Anmeldelse: Mødrenes hus, Mungo Park

By: Jesper Brandrup
On: 14. januar 2024

Af Jesper Brandrup

Var man som jeg barn i 90’erne, vil man måske huske, hvordan Lille Johns kone Fanny i filmen ”Robin Hood – Prince of Thieves” (1991) får foretaget et kejsersnit i en skovhytte med en sabel, for så dagen efter at løbe rundt med barnet på armen og svinge sig i et flammende reb, der hænger fra trætoppene.

Herefter må det nok først og fremmest siges, at det næsten ikke kan værdsættes nok, at der lige nu i dansk teater findes en modfortælling til disse eventyrlige fødselsberetninger, som desværre er ligeså udbredte, som de har fået lov at stå uimodsagte i mainstreamen.

Mødrenes Hus er en bearbejdning af Liv Nimand Duvås roman af samme navn, der følger hovedpersonen Rosa under hendes 5 dage lange fødselsforløb. Det er en hudløst ærlig skildring, der følger Rosa fra den toværelses lejlighed, hun deler med sin partner Gilbert, til hospitalsgangen med (alt for) travlt personale, hvor morfinen sender hende ind og ud af en parallel drømmeverden, hvor hun møder sin bedstemor, der vil vise hende vej til Mødrenes Hus – hvad Rosa ikke ved, hvad er.

Rosas fødselsforløb er langt fra ukompliceret, og det indebærer, at hun når igennem hele kataloget af følelser. Samfulde 1 time og 20 minutter bæres af den ene hovedrolle Rikke Westi, der leverer en kraftpræstation i rollen som Rosa (og Rosas bedstemor). Hun præsterer med stor intensitet og kropslighed at bevæge sin vordende mor-rolle fra den indledende forventningsfuldhed gennem ængstelighed, vrede, angst, magtesløshed og til sidst forløsning. Hun udfordres af og til af at skulle spille flere figurer ad gangen. Eksempelvis når hun i samme scene skal være både jordemoder, sygeplejerske og mor i tidlig latensfase, så bliver det altså svært at bevare illusionen om den gravides besværede tyngde forrest på maven, når hun samtidig skal springe rundt på hver sin side af sengen, alt efter hvilken del af sundhedspersonalet hun skal skifte til. Det er imponerende, at hun kommer bare nogenlunde helskindet igennem den øvelse.

Med få virkemidler og eminent brug af Casper Døis virkningsfulde lyssætning får Sofia Staal gjort scenen til både lejlighed, hospitalsstue, mareridtsskov og operationsstue. Det er skidegodt design, og alene den enorme livmoder, der hænger fra loftet, udformet af hvad jeg umiddelbart kunne identificere som en halvfyldt presenning med tre meter sort kabel med strips påsat og tørrede blade stikkende ud af, ville næsten være grund nok til at indløse billet til en 2’er. Den ligner lige dele IKEA og Cabin in the Woods og den emmer af perfekt balance mellem stor kunst og lavt budget. Jeg elskede den.

Det stærke skuespil og den levende scene lades dog en smule i stikken af bearbejdningen. Jeg kan ikke udelukke, at mit Y-kromosom står i vejen for en dybere forståelse, men den indledende og den afsluttende monolog, der indrammer stykket, føltes alenlange, og selvom jeg følte, jeg forstod Rosa, mens hun sagde det, forstod jeg knap, hvad hun sagde, fordi tankerne vandrede.

Stykkets klare force ligger i den stærke fødselsberetning og den hudløshed, Rosas indre liv skildres med. Det er komplikationerne, der står skarpest i hukommelsen efterfølgende; kvalmen, tvivlen, angsten, følelsen af at være et produkt på vej igennem en fabrik, umenneskeligheden i et system, som arbejder med mennesker. Drømmesekvenserne flirter med egentlig horror, når de lader det menneskelige blande sig med det dyriske, og navnlig sekvensen, hvor Rosa leder efter sin drikkedunk og kun finder visne blade, efterlader et stærkt indtryk. Det er i det rå og i det uhyggelige og i det ulykkelige, at Rikke Westi får lov til at vise sin intensitet og brænde igennem, og der kommer vi først rigtig ind på fødegangen og får lov til at mærke Rosa. Det er der for lidt af.

Som publikum bliver det for svært at følge med i Rosas indre liv, fordi stykket indlægger alt for meget komisk distance til den råhed, hun oplever i sundhedssystemet (og i mødet med naturen i sine mareridt). Det gør det også unødvendigt svært for Rikke Westi at spille sin hovedrolle, fordi hun skal bruge alt for meget tid springe rundt, som om hun optræder på Comedy Zoo. Hun er bestemt sjov, og jeg forstår ønsket om satirisk at hudflette de travle fødegange, men i lyset af stykkets større fortælling skulle det enten have været en bisætning eller behandles med langt, langt større alvor. Hvorfor skal epiduralen være sjov?

Mit indtryk er, at monologernes formål er at binde fortællingen om den fysiske fødselsoplevelse sammen med den eksistentielle fortælling om moderskab. Det lykkes ikke, og i stedet kæmper stykket hele tiden med at finde tilbage til en rød tråd – handler det om at føde, eller handler det om at blive mor – stykket efterlader det indtryk, at det ikke er det samme, og det er jeg oprigtigt i tvivl om, var meningen. Men jeg har selvfølgelig heller ikke læst bogen.

Som komisk pusterum inden kejsersnittet i ”Robin Hood” forsikrer Morgan Freeman Kevin Costner om, at han har set det fungere på heste. Der er en ironi i, at der på den måde går en lige linje fra de to meget mandede mænds forhold til fødsler til Mødrenes Hus. Det er som om, fødsler åbenbart bare er for overvældende, til at nogen rigtigt kan holde til at opleve dem. Det, synes jeg, er synd. Mødrenes Hus skal dog have ros for ikke at holde kejsersnittet off-screen.

Mungo Park, Scene 1, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

Spilleperiode: 9.- 11. januar 2024

Spiller efterfølgende på Grønnemose Skole, Gladsaxe, fra 28. februar 2024 – 2. marts 2024

Set den 9. januar 2024

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: