Anmeldelse: Man vokser op, Aarhus Teater
Af Anne Sophie Parsons
Forfatter Tove Ditlevsen har haft et åbenlyst comeback indenfor de seneste år med sit forfatterskab – nu er to af hendes litterære tekster blevet omsat til teater, hvor to dramatikerstuderende ved Den Danske Scenekunstskole har givet sig i kast med en dramatisk opsætning, der kun peger mod, at der stadig er saft og kraft i teksterne med vedvarende tematikker omkring barnets tarv, at vokse op og hvilke konsekvenser forholdet til forældre, kan have for ens videre liv.
Teaterstykket Man vokser op består af to enakter, der udgøres af ”For barnets skyld” og ”Man gjorde et barn fortræd”. I ”For barnets skyld” (1946), dramatiseret af Ingeborg Thomsen, følger vi den unge Birgit på trappen til pubertetens begyndelse, alt imens hun står midt i fejden imellem faderen Robert og moderen Merete, der finder sammen med en ny mand – til stor sorg og forvirring for den unge pige. I Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd” fra 1941, dramatiseret af Regina Rex, følger vi 19-årige Kirsten, der må gøre op med et altoverskyggende traume fra fortiden, da hendes overgrebsmand træder ind i hendes liv igen.
Forestillingens to enakter er tydeligt markerede i deres bearbejdelse af kvindelige traumer fra barnsben. Med handlinger, der udspiller sig i et konfliktfyldt Anden Verdenskrigs tidsrum, viser Man vokser op, de hårde vilkår for de forsømte pigebørn – og hvilke videre hærdende konsekvenser, svigt og overgreb, har på deres videre liv. Med dramatisering af Ingeborg Thomsen og Regina Rex, er der fine betragtninger i forhold til teksternes tematikker omkring skellet mellem barndom og voksenlivet, og hvorledes disse to elementer, er unægtelig sammenkædet.
Scenografi og kostumedesign af David Gehrt bygger sikkert krigstidsuniverset op igennem karakterernes påklædning, samt et forvokset skævt dukkehus, der udgør rammen for et lejlighedskompleks på Vesterbro, der peger på mørkere familiedynamikker, mens iscenesættelse af Sigrid Johannesen kæder det hele sammen til et psykologisk studie af de unge kvinders sindstilstand igennem to akter. Lysdesign af Anders Kjems og lyddesign af Julie Pedersen er i forenet front med til at fremhæve stemningsskiftene til de mere mareridtsagtige scenarier meget fint.
Man vokser op udgøres af et lille cast, bestående af Lasse Steen, Emil Prenter, Luise Kirsten Skove og Amanda Friis Jørgensen. De to sidstnævnte leverer begge stærke præstationer som henholdsvis den unge Birgit, der overlades til sig selv; Birgits mor Merete, der opfører sig som et desperat voksent barn selv, i sin søgen efter en mand, der kan tage sig af hende, samt den traumatiserede Kirsten og den letlevende og flirtende veninde Nina, som hinandens direkte modstykker, i ”Man gjorde et barn fortræd”.
Forestillingen Man vokser op kigger i sin sammensætning af de to enakter på spørgsmålet omkring, hvordan voksne menneskers svigt og manglende samtaler med børn skaber uligevægtige voksne mennesker i det lange løb – og er på samtlige måder et litterært opråb, men også en kærlighedserklæring og dybtfølt forståelse af svigtede børn, som blot ønsker tryghed og forståelse, mens de bevæger sig ind i de voksnes rækker. Forestillingens titel peger derfor også hen imod en hård, men også nøgtern skildring af alt hvad det indebærer af at ikke være barn mere – et stadie, der ingen glansbilleder har at byde på.
Man vokser op byder på ung energi skudt i litterære tekster, som nu har en del år på bagen; der er langt imellem grinene i løbet af forestillingen, men dette er tilsigtet. Ditlevsens forfatterskab i omsat teaterform minder os om at der er et barn i alle voksne – og hvorledes man tager sig bedst af sit eget i en hård og kold verden, der måske ikke har givet det, de bedste kort på hånden, til at starte med.
Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 12. november-4. december 2021
Set den 2. december 2021
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/man-vokser-op/
Medvirkende: Lasse Steen, Emil Prenter, Luise Kirsten Skov og Amanda Friis Jürgesen
Af: Tove Ditlevsen
Dramatiseret af: Ingeborg Thomsen og Regina Rex
Iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign: David Gehrt
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Julie Pedersen
Varighed: Ca. 1 time og 55 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod