Anmeldelse (re-anmeldelse): Erasmus Montanus, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Af Thormod S. Kamban

Endnu engang har den nok så prominente instruktør og dramatiker, Christian Lollike, været et smut forbi Aarhus Teater for at genopsætte den Reumert-vindende Erasmus Montanus. Nu er den her igen, med et re-cast i rollebesætningerne, og nok bemærkelsesværdigt mest af alle, i hovedrollen som Erasmus Montanus, Aarhus Teaters stjerneskud, Emil Prenter.

Livet går sin vante gang på bjerget, hvor Jeppe og Nille venter sønnen Rasmus Berg hjem. Stolte og forventningsfulde ser de frem til, at møde deres nyuddannede søn, der begår sig på latin, og, efter sin egen mening, er blevet et dannet menneske. Dette skaber dog en del kontroverser, da Rasmus nu vil tiltales Erasmus Montanus, og hurtigt kommer op at mundhugges med både Per Degn og resten af landsbyen, da han holder fast i at jorden er rund. Dette udsagn får ham i en vanskelig pine, og sætter ham til sidst i den svære situation, at for at kunne gifte sig med Lisbeth, skal han bedyre overfor svigerfaren Jeronimus, at jorden er flad. Da han pure nægter, går tingene slag i slag, og snart stikker det hele fuldstændig af.

Man kan godt mærke, at Lollike for år tilbage må have set noget potentiale i Ludvig Holbergs gamle stykke om den højrøvede, selvoptagede og kloge søn, der vender hjem fra København, for pludselig at sætte byen på den anden ende.

Det er mærkværdigt at opleve, hvordan teksten danner den perfekte ramme, for Lollikes iscenesættelse. Han har valgt, at lade de to verdener, altså Erasmus’ og byens, være så modsatte af hinanden som noget nærmest kan blive. De første par minutter i salen, er man vidne til et mærkelig mekanisk og stagneret skuespil, hvor alle snakker til hinanden, men ingen har blikretningen mod andet end publikum. De spiller i 2D, kunne man sige. Men da Erasmus Montanus (spillet af en forrygende Emil Prenter) gør sit indtog, og kommenterer på hvor kedeligt stykket er, bryder han ikke blot ind med 3D- skuespil, bestående af mere mimik, mere gestik og mere tone, han hopper også ind og stjæler publikums opmærksomhed.

First things first, Emil Pretner er en helt excellent Erasmus. Alt det udtryk hans forældre, hans bror, Lisbet og resten af sognets beboere mangler, giver han igen på mest forunderlige vis. Han kører konstant mellem det snobbede og bedrevidende, og det barnlige ”jeg vil ha’ min vilje, mor”-stadie. De små nuancer, der sniger sig ind undervejs, gør samtidig at han også er en forlængerledning til publikums øjne og ører. Selvom vi synes han er forfærdelig, er han også vores talerør på en eller anden måde.

Det er imponerende, hvordan han kan varierer så godt i sit udtryk. Han er morsom og tragisk på samme tid, sågar menneskelig og umenneskelig.

Alle de andre roller spiller kun varieret i en uhyggelig lille grad. Deres robotlignende skuespil er ekstremt, og det er et modigt valg af Lollike, at store dele af skuespillet skal være så falskt. Men det er selvfølgelig en del af pointen, for at skabe en voldsom kontrast. Erasmus vil jo gøre op med den fladdimensionelle måde deres verden fungerer på, men fordi han selv er så prætentiøs, har man lyst til at pande ham én.

Han bryder med illusionen, og det er det, der er så vanvittig godt set af Lollike. Ligesom Erasmus, i det originale stykke, er den ”kloge” som ved, at jorden er rund, er han i Lollikes version også den der bryder med scenerummet. Hopper rundt blandt publikum, tager sin paryk af, slår i sin monitor og smadrer de flade rekvisitter, blandt andet bestående af en flad, tegnet gris. ”Slap af, det er pap, for helvede”, udbryder han, og publikum leger med hele vejen, lige meget hvor mange måder Erasmus Montanus bringer os ud af fatning. Det er et fuldstændig genialt spil mellem teatrets virkelighed og illusion overfor livet som ligeså rummer virkeligheden, men også illusionen.

David Gehrt og Ida Grarups scenografi består af tegnede huse, dyr og en natur, der kryber sig ud i siderne i flere lag, sådan så ydersiden af scenen, og trinene op og ned, faktisk er et flerdimensionelt rum, hvor lyset ofte er helt oppe, når Erasmus er på, og skruet ned på forreste del af scenen, når de mekaniske karakterer er på. Ligeledes er Gehrt og Grarups kostumer, hvide med grumsede, sorte afmærkninger, så de passer ind i denne her tegneserieverden, hvor rekvisitter såsom suppeskeer, økser, kopper, høns osv. er flade papstykker.

Musikken bliver leveret af dele af et kor, der synger kristne hymner, i flerstemmig skønsang. Det er godt tænkt, da dette også skaber en kontrast mellem skuespillet på de høje nagler og musikken der er smuk, bevægende og nede i gear. Det har også et ironisk skær over sig, når det er så højtideligt.

Hvad er det så, der er så genialt ved denne opførsel af Erasmus Montanus? Jo, det er selve spillet imellem alle de hersens faktorer vi kender fra stykket. Hvad er sandheden? Er den objektiv eller subjektiv? Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mennesker siger den er det? ”Jeg afstår ikke fra sandheden”, siger Erasmus, selvom han selv er ude i samme paradoks, som resten af byen. Men sandheden finder han frem til, ved hele tiden at afmontere den. Således gør han sin mor til en sten, ved logikkens kraft, for efterfølgende at gøre hende til et menneske igen, som mange jo nok husker Holbergs stykke for.

På et tidspunkt i stykket tolker han i biblen, at Jesus har sagt man skal slå sine forældre. Men han kan ikke selv se, at hans egen logik spiller ham et puds. ”Sandheden”, siger hans bror Jakob: ”Er sandheden ikke bare en løgn, der er blevet fortalt tilstrækkeligt mange gange”?

Lollike, Dennis Meyerhoff Brink og Tanja Diers har bearbejdet stykket til at give det et ekstra lag, ved blandt andet at lade Erasmus være en ytringsfundamentalist, der tror på grundlovens ord. Men ligesom at han ikke kan få ordet ”flad” i sin mund, kan han heller ikke få sig selv til at sige, at Danmark er et kristent land, der bygger på kristne værdier. Undervejs i stykket er der flere stikpiller til, hvordan vi bruger denne form for retorik i vores indvandrerdebat.

Erasmus Montanus er på mange måder, et helt igennem absurd, freakshow, vel at mærke på den gode måde. Der leges hele tiden med fiktionslagene imellem Erasmus og bjergets beboere, Erasmus og publikum, samt stykkets tidsramme og nutidens dyd og til tider gumpetunge moral. De vælter scenen med teaterblod, tørre tæsk, pap overalt, burkaklædte skikkelser og marcherende mørkemænd. Erasmus skræver hen over publikum, mens han trækker os med i faldet. ”Er kærligheden større end alt andet?”, spørger han. ”Nej”, svarede en kvinde fra publikum prompte, til delte reaktioner fra et overrumplet publikum.

Men til sidst må Erasmus sluge ordene i sig, mens han synker sammen i afmagt, som en anden slagtegris, i verdens karma. Ligegyldig hvor stor en tænker, du mener, du er, har dagsordenen en anden lyd. Så du må på med krigsuniformen. Da jeg cyklede forbi Holbergsgade på vej hjem, kunne jeg ikke lade være med beundrende, at sende en tanke til hele teamet bag forestillingen. Den her forestilling, er om noget et bevis på, hvorfor vi med stolthed kan opsætte gamle klassikere, når vi har fortolkere der sammen kan presse så meget frisk saft ud af citronen. Det er friskt, men også bittert. Skål for Lollike og Aarhus Teater!

Aarhus Teater i samarbejde med Sort/Hvid (præsenteres i anledningen af Dansk Teater 300 år)

Store Scene, Aarhus Teater, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 24. august-24. september 2022

Set den 26. august 2022

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/erasmus-montanus/

Medvirkende: Emil Prenter, Jacob Madsen Kvols, Tina Gylling, Anders Baggesen, Arian Kashef, Bjarne Henriksen, Nanna Bøttcher, Johannes Lilleøre, Sofia Nolsøe og Andreas N. Petersen

Kor: Ingeborg Højlund Dania, Susanne C. Nielsen, Yngve Lyngsøe, Gunnar Sifgússon, Katrine M. Kyhl og Nadja S. Enevoldsen  

Scenografi og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup

Bearbejdet af: Dennis Meyerhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike

Iscenesættelse: Christian Lollike

Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod