Anmeldelse: IBIS, Teatret ved Sorte Hest

By: Maja Sode Bach-Lauritsen
On: 29. oktober 2025

Af Maja Sode Bach-Lauritsen

På Teatret ved Sorte Hests hjemmeside har IBIS undertitlen ”Så er man advaret!”. Det forstår jeg godt efter at have været vidne til Nicolas Bros halvanden times lange vredesudbrud. Det kræver en advarsel.

Teaterchef og iscenesætter Maria Vinterberg og skuespiller Nicolas Bro udforsker med IBIS en af menneskets grundfølelser: Vreden. Forestillingen er en dramatisering af Anders Abildgaards langdigt af samme navn, som bygger på den romerske forfatter Ovids bog ”Ibis” fra omkring år 11 efter Kristus. TreIbis’er, men én altoverskyggende følelse.

Der er en særlig stemning i teatret denne mørke, regnfulde oktoberaften. Vi har læst advarslen. Vi er indstillede på at lade os opsluge af vreden og vanviddet. Alligevel kommer det bag på mig, hvor intenst det er at opleve.

Nicolas Bro træder ind ad den grønne dør bagerst på scenen. Iklædt bjørnekostume bevæger han sig forsigtigt, men nysgerrigt, rundt i Marianne Nilssons tomme, tapetserede rum. Rører væggen med sin hånd. Slikker på den. Laver nogle dyreagtige grynt. Men ordene lader vente på sig.

Han afklæder sig bjørnekostumet. Kigger bjørnehovedet dybt i øjnene, før han lægger bjørnen ud på gulvet som et gulvtæppe. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på 90-års-fødselsdagen fra 60’erne, som jeg ser hver nytårsaften. Tilbage står han i hvidt undertøj. Og så starter brølet. Ikke et bjørnebrøl, men menneskets brøl – ordene. ”Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse.”, siger han. Så er vi i gang.

Marianne Nilssons (tomme) dagligstuescenografi og den afklædte bjørn bringer vreden ind i dagligstuen. Ind i civilisationen. Det kan signalere, at her er det ikke dyret, det uciviliserede, der taler. Det er mennesket i de civiliserede omgivelser. Menneskets vrede.

Nicolas Bro leverer en kraftpræstation. Han lader vreden strømme igennem sig, lader den gennemvæde det hvide undertøj af sved. Og heldigvis, har jeg lyst til at sige, giver han den nuancerede udtryk. Jeg var forinden nervøs for, at IBIS ville blive halvanden times uafbrudt råberi, men det er heldigvis ikke tilfældet. Vreden er råbende, ja, men den er også både grinende, sitrende, følsom og rolig takket være Bros nuancerede og imponerende spil.

I både forlægget og forestillingen er det uklart hvem der taler, og hvem der tales til. Bro spiller ikke en karakter med en historie, som vi kan forstå eller forholde os til. Han er nærmere en kropslig manifestation af vreden. Derfor må man droppe at forsøge at finde et narrativ, og det sætter os egentlig lidt fri. Fri til bare at opleve, tage imod.

Vreden er rettet mod et ukendt ”du”. I du-formen ligger der en tiltale og en henvendelse udad, og derfor kunne jeg ikke lade være med, bare engang imellem, at føle, at en lille flig af denne vrede kunne være rettet mod mig. For forbandelse på forbandelse kastes over dette ”du”. Nogle er abstrakte, men andre kommer tæt på. Især rammer sætninger som ”Du skal hade, den du elsker” mig. Det er konfronterende. Måske var det derfor, at flere tilskuere undervejs måtte forlade forestillingen?

IBIS bliver i Maria Vinterbergs iscenesættelse først og fremmest et langt ordbrøl. Men jeg savnede, at der i det brøl var lidt mere til sanserne. Derfor labbede jeg det i mig, da Bro i et kort øjeblik vrikkede med til noget dunkende techno, og da han på et andet tidspunkt var en hund, der ved hjælp af Mikkel Magnus Olsens lysdesign deltes i to – den ene halvdel i lys, den anden i skygge.

For det blev svært at tage alle de ord ind. Man nåede ikke at bearbejde den ene forbandelse, før de næste fire var kastet. Det var overvældende og udmattende på en måde, der gjorde det svært for mig at mærke noget. At tage det ind. Derfor savnede jeg flere ophold – pauser med andre indtryk end ord.

Men måske ligger der også en pointe i det. Måske er det ikke meningen, at vi skal lade os smitte, forføres, rives med af vreden. Måske kan dette ordbrøl (og den mæthed, det efterlader os med) netop få os til at ønske os noget andet? Af verden, af vores medmennesker, af os selv?

Det var et særligt rum at være til stede som tilskuer i. Der var et særligt fokus, en særlig stilhed. Vi lyttede. Men hen mod slutningen fornemmede jeg et skift. Tilskuerne greb enhver chance for at få lov til at grine. Et forsøg på at slippe fri fra vredens greb, måske?

Teatret ved Sorte Hest skriver selv på deres hjemmeside, at forestillingen ikke er for alle og fremhæver poesi-entusiaster, som et ideelt publikum. Og nej, måske er IBIS ikke for alle, men jeg tror nu alligevel godt, at mange kan få noget ud af at vove sig derind.

Du skal først og fremmest se IBIS for at opleve vreden strømme igennem Nicolas Bro. Han leverer en absolut kraftpræstation, som bringer langdigtet til live. Og så skal du se IBIS for at udforske, hvordan du selv vil reagere på at blive eksponeret for så meget vrede. Men husk, at du er advaret!

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150 1620 København V

Spilleperiode: 24. oktober-5.december 2025

Set den 27. oktober 2025

Foto: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: