Anmeldelse (re-anmeldelse): denungewertherslidelser, Sort/Hvid (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Dette er en re-anmeldelse. Vores oprindelige anmeldelse af premieren på Aarhus Teater i december 2019 kan læses her.
Af Nanna Sofie Pehrson
denungewertherslidelser er endelig nået til København, hvor den spiller på Sort/Hvid. Forestillingen er baseret Goethes roman, der blev udgivet tilbage i 1774, af samme navn.
Den unge Werther forelsker sig hovedkulds i den skønne Lotte. I Werthers bryst vokser et stort, sort hul i kraft af forelskelsen, der ikke kan opfyldes af andet end hans elskede Lotte og hendes kærlighed. Higen efter kærligheden, tærer Werther op indvendigt og efter en lang kamp i lidenskab og længsel, tager han sit eget liv.

I Sargun Oshanas fortolkning af fortællingen møder vi to udgaver af Werther i kraft af de to mandlige skuespillere, Simon Matthew og Alexander Mayah Larsen, der lader til at repræsentere den fornuftige Werther og den følende Werther. Der går dog ikke længe før de opsplittes, og Werther er alene efterladt i følelsernes vold. Simon gør herefter et godt stykke arbejde i rollen som den længselsfulde Werther, og det samme gør Alexander i rollen som Lottes forlovede, Albert. Skildringen mellem den følende og den fornuftige elsker, er en spændende dynamik og afspejler smukt kendetegnet fra romantikken: Fornuft og følelse som to uforenelige modsætninger.
Sammensmeltningen mellem romantikken og i dag var et gennemgående tema i både kostumer, scenografi og tekst og fungerede for det meste rigtig fint. Særligt smuk var scenografien, der lignede en ruin fra gammel tid, glemt og besat af ungdommen og overmalet med graffiti, kærlighedserklæringer og sidste ord. De øjeblikke, hvor scenerummet overmaledes af projekterede billeder, er nogle af forestillingens stærkeste øjeblikke – og dem ville jeg inderligt ønske, der var flere af.

Det er en fortælling om stor kærlighed, stor lidelse, stor sorg og stort tab – så hvorfor ikke lade opsætningen være stor og ekstravagant? Teksten forholder sig for det meste tro til originalen, men med den kunstneriske frihed at indskrive små moderne vendinger – og endda forsøg på comic-relief. Da Albert løber afsted med Lotte, hvorefter han trodsigt rækker tungen ud mod Werther i en barnlig grimasse, kan jeg ikke lade være med sukke ærgerligt. Denne fortælling kan og vil så meget mere end at være en barnlig fortælling om to drenge, der vil have ”prinsessen”!
Jeg er meget enig med min kollega, der anmeldte forestilling i Aarhus. Det er en bemærkelsesværdig forestilling med æstetikken i orden, men jeg kan ikke lade være at ærgre mig over, at jeg ikke gik derfra med et hjerte, der var ved at briste af vemod og medfølelse for den unge Werther og hans lidelser. Vi behøver ikke comic-relief, hver gang vi beskæftiger os med tunge følelser. Lad os svælge i sorg og ulykke, i længsel og lidelse – vi kan godt tåle det!
Aarhus Teater og Sort/Hvid
Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Spilleperiode: 30. januar-22. februar 2020
Set den: 10. februar 2020
Fotos: Zuhal Kocan
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Simon Matthew, Sara Viktoria Bjerregaard, Alexander Mayah Larsen og Di Garbi
Af: Johann Wolfgang von Goethe
Iscenesættelse og bearbejdelse: Sargun Oshana
Scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye
Lysdesign: Jim Falk
Komponist og lyddesign: Di Garbi
Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod