Anmeldelse: Jean de France, Odd Fellow Palæets have (Grønnegårds Teatret)

Anmeldelse: Jean de France, Odd Fellow Palæets have (Grønnegårds Teatret)

Af Henriette Devantier

Jeg er kommet i Grønnegårds Teatret, siden jeg var lille. For mig er den årlige klassiske forestilling lig med sommer. Det er som at træde ind i en lille boble af sommerstemning, humor og eftertænksomhed. Denne sæsons forestilling Jean de France af Ludvig Holberg spiller i Odd Fellow Palæets have.

Sidst jeg beskæftigede mig med Jean de France, var det som tekst på danskstudiet. Det var vidunderligt at få sat et visuelt aspekt på teksten i denne opsætning af Charlotte Munksø. Holberg er en dragende forfatter. I karikaturens satiriske spejl stiller han store spørgsmål, der er så alment menneskelige, at de stadig har relevans i dag. Jean de France tager fat i den konfliktfyldte konfrontation mellem forskellige kulturer, sædvaner og indstillinger til selve livet.

Den unge Hans Frandsen vender hjem til København efter at have været på dannelsesrejse i Paris. Efter 15 uger i de franske titulerer han sig selv ”Jean de France” og er i det hele taget overdrevent begejstret for alt fransk – både sproget, den outrerede mode og de snobbede vaner. Jean lider af frankofilt storhedsvanvid, og han er overfladisk i alt, hvad han gør. Han kan slet ikke forstå, at alle ikke deler den samme begejstring. Folk omkring ham føler til gengæld, at han er storsnudet, snobbet og helt uden for rækkevidde. En krælighedsintrige udspiller sig, og eneste udvej er at spille Jean et frankofilt puds. Tjenestefolkene hører alt, ser alt og ved alt, og de udtænker en list.

Komedien Jean de France blev opført første gang i 1722. Holberg gør det tydeligt, hvordan udenlandsrejser kan skade de unge, når de fuldstændig glemmer deres egen opdragelse og forkaster deres egen baggrund. Dette spændingsfelt mellem det nye, morderne og overfladiske overfor det vante og trygge skaber opsætningens dynamik, der danner grundlaget for komikken. Bag Holbergs velkendte satire efterlades man med spørgsmål, der sætter tankerne på prøve. Er det nye og det udenlandske altid bedre end det velkendte – det danske?

Holberg har endnu mere på hjerte. Tjenestepigen Marthe, spillet af Rosalinde Mynster, bliver hjernen bag den lærestreg, som lokalsamfundet udsætter Jean for. Marthe får lov at forsvare kærlighedsægteskabet og komme med markante udtalelser om kvinders og mænds intellektuelle ligeværd – et synspunkt som Marthe til fulde demonstrerer i praksis. Hun er komediens handlekraftige og intelligente kvinde, der illustrerer en af Holbergs yndlingstanker: At kvinder fra naturens side er udrustet med evner, der gør dem i stand til at indtage de samme positioner i samfundet som mænd.

Det var en utrolig stærk gruppe af skuespillere, der indtog scenen denne sommeraften. Der var ikke en finger at sætte på de dygtige mennesker, som videreformidlede Holbergs ord og endda formåede at gøre dem relevante nu og her. Særligt begejstret var jeg for forestillingens hovedrolleindehaver Nicolai Jørgensen, der med humoristisk finesse og timing lod Hans Frandsen folde sig ud på gebrokkent fransk. Rollen kræver, at man ikke er forfængelig for at fange den ellers meget forfængelige Jean de France spot on. Og det lykkedes til perfektion.

Rosalinde Mynster i rollen som tjenestepigen Marthe var aftenens andet højdepunkt. Hun var ligeså outreret i sin forvandling til Madame de Fleche i forsøget på at snyde Jean. Samtidig havde hun fødderne solidt plantet på jorden og fat i den lange ende. Der er ingen tvivl om, at Holberg har kæret for denne karakter, og det fangede Rosalinde Mynster i sin portrættering.

Rollelisten prydes derudover af Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Andreas Jebro, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Jens Gotthelf, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorson. De to sidstnævnte er netop nyudklækkede skuespillere fra Den Danske Scenekunstskole, og de fulgte bestemt med de øvrige erfarne spillere. De havde rollerne som de unge elskende Elsebet og Antonius, og med et charmerende, uskyldigt og naivt udtryk gled de begge ind i essensen af Holbergs karakterer.

Ved første øjekast mødte publikum et simpelt scenerum med Odd Fellow Palæets have som ramme, men som forestillingen udfoldede sig, blev scenografien mere og mere dynamisk med mange muligheder i de mange trapper og niveauer. Scenograf Karin Betz har skabt en miniatureudgave af et indendørs og udendørs København i forskellige plateauer.

Holberg var inspireret af den klassiske commedia dell’arte-stil, hvor han skabte arketyper, der pryder mange af hans komedier. I et spil mellem masker og menneskelige relationer skinner Holbergs ånd igennem i denne opsætning af Jean de France. Forestillingen fremstod som med det ene ben i Holbergs tid og det andet ben i nutiden, og det fungerede perfekt! I det ene øjeblik fremsagdes Holbergs ord fra 1722, og i det næste øjeblik stormede skuespillerne ind på scenen med solbriller på og gav den gas til Maître Gims’ ”Est-ce que tu m’aimes?” fra 2016.

I dette sammensurium mellem fortid og nutid evnede holdet bag at fange Holberg på kornet. Endnu engang sætter Grønnegårds Teatret et stykke klassisk scenekunst på det danske teaterlandkort, og jeg tør love, at man ikke går forgæves, hvis man køber en billet til årets sommerforestilling. Dog er et minimalt kendskab til de franske gloser en fordel ved denne forestilling, men hvis denne franske forudsætning er på plads, er der ikke andet for end at læne sig trygt tilbage i teaterbænken og lade sig underholde og danne. Det er længe siden, jeg har grinet så meget som på denne aften.

Grønnegårds Teatret

Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, 1260 København K

Spilleperiode: 30. juni-28. august 2021

Set den 30. juni 2021

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://groennegaard.dk/forestillinger/jean-de-france

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Tina Gylling Mortensen, Rosalinde Mynster, Andreas Jebro, Jens Frederik Sætter-Lassen, Tom Jensen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen

Instruktør: Charlotte Munksø

Scenograf og kostumedesigner: Karin Betz

Forestillingsleder: Rosa Feigenberg

Dramaturg: Trine Wisbech

Lyddesigner: Steen Larsen

Scenemester: Andreas Vium Bjørn

Instruktørassistent: Crisse Vallentin

Skræddersalsleder: Stine Terp

Dramatiker og forfatter: Ludvig Holberg

Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *