eget liv pga. dette abnormt store bedrag, der har fundet sted. Viceguvernør Danforth siger bl.a.: ”Det rene hjerte har ikke brug for en sagfører.” Alle de anklagede slipper aldrig ud igen med mindre nogen indrømmer, at det er dem, der er i ledtog med djævlen. John Proctor ender i et dilemma, hvor han kun kan redde de andre anklagede ved selv at lyve. Hvad vælger han at gøre?
Ulrik Gad er lysdesigner, og hvis det er ham, der fandt på at sætte et kraftigt lys fra en form for projektør mod skuespillerne i starten, der skaber kraftige skygger, har han begået en lille genistreg, fordi det er med til at skabe et levende og dystert univers. Palle Steen Christensen har stået for scenografi og kostumer, og hold da op hvor scenen imponerer ved at starte fladt og så transformere niveauforskelle frem, der udnyttes effektfuldt. Denne enkle og alligevel meget virkningsfulde scenografi skaber sammen med en enkel, men stemningsfuld og til tider vild lydside en fantastisk ramme for forestillingen. Vi undrer os dog over, at John Proctor og hans kone til sidst skal stå i så forskelligt ”fangeoutfit”.
Skuespilmæssigt vil vi særligt fremhæve Olaf Johannessen i hovedrollen som John Proctor. For Jonas’ vedkommende var det sjovt at skulle se stykket, da han havde set det i London i efteråret. Her spillede Richard Armitage hovedrollen (nok bedst kendt som dværgkongen Thorin i Hobbitten-filmene). Der skal lyde en særlig ros til Olaf Johannessen, fordi han formår at skabe en mere rørende og nuanceret karakter, end Hollywood-skuespilleren gjorde.
Der er generelt nogle stærke skuespilpræstationer i ”Heksejagt”, men vi vil herudover fremhæve Sara Hjort Ditlevsen, der spiller Abigail Williams. Vores første tanke var, at der var for lidt bid i hendes karakter, men WAM! – desto større chok får man, når hun skriger og hyler, fordi hun leger besat. Det sker for sjældent, at man får gåsehud i teateret; det gav hun os her!
Det er nemt at skrive om flere af de flotte skuespilpræstationer, men vi vil forsøge at holde os inden for afgrænsningens svære kunst. Men kom ind og se ”Heksejagt” pga. de meget flotte skuespilpræstationer, hvor Henning Jensen har rollen som Viceguvernør Danforth, Rasmus Bjerg som Pastor John Hale og Marie Tourell Søderberg som Betty Parris (bl.a. kendt fra 1864 og den aktuelle film Steppeulvene), der starter forestillingen blodigt. Og så har vi ikke engang nævnt Tom Jensen, Morten Suurballe, Kirsten Olesen, Benedikte Hansen og Helle Fragralid. Der er tale om en heftig lille stjerneparade.
Vi har set forestillingen hhv. til forpremieren den 5. marts og til forestillingen den 9. marts 2015.
Kom afsted! Vi tør godt love, at du får ”value for money” med ”Heksejagt” på Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København
Spiller indtil 14. maj 2015
Spilledato: 5. marts (forpremiere) og 9. marts 2015
Fotos: Miklos Szabo
Fotos: Miklos Szabo
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/skuespil/heksejagt