Anmeldelse: Hun er død, Revolver på Republique

Anmeldelse: Hun er død, Revolver på Republique

Af Christian Skovgaard Hansen

”Hun er død”! Jovist. Men før hun er død, ligger der jo også en tid. Og hun er ikke bare død; hun er myrdet. Det er ”hende”, der er i fokus her.

Netop dét emne – den myrdede kvinde i underholdningsindustrien – er emnet for forestillingen Hun er død. Hun er et af de mest udbredte motiver i både underholdningsindustrien, hvor vores kultur fyldes af true crime, men også i kunsthistorien. Den myrdede kvinde er en del af den mørke grundfortælling, som både drager os og fascinerer os, så den holder os fast. Underholdningsværdien fylder meget Vi får f.eks. efterlysningerne i TV og de store ”Breaking”-bjælper. Men på den anden side fylder angsten for den fremmede mennesker – hvem er de, og hvad vil de os? Dét er et paradoks – og spørgsmålet er, hvilken retning vi skal gå.

Det starter altid på samme måde… Efterlysningsplakaterne om ”hende” på opslagstavlen og i lygtepælen. Hjælp! Men det ender som regel også med, at ”hun” findes død. Det er disse kvinders fortællinger, som vi præsenteres for. Vi tror måske ikke rigtig på fortællingerne, men de virkeliggøres for os. Med fundet af kvindeliget – som ikke er en mannequin, for fluer sværmer jo ikke om mannequiner! – er stemningen lagt.

Sonja Ferdinand har i samarbejde med Amanda Linnea Ginman skrevet en ikke uinteressant tekst, som sætter fokus på dette. Vi følger på samme tid den forsvundne kvinde, Hazel, fra hun bliver fundet død og tilbage til starten, mens vi også får den generelle fortælling om ”den myrdede kvinde”. Hvem er hun? Hvad skal der til for at blive hende? Og ikke mindst hvordan ender hun som ”den myrdede kvinde”?

Vores verden og kultur er fyldt med vold mod den unge kvinde. Men hvorfor denne fascination? Og stemmer denne fascination egentlig med virkeligheden? Ikke altid. På skræmmende vis fortæller ”hun” os om, hvor lang tid det egentlig tager at kvæle en anden – inden vi på skræmmende, realistisk vis får en demonstration af, hvor lang tid de 4-5 minutter, som det tager at kvæle eller drukne en anden, egentlig er.

Det er et interessant eksperiment, som næsten kommer i mål. Teksten er spændende og det meste af tiden skarp. Den italesætter glimrende vores uhyggelige, nærmest makabre lyst til at høre disse fortællinger. Virkeligheden afdækkes. Men den er desværre også sine steder lidt for docerende, og særligt hen mod slutningen kører den også lidt i ring uden at tilføje os noget nyt, og vi går lidt uforløste ud fra teatersalen. Det er korrekt, at det oftest er ”ham”, der myrder ”hende”, og dele af teksten er også ”til ham”. Men hvorfor gør han det? Hvad vil forestillingen os egentligt? Det ændrer dog ikke på, at den på en eller anden måde vil os noget – den taler både til vores hjerte og vores hjerne.

Sara Viktoria Bjerregaard er kvinde Hazel. Men hun er også alle de andre kvinder. Et symbol på ofret – på den potentielle ”myrdede kvinde”. Det er i høj grad hendes – og Rasmus Junckers – fortjeneste, at forestillingen kommer i mål. Hun er eminent som kvinden. Hun fanger os fra første sekund, og hun mestrer hele følelsesregistret i skildringerne af de forskellige faser i kvindes liv og aften, lige indtil hun ikke bare bruges, men også misbruges, inden hun myrdes. Det er både dramatisk og dynamisk. Samtidig viser hun os, at hun også kan synge.

På scenen er også Rasmus Juncker bag sit trommesæt. Han skaber en fornem lydside, som er sært insisterende og altid til stede. Særligt de vilde trommesoloer viser os vildskaben i, hvordan kvinden ikke kan være i fred og føle sig tryg, og faren rumsterer hele tiden i baggrunden. De tos samspil er fantastisk.

Det er ikke en pæn forestilling. Men den er interessant og overraskende. Budskabet er klart: Hun ER død. Vejen derhen er dog lidt dumpet, men det er et spændende musikdramatisk eksperiment, som Republique på kort tid har sammensat. Særligt Sara Viktoria Bjerregaard og Rasmus Juncker bringer liv (!) til teksten, og de sørger for, at Hun er død kommer i mål. Kan ”hun” overleve? Det kunne være spændende at se, hvordan forestillingen ville blive, hvis den fik lidt mere tid i prøvesalen.

Revolver på Republique, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø

Spilleperiode: 13.-18. maj 2022

Set den 14. maj 2022

Fotos: Sara Galbiati

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Sara Viktoria Bjerregaard og Rasmus Juncker

Koncept og instruktion: Amanda Linnea Ginman

Lyddesigner og musiker: Rasmus Juncker

Dramatiker: Sonja Ferdinand

Tekst: Sonja Ferdinand i samarbejde med Amanda Linnea Ginman

Antropolog, Center for Magtanalyse: Ditte Bjerregaard

Nice to see me die tekst og musik: Jenny Rossander
Cowriter murder ballads: Marie Kildebæk

Lyddesigner og tonemester: Anders Munch Amdisen

Lysdesigner: Karl Sørensen

Videodesign: Malte Hauge

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *