Anmeldelse: Hvorfor laver vi ikke et band?, Nørrebro Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Vi har formentlig alle sammen prøvet det. Altså at stå ved et busstoppested og spejde langt efter den bus, som man gerne skulle med, men som aldrig rigtig kommer Heldigvis har de færreste prøvet det nytårsaftensdag.
Det er dog omdrejningspunktet i forfatter Stine Pilgaards tekst Hvorfor laver vi ikke et band? på Nørrebro Teater. Ved et stoppested et sted på Nørrebro står en gruppe fremmede mennesker. Fælles for dem er, at de er i deres bedste outfit, og at de venter på bussen for at komme til deres forskellige gøremål nytårsaften. Men bussen kommer ikke, og klokken nærmer sig mere og mere midnat…
Derudover er det en noget broget skare mennesker med forskellige baggrunde og skæbner bag sig. I dette ufrivillige fællesskab falder de i snak, og liv og fortællinger udveksles, når nu man skal udnytte ventetiden. Og når bussen nu stadig ikke kommer, hvad er så mere naturligt end at udnytte ventetiden til at lave et band…? Altså til at fortælle disse fortællinger og ikke mindst til at gøre måske ikke året, men nærmere det levede liv indtil nu op. Dét er rammefortællingen i forestillingen.
Teksten er typisk Stine Pilgaard’sk, når hun præsenterer et farverigt persongalleri, hvis oplevelser vækker vores genkendelse, og vi oplever både det lokale og mere bredde sammenhold sammen med en række referencer til både andre værker og populærkulturen. Samtidig har hun på særligt julemelodier skrevet en række sange til persongalleriet.
Teksten sætter også fokus på to ting, der er typisk dansk. Selvom man er en flok, så taler man helst ikke med de andre. Men stiller eller sætter sig gerne for sig selv. Samtidig er vi fantastisk gode til brok. Nanna Cecilie Bangs Elvira kommer til busstoppestedet og bryder tavsheden, når hun trænger ind på de andre ventendes personlige territorium, alt imens hun bruger brok for at løsne op for de andre. De er først tilbageholdende, men efterhånden løsner de op, og deres fortællinger udtrykkes nu også.
Elvira er rykket ud af byen – helt ud til Husum – sammen med sin mand, alt imens hun tænker over, om livet var bedre inde i ”storbyen”, og om hvorvidt ambitionerne i livet kan indfries. Michelle (Sara Fanta Traore) er frisør og er blevet svigtet af sin mand. Johanna (Kirsten Olesen) er præsteenke, og hverken det kirkelige liv eller præsten selv har altid været en dans på roser. Skolelæreren Thomas (Niels Skovgaard Hansen) er ganske ordinær og har det bedst med ikke at gøre for meget væsen af sig og ”Undskyld” er et af hans mest brugte ord. Psykologen Nora (Stine Schrøder Jensen) har fået nok af psykologien og andre mennesker, og den professionelle facade falder. Centervagten (Anders Mossling) er centervagten, der er på vej til sin sidste vagt i Kronen i Vanløse, og som man kun kan komme til at holde af.
Persongalleriet er derfor ganske farverigt og alsidigt, hvilket giver plads til en række forskelligartede livsfortællinger. Så langt, så godt. Dels bliver det lidt trivielt til sidst, når vi skal gennem den ene fortælling med tilhørende sang efter den anden, hvilket gør, at man ikke helt bevarer fokus på fortællingerne, der ender med at mangle dybde, og dels er nogen af dem måske lidt vel søgte. Særligt fylder Elviras rolle rigeligt, og hendes karakter som almenfortæller og sløjfebinder kommer også til at fylde for meget, særligt i anden akt.
Pilgaards tekst mangler en mere stringent rød tråd, så det ikke ender med at være forskellige fortællinger fra personerne hver især, men netop et samlende fællesskab. Samtidig mangler den en eller anden skarp form for endelig sammenfatning, så der må en gæstestjerne (Olivia Westbjerg) til for at afslutte, hvilket bliver en smule uelegant.
Allerbedst er Kirsten Olesen, hvis præstekone har både nerve og styrke, når hun synger sangen om sidespringene, der alle hed ”Bent”, hvorfor det jo kun må tælle som ét sidespring ikke sandt! Niels Skovgaard Andersens figur er måske ikke den mest interessante, men han viser os, at han har en fantastisk sangstemme.
Idéen fejrer ikke noget, og sammen med persongalleriet finder vi ud af, at vi ikke er alene, og at vi ikke kan leve uden et fællesskab. Grundpræmissen er derfor ganske fin. Helle Rossings instruktion har nok taget fint hensyn til de forskellige personer, men iscenesættelsen bliver aldrig helt vedkommende eller fokusseret. Astrid Lynge Ottosens scenografi starter godt, men bliver efterhånden noget fattig, og den hjælper ikke just fortællingerne. Musikken leveres glimrende af musiker Marianne Ernst Dam.
Hvorfor laver vi ikke et band? hylder menneskeheden, medmenneskeligheden og fællesskabet, når vi følger persongalleriets forskellige fortællinger, der både kan ramme os i hjertet, forarge os, få os til at tænke og ikke mindst få stimuleret lattermusklerne. Vi møder glimrende det ufrivillige fællesskab, der bliver (mere) frivilligt og glædeligt med tiden. Til gengæld er Stine Pilgaards dramatikerdebut ikke helt skarp.
Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Spilleperiode: 7. december 2024-25. januar 2025
Set den 9. december 2024
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen, Nanna Cecilie Bang, Stine Schrøder Jensen, Anders Mossling, Kirsten Olesen, Sara Fanta Traore og Olivia Westbjerg samt musiker Marianne Ernst DamDramatiker:
Instruktion: Helle Rossing
Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen
Dramatiker: Stine Pilgaard
Sangtekster: Stine Pilgaard
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Lyddesign: Rune Abel
Musikalske arrangører: Mille Mejer Djernæs Christensen og Selina Gin
Videodesign: Christian Edvard Halberg
Manuskriptudvikler: Ann-Sofie Estrup Bertelsen
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod