Anmeldelse: Ødipus og Antigone, Det Kongelige Teater

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Jeg er spændt, da jeg træder ind på Det Kongelige Teater; for snart skal jeg se tragediernes helt store sværvægtere. Den græske dramatiker Sofokles’ to dramaer Ødipus og Antigone er blevet iscenesat af instruktørkometen Elisa Kragerup med skuespillere fra Det Kongelige Teaters nye ensemble.

Græsk drama lover store følelser, og det er derfor jeg går i teatret; for at få et afbræk fra dagligdagens trivialiteter og måske blive rørt af noget større.

I ’Ødipus og Antigone’ får vi i 1. akt præsenteret Ødipus-myten, hvor den uvidende Ødipus dræber sin far, gifter sig og får børn med sin mor. Konsekvensen af denne handling har uafværgelige følger, og kun Antigones selvopofrelse i 2. akt kan råde bod på skaden og viske tavlen ren.

Da tæppet går, åbnes der op for et mystisk univers af stolerækker og patineret 70’er tapet. Stemningen er smådyster, og farverne falmede. Der er noget fortabt og forladt over det store rum, som om der engang var liv og glade dage, men nu står kun de tomme stole tilbage. Her evner instruktøren og scenografen, Maja Ravn, at skabe et univers, som er originalt, anderledes og stilsikkert.

Nok har mange oplevet lidt familieintriger, men familieforholdene i ’Ødipus og Antigone’ er der forhåbentlig ingen, der kan relatere til. Alligevel formår Elisa Kragerup, i samarbejde med skuespillerne at gøre karaktererne relaterbare og humoristiske. Man kommer til at holde af de forvirrede personer på scenen, som uvidende om deres forudbestemte skæbner kaster sig ind i livet og døden.

De elleve skuespillere er på scenen under hele forestillingen. Den blinde, men stadig altseende spåkvinde, Teiresias glider lydløst rundt på scenen, smuk og ildevarslende med sin blotte tilstedeværelse. I det hele taget er forestillingen meget smuk og stemningsfuld. Lyd- og lysdesign er udtryksfuld og lækkert, og understøtter fortællingen på bedste vis. Alle komponenter arbejder således godt sammen og komplementerer hinanden.

Jeg kunne godt have tænkt mig en smule mere fokus på Haimons karakter, som i sidste akt, ikke helt formår at spille op til den garvede Karen-Lise Mynster. Det kan måske skyldes, at jeg ikke oplevede, at jeg fik en fyldestgørende præsentation af den ellers talentfulde Simon Bennebjergs karakter, og derved ikke fik helt samme kontakt og identifikation med Haimon, som med de andre karakterer.

Jeg er stor fan af det store græske drama og af Elisa Kragerups arbejde, så jeg indrømmer gerne, at ’Ødipus og Antigone’ er en forestilling, som jeg havde glædet mig meget til at se. Og jeg blev bestemt ikke blev skuffet. At iscenesætte de græske myter, uden at det bliver banalt og højtravende, er en svær opgave. Men den løses, efter min mening, i denne forestilling.

En stærk og anbefalelsesværdig oplevelse.

 

 

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Pl. 36, 1250 København K

Spilleperiode: 23. september–14. december 2016

Set den: 23 september 2016

Foto: Natascha Thiara Rydvald 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/odipus-og-antigone/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod