Anmeldelse: Kærlighedsbarnet, Teater Witt og Koppel

Af Emma Brink Laursen

”Thi kendes for ret: Dagmar Johanne Amalie Overby bør straffes på livet.” Sådan starter og slutter forestillingen Kærlighedsbarnet – i retssalen, hvor den unge kvinde Dagmar Overby anklages for mord på otte spædbørn. Kærlighedsbarnet er en fortælling om kærlighed, ondskab og et samfund, som så den anden vej.

Det kan ligne begyndelsen på en gyserhistorie, som Michelle Sarah Heedal i rollen som Dagmar Overby træder ind på scenen. I mørke, med ansigtet rettet mod jorden og til lyden af en vuggevise dømmes hun til døden af en mørk mandestemme. Men det er ikke nogen gyserhistorie, som vi er på vej til at overvære. Det er derimod en fortælling fra virkeligheden, og den retssag, som vi som publikummer er vidner til, fandt sted i Danmark i 1921. Med denne baggrundsviden, at denne grusomme og uvirkelige historie, som skal til at udfolde sig, er ganske virkelig, sad jeg fra begyndelsen spændt og også med visse forventninger til forestillingens tyngde. Forventninger, som jeg desværre ikke oplevede helt indfriede. 

På scenen er gennem hele stykket Michelle Sarah Heedal, som leverer et yderst fint og troværdigt portræt af den kvindelige seriemorder. I forestillingens begyndelse optræder hun iskoldt og manipulerende over for de unge mødre, som ulykkeligt kommer til hende i håbet om, at hun kan give børnene en bedre fremtid. Men Dagmar Overby er et menneske, og den kolde og beregnende maske, som hun bærer, brister langsomt, jo længere vi kommer i stykket.

Hun må medicinere sig selv for at udføre drabene, og da hun modtager et barn, som hun faktisk holder af; ”kærlighedsbarnet”, kommer hun til at kramme det ihjel og ender herved i dyb ulykkelighed. De mange henvendelser, som Dagmar Overby modtager, sker som et resultat af den tids ringe forhold for kvinder med børn født udenfor ægteskab, og Dagmar har overbevist sig selv om, at hun gør børnene en tjeneste ved at hjælpe dem til et bedre sted. ”Først i døden er vi kærlighedsbørn,” siger hun. Hun bebrejder forældrene for at yngle som rotter uden nogen tanke på konsekvenserne og samfundet for ikke at yde nogen hjælp.

Fem meget forskellige mødre skildres. Det er lige fra fabriksarbejderen, spillet af Nadia Lyngsø-Nissen, som ikke ser nogen anden udvej end at lade sit barn forære væk grundet trænge kår, til den snobbede overklassepige, spillet af Sofie Hvass, som er blevet gravid med den forkerte mand, og som ikke vil ses ned på af samfundet. Ellers er det mere eller mindre den samme historie, som gentager sig i den lille dagligstue, som danner rammerne om fortællingen. Mødre opsøger af forskellige årsager Dagmar, hun får dem overbevist om, at det er den rette beslutning, de har truffet, og så snart kvinderne forlader lejligheden, kvæler hun børnene til døde og gemmer dem koldt af vejen i skabe og skuffer. De første par gange er det et voldsomt syn, og synet forstærkes af forældrenes stemmer i Dagmars hoved og skinger børnegråd, men som det for Dagmar bliver mere og mere en rutine, bliver det også for publikum lettere at overvære. Sommetider trækkes scenerne en smule i langdrag, eksempelvis da fabriksarbejderen skal overbevise sin hulkende mand om, at det er en nødvendighed at give deres barn væk. Det er en tragisk scene, men den drukner for mig i for meget snak og for lidt indhold.

Idet det mere eller mindre er den samme historie, som gentager sig, er det portrætterne af de forskellige kvinder, som er det interessante, og som skiller drabene fra hinanden. Der er lagt et stort arbejde i at skabe fem meget forskellige kvindekarakterer, og dette er måske årsagen til, at nogle af karaktererne kommer til at fremstå en smule karikerede. Eksempelvis den ignorante overklassepige, som ved indgangen til Dagmars lejlighed og altså lige før, at hun skal tage endeligt afsked med sit nyfødte barn, meget skingert og overfladisk taler om, hvordan hun får en hest foræret af sin far, såfremt hun får ”løst sit problem”. Det skal være sjovt, men i modsætning til karakteren Dagmar, ender denne karakter med at fremstå utroværdig og malplaceret i den ulykkelige fortælling.

Det er Klara Sofia Lind Witt og Ella Simone Koppels debut som instruktører og dramatikere sammen, og de har kastet sig ud i at skabe en forestilling, som består af nogle store tematikker. Det er ikke bare fortællingen om en seriemorder, det er en fortælling om kærlighed, ondskab, fortidens urimelige samfundsforhold og ikke mindst kvinderettigheder.

Forestillingen varer lige omkring en time, og det virker umiddelbart som kort tid for så mange og tunge emner, og i min optik betød det desværre også, at disse blev behandlet noget overfladisk. Desuden har de bestræbt sig på at skabe en forestilling, som er både sjov og tragisk, hvilket resulterer i en lidt lunken blanding, og den tragiske del ramte mig dermed ikke så hårdt, som jeg nok havde forventet. Forestillingen føltes for ”let” den yderst ubehagelige historie og de tunge tematikker taget i betragtning. Når det er sagt, så vil jeg rose for at skabe en forestilling med nogle stærke kvindekarakterer, og frem for alt et stærkt portræt af den unge Dagmar.

Teater Witt og Koppel

Xenon, Huset-Kbh, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Spilleperiode: 3.-13. april 2019

Set den 3. april 2019

Fotos: Marco Grimnitz

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Michelle Sarah Heedal, Tuva Maria Sørheim Sveum, Nadia Lyngsø-Nissen, Camilla Maria Jørgensen, Julie Meilstrup, Sofie Hvass, Jacob Skyggebjerg og Mathias Hjørnholt

Dramatikere og instruktører: Klara Sofia Lind Witt og Ella Simone Koppel 

Produktions- og forestillingsleder: Louise Holst

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Klima Skrima!, Dramafronten

Af Line Weien Hoffmann Klima Skrima! Er en samling af fire korte stykker, der ...

Anmeldelse: Hellig krig, Teatergrad

Af Jonas Lehmann Rasmussen   Når det kommer til ’Hellig krig’, så er der ...

Anmeldelse: Jordens søjler, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Jonas Gudmand    At se ’Jordens søjler’ er lidt ...