Anmeldelse: Idioten, Teater Republique

By: Sebastian F. Westh Nielsen
On: 16. januar 2024

Af Sebastian Frederik Westh Nielsen

Tunge mørke Chesterfieldmøbler fylder scenens flamboyante stue. Det er den slags møbler, man synker ned i, når man sætter sig i dem; den slags, der suger én ind i en parfumeret, gammelrig omfavnelse. Men lige så sumpet og trykket atmosfæren fremstår, lige så opgejlet og overgearet er stemningen til aftenens fødselsdagsfest, som Myshkin eller ”Idioten” træder ind i, som perifært familiemedlem. Det er de rige og privilegeredes facadespil, han er trukket ind i og fysisk ned i på læderet, hvor de andre festgæster fra første øjeblik nærmest sidder oveni ham i de ellers gigantiske møbler.

Kammerspillet finder sted til aftenens fest, idet den så småt begynder, og Elliot Crosset Hoves Myshkin dukker op som fjern og fremmed slægtning, hjemvendt fra en rejse. Festen fortsætter over sit ekstatiske klimaks og videre over den bagstive vaklen hjem tidligt på morgenen. Han væves med det samme ind i gruppens intriger, i første omgang af den guldkædebehængte alfahan Rogozhin spillet af Christoffer Hvidberg Rønje, og Ida Cæcilie Rasmussens umiddelbart nydelige Aglaya.

De to både forhører og udstiller den usikkert stammende Myshkin, der tydeligvis er lidt verdensfjern, imens de samtidig meget indiskret sætter ham ind i fødselaren Natasias baggrund med forældre, der døde tidligt, og en værge, der forgreb sig på hende. Det aristokratiske maskespil understreges af scenens opbygning, hvor stuens bagvæg er af glas, hvorigennem publikum kan se ind i et hvidt rum, hvor en næsten nøgen Natasia, spillet af Ellaha Lack, står med ansigtet fortrukket i et stumt skrig. Der er altså virkelig lagt op til, at det fortrængte nok skal finde en vej ud gennem sprækkerne og blive hørligt.

Kort efter dukker den kuede og dødssyge Ippolit op, spillet af Tue Skovdahl Lunding, der dog hurtigt øjner Myshkin som selskabets potentielt nye skydeskive. Myshkin formår simpelthen ikke at afkode de sociale koder og udstiller dem derved. Samtidig opleves han enten for ærlig eller blufærdig, hvilket gør ham til et let offer. Det er generelt for fortællingen, at der ikke er nogen, der har noget imod at sparke nedad, især ikke hvis det kan være et afsæt for selv at komme højere op. Alligevel er det som om hierarkiet altid forbliver det samme, og skæbnen virker i høj grad allerede bestemt. Endelig træder aftenens absolutte topdog Natasia ind i stuen, nu med perfekt stylet paryk og en kjole, der kunne gøre nogen fra de brølende 20’ere misundelige. Hun påkalder sig straks hele selskabets fuldstændige opmærksomhed, især Rogozhins, da han er håbløst forelsket i hende.

Overlappet mellem gamle penge, magt og begær er Idioten ikke alene om at være interesseret i denne vinter. Emerald Fennels film ”Saltburn” udstiller gennem sin hovedpersons udspekulerede besættelse ligeledes hykleriet og arrogancen, der ligger lige under de fine manerer og prangende titler, her med Englands indspiste og oldgamle blodlinjer som ramme. Den konstante hævdelse af hierarkiet i filmen vækker kun foragt, iblandet fascinationen der holder en klinet til skærmen, og man sidder tilbage med meget lidt sympati for karaktererne. Her ender Idioten nærmere ud i en håbløshed og afsky ved råddenskaben bag dekadencen, men dets karakterer virker også håbløst filtrede ind i dets net, og med deres traumer og fastlåste skæbner som ofre for omstændighederne.

”Saltburn” peger i langt højere grad på den vanvittigt kyniske indstilling og de bevidst lukkede øjne, der virker så meget mere tidssvarende end Idiotens mere spindelvævsagtige stemning. På scenen er ingen rigtig i stand til skue udover egen navle, på nær den naivt seende Myshkin, der i sin relative uskyld spejler absurditeterne og lader de andre gæster få i hvert fald et glimt af sig selv, som resten af festen udspiller sig mere og mere løssluppent. Dermed er jeg ikke helt sikker på, at jeg ser behovet for at lade Dostojevskijs klassiker være fartøj for den ellers evigt relevante kritik og fascination af overklassen, men jeg skal også blankt indrømme, at jeg aldrig er kommet igennem murstenen.

Idioten forekommer ofte bare ikke særligt subtil i sin formidling; om det er glasvæggen, der gennem stykket pædagogisk forklarer publikum, hvad der faktisk er på spil bag de forrygende og stormende dialoger, den konstante symbolske gnasken på æbler eller Ippolit, der dramatisk prædiker undergangen. Det er efterhånden også et lidt brugt greb at lade tung generisk teknomusik fremprovokere en pulserende rave-stemning, der skal være det ultimative tegn på hedonisme og signalere fornemmelse for det cool og kontemporære. Overordnet er scenedesignet dog enormt vellykket og stemningssættende, og med skiftende lys og sjov brug af rekvisitterne formår stuen at være både det samme rum, men også varierende i stemning igennem stykket.

Skuespillerne løfter virkelig den overgearede stemning med perfekt levering af de hektiske og højtravende replikker. Det er helt sikkert stykkets største force, at det er så velskrevet og veludført, og at man ikke kan være andet end underholdt af de bizarre diskussioner og lynhurtigt omskiftelige situationer. Dramatiker Tom Silkeberg er på den måde virkelig er lykkes med at skrive en roman om til scenen, men hvad denne specifikke roman egentlig vil os på en scene, er ikke helt klart. Stykket aktualiserer og gør en tidløs klassiker tilgængelig på ny form, men er det nok?

Karaktererne er omvendt i høj grad af tiden, altså i dag, og på den måde er iscenesættelsen helt klart også sit eget projekt. Det er svært at forestille sig de her karakterer på et gigantisk russisk gods, men det kommer også kun stykket til gode. Tempoet er højt, luften sitrende og komikken har perfekt timing. Især Christopher Hvidberg Rønje har et ekstremt effektfuldt nærvær på scenen, hvor han formår at udstråle både det voldsomt ubehagelige og arrogant bedreværd blot med sin kropslighed. Ida Cæcilie Rasmussen rammer også den fine balance mellem at være ekstremt privilegeret og underlagt de borgerlige rammer, der altid trykker, lige i øjet. De formår også begge på bedste vis at tydeliggøre performativiteten ved facaden i stykkets allerede animerede leje. Festen kan altid blive vildere, og det er ikke den slags selskab, man er ked af at være inviteret med til som publikum.

Til slut og midt i al morgenen-efter kaosset er stuen et kæmpe rod og møblerne væltede, men de står der stadig og kan altid ombetrækkes, men den menneskelige tragedie har indfundet sig. Hvem ved, hvor mange lignende intriger læderet har været vidne til?

Østerbro Teater, Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø

Spilleperiode: 11. januar-17. februar 2024

Set den 13. januar 2024

Foto: Sara Galbiati

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.republique.dk/forestillinger/idioten

Medvirkende: Christoffer Hvidberg Rønje, Elliot Crosset Hove, Ida Cæcilie Rasmussen, Ellaha Lack og Tue Skovdahl Lunding

Instruktør: Liv Helm

Dramatiker: Tom Silkeberg
Konceptuerende scenograf og kostumedesigner: Ida Grarup

Realiserende scenograf og kostumedesigner: Simone Bartholin

Lysdesigner: Súni Joensen

Lyddesigner: Ditlev Brinth