Anmeldelse: Mågen, Odense Teater

Anmeldelse: Mågen, Odense Teater

Af Naja Matzen

Er der noget, Odense Teater er gode til, så er det at lave en nyfortolkning af en klassisk forestilling og bringe klassikerne ind i et nyt årtusinde. Denne gang er det den kendte russiske forfatter og dramatiker Anton Tjekhovs klassiker Mågen fra 1896, der opdateres til et moderne publikum.

Historien følger en gruppe mennesker på et russisk landsted og deres interne komplicerede relationer. I centrum for det hele er den unge Konstantin, som drømmer om at blive forfatter. Han har derfor iscenesat en forestilling, som han vil vise for venner og familie. Hovedrollen i hans forestilling spilles af nabopigen Nina, der drømmer om at blive skuespiller, og som Konstantin er forelsket i. Nina forelsker sig dog i den kendte forfatter Boris, som er kæreste med Konstantins kendte skuespillermor Irina, der tilsidesætter sin søn. Blandt publikum møder vi også Irinas sygdomsramte bror Peter, der lægger hus til det hele, den unge Marcia, der er ulykkeligt forelsket i Konstantin, skolelæreren Simeon, der derimod higer efter Marcia, Marcias forældre Leo og Pauline, samt lægen Hugo, der har en affære med Pauline.

Forestillingen bliver dog ikke modtaget som Konstantin havde håbet, og han stopper den i vrede over ikke at blive forstået. Herfra følger en lang række interaktioner mellem de forskellige karakterer, der alle prøver at skabe dybere forbindelser til hinanden, men oftest mislykkedes.

“Mågen” Odense Teater 2024

Selvom Mågen er en over 100 år gammel forestilling, så føles den stadig relevant. Det skyldes i høj grad karakterne og deres menneskelighed. Alle karakterne er fejlfyldte og søgende, og forestillingen dykker ned i deres drømme, håb, længsler, mindreværd, vrede, angst, kærlighed og ensomhed. Disse følelser og temaer er evigtgyldige, og er noget, som vi moderne mennesker stadig oplever og kæmper med.

Også Simon Stephens nyfortolkning af teksten er med til at gøre forestillingen relevant for et nutidigt publikum. Uden at kende Tjekhovs originale forlæg føles denne version ikke bedaget på nogen måde. Udover karakterernes valg af heste som transportmiddel, er der ikke meget, der viser, at historien er skrevet i 1800-tallet. Scenerne og karaktererne føles nutidige, og sproget er let og moderne, så replikkerne flyder naturligt for skuespillerne.

Forestillingens tempo føles dog lidt inkonsekvent. Plotmæssigt giver det mening, at pausen ligger, hvor den gør. Vi springer frem i tiden i 2. akt, som foregår nogle år senere, og 1. akt slutter med en cliffhanger om, hvordan det vil gå med vores karakterer, da Nina og Boris endelig indleder deres affære. Men tidsmæssigt er 1. akt markant længere end 2. akt (nærmest dobbelt så langt), og det føles i momenter, som en lidt for lang eksposition, for 2. akts dramatiske klimaks.

Som altid leverer Odense Teaters trup af skuespillere solide præstationer – ikke en falder igennem. Især Kristoffer Helmuth som Konstantin leverer et fint og rørende portræt af en ung mand, der bryder sammen grundet tabet af kærlighed, det komplicerede forhold til moderen, samt kampen for at skabe kunst og blive forstået af omverdenen.

Som hans kæreste Nina gennemgår Rosemarie Mosbæk også en troværdig udvikling fra ung drømmende pige til desillusioneret kvinde. Mens Natalí Vallespir Sand som Konstantins egoistiske mor Irina formår at skabe en realistisk og kompliceret kvinde, der ikke bare er charmerende og overfladisk, men også følsomt usikker, verbalt bidsk og rørende kærlig.

Jonas Fly Filberts scenografi føles også moderne og spændende. Han har skabt en kæmpe struktur med forskellige niveauer og udspring, der omkranser scenen, og udfylder scenerummet fra gulv til loft. Foran strukturen står et enkelt klaver. Enkeltheden i scenografien er dens genialitet. Den kan være alt. Den store struktur virker overvældende og voldsom, hvilket afspejler karakterernes følelser. Visuelt får man både tanker til et orgel, med klaverets placering foran strukturen, et klassisk amfiteater, når Konstantins venner og familie, sidder på strukturen og kigger ned på scenen, hvor hans forestilling foregår, og til tårnende bjerge og bakker, som understreger den landlige setting. Det er visuelt flot og overvældende og skaber spændende billeder og tableauer.

Desværre bruges scenografien ikke nok i iscenesættelsen. Det er skabt som en struktur, man kan gå på og den har flere hemmelige indgange til scenen. Udover starten af forestilling, hvor skulpturen bruges som tilskuerrækkerne til Konstantins forestilling, er der dog kun få momenter, hvor skuespillerne bevæger sig rundt på skulpturen, mens de interagerer med hinanden. De fleste scener foregår på scenegulvet. Det er ellers yderst virksomt, når skuespillerne bestiger den store konstruktion, og den tydelige fysiske afstand mellem karaktererne spejler den emotionelle afstand og ensomhed, de føler.

Med klaveret i midten af scenen bliver musikken en stor og vigtig del af forestillingen. Hannah Schneider har komponeret en række sange, der skal understøtte fortællingen, og hun sidder selv ved klaveret og fremfører numrene. Langt hen ad vejen er inddragelsen af musik velfungerende. For musikken er atmosfærisk og følelsesladet. Det spejler og beskriver Konstantins følelser og gør, at vi som publikum mærker hans fald ned i elendigheden endnu dybere. Musikken fungerer dog bedst, i de instrumentale momenter, som et underspillet akkompagnement. De sungne numre, synges på engelsk, og springet fra de danske replikker til de engelske sangtekster føles ikke helt naturligt. Samtidigt var det til tider svært at høre teksterne og disse sange fik således ikke den samme emotionelle effekt.

Alt i alt er forestillingen en underholdende aften i teatret. Mågen er en flyvende og vellykket nyfortolkning af en Tjekhov-klassikker, med følelser og temaer der er yderst relevante i et moderne samfund. Det er en interessant historie, der trods en lidt for lang spilletid og usikkert tempo formår at gribe sit publikum gennem solide skuespilpræstationer og en anderledes og kreativ iscenesættelse.

Odense Teater, Store Scene, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 3. februar-9. marts 2024

Set den 5. februar 2024

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/oplevelser/forestillinger/2023-2024/magen/

Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Natalí Vallespir Sand, Anders Gjellerup Koch, Rosemarie Mosbæk, Lars Simonsen, Malene Melsen, Lea Baastrup Rønne, Claus Riis Østergaard, Mikael Birkkjær, Benjamin Kitter, Andreas Dissing Hyttel og Hannah Schneider

Dramatiker: Anton Tjekhov i ny version af Simon Stephens

Iscenesættelse: Nicolai Faber

Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly Filbert

Komponist: Hannah Schneider

Lysdesign: Simon Holmgreen

Lyddesign: Kim Malmose

Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *