Anmeldelse: Jeg forsvinder, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Jeg forsvinder, Det Kongelige Teater

Af Johanne Rao Jensen

I Skuespilhuset spiller forestillingen Jeg forsvinder i disse dage på den lille scene med navnet Mellemgulvet. Akkompagneret af en lille, buttet flaske ”Tæppefald” fra baren får jeg fundet frem til min plads på stolerækkerne. Flere af stolene er bundet sammen med rød snor. Sammen med det ekstra led i billetkøen, hvor man skulle fremvise ID og coronapas fungerer de røde snore som en diskret reminder om at genåbningen af den danske kulturscene ganske vist er undervejs, men ikke helt i mål endnu.

Jeg kan mærke glæden og spændingen fra de andre mennesker omkring mig, der hvisker ivrigt, om hvor dejligt det er ENDELIG at kunne komme ud og se teater igen. Sådan rigtigt. Der er ingen mennesker på scenen endnu. Scenografien er en spændende kontrast af hvide vægge og råt beton. Et sterilt, hvidmalet rum med dørkarm og vindueskarm. Og så et absurd bjerg af 5 ton smadrede grå betonfliser, der nærmest vælter ind ad dørkarmen og samtidig blokerer for det meste af det åbne vindue. Rummet er tomt med undtagelse af en spinkel, træfarvet pindestol.

Jeg’et i forestillingen, træder ind på scenen og begynder at fortælle om sit hus og om sit liv i dette hus. Hun hverken ænser eller adresserer bjerget af beton, der næsten lukker hende inde. Hun siger at hun er lykkelig. Hun fortæller, at hun venter på sin mand, sin veninde og venindens datter. De kommer lige om lidt, siger hun. Kvinden gentager flere gange, at hun er lykkelig, og det begynder så småt at klinge hult, særligt da hun begynder at fortælle om en anden kvinde, en unavngiven kvinde et andet sted, som bestemt ikke har det godt. Som for at tage opmærksomheden væk fra sin egen situation og fra det faktum, at hun skal til at flygte fra sit hjem.

Jeg’ets veninde ankommer til huset, skridende ned ad bjerget af beton. Senere støder venindens datter til dem, og sammen flygter de tre kvinder. Under flugten fortsætter de med at fortælle hinanden historierne om andre mennesker derude et sted i verden, som har det meget værre end dem selv. I desparate forsøg på at opretholde illusionen om, at de har det godt. Manden dukkede aldrig op som aftalt, så de må flygte uden ham. Vi får senere svar på, hvorfor han aldrig kom kort. Men dette svar vil jeg ikke afsløre her, ligesom. Disse afledningsmanøvrer og virkelighedsflugter fortsætter som perler på en snor under jeg’et, veninden og venindens datters flugt. Som en slags mental flugt under den virkelige flugt.

Det er en spændende og fascinerende idé at lade karakterer på flugt dele historier om, hvordan andre mennesker mon må have det i deres forskellige livssituationer. I min yndlingsscene sidder jeg’et og hendes veninde og forestiller sig for en gangs skyld en situation, hvor nogen har det bedre og ikke værre end dem. De forestiller sig en gruppe veninder på en strand langt væk, hvor de drikker vin og taler om den samme grufulde flygtningesituation, som jeg’et og hendes veninde befinder sig i.

Tonen i samtalen mellem veninderne på stranden er let og grænsende til useriøs, hvilket nærmest virker respektløs over for de mennesker, vi som publikum har fulgt på deres flugt. Samtidig fungerer scenen som en tiltrængt stikpille til alle os, der kan genkende lignende samtaler i vores egen sociale omgangskreds. Samtaler om grufuldheder i andre dele af verden og om hvordan det mon må være at være på flugt, i forsøget på at sætte os ind i situationer, der føles så uendeligt fjernt fra den virkelighed, som vi selv befinder os i. Vores trygge virkelighed lignende den, som jeg’et beskriver i stykkets allerførste akt. Inden hun mister sit hjem, sine relationer og, til sidst, sig selv. Inden hun forsvinder.

Personligt er jeg ærgerlig over at selve rummet og scenografien ikke bliver brugt mere end den gør. Udover at der flyttes rundt på stolen i rummet, er forestillingen temmelig stationær. Dialogerne bærer stykket uden den store understøttelse i form af teatralske virkemidler, hvilket også gør skuespillet en kende statisk, selvom alle løfter deres dialoger flot.

I mine øjne kunne man have skabt en endnu mere magisk teateroplevelse ved at understøtte de allerede stærke fortællinger mere visuelt og udnytte de illusioner, som man netop har mulighed for at skabe med teatret som sit medie. Dette ændrer dog ikke på at jeg fandt præmissen med de flygtendes historiefortællinger skarp og spændende og at Jeg forsvinder i høj grad må siges at være en forestilling, som både vækker følelser og kalder på selvreflektion hos enhver, der oplever den.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 7. maj-4. juni 2021

Set den 20. maj 2021

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/skuespil/jeg-forsvinder

Medvirkende: Stine Stengade, Sarah Boberg, Sicilia Gadborg Høegh, Martin Hestbæk og Karin Heinemeier

Dramatiker: Arne Lygre

Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Musik og lyddesign: Emil Assing Høyer

Lysdesign: Mårten K. Axelsson

Oversættelse: Julie Maj Jakobsen

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *