Anmeldelse (re-anmeldelse): Skolekomedien, Aarhus Teater

Anmeldelse (re-anmeldelse): Skolekomedien, Aarhus Teater

Af Lea Hjort Thalund

Man undrer sig ikke over, hvorfor Aarhus Teater har valgt at genopsætte Skolekomedien. Den er stadig uhyre relevant, gennemarbejdet og lussingerne til samfundet slår stadig lige så hårdt, som de gjorde for blot to år siden. Man taler ofte om, at forestillinger skal være relevante for sit publikum og noget, hvor de kan spejle sig selv i. Begge dele må siges stadig at være gældende. Selv teksten ikke er mere end to år gammel, er der stadig sket ændringer og tilføjelser til teksten. Herunder kommentarer om ChatGPT og det stigende trusselsbillede, ikke blot fra Rusland men også USA, har fundet vej ind i teksten. Forestillingen og teksten føles derfor på ingen måde som ”genbrug”.

Der er ikke mange forandringer at spotte fra opsætningen i 2024. (Du kan læse vores anmeldelse fra 2024 her). Scenografien er den samme, med den store skole, i to etager, i midten af scenen. Velplaceret på drejescenen, så man både kan skifte klassetrin og -lokale. Det ene øjeblik befinder vi os i indskolingen med alfabetet hængende langs med væggen, i det næste øjeblik er vi i det veludstyrede musiklokale på første sal. Drejer skolen kun kvart omgang, finder vi skolelæreren Annette stående og smugryge, både for eleverne og administrationen, under trappen.

Ensemblet er i store og hele det samme. I rollen som Annette finder vi Carla Eleonora Feigenberg, Mette Døssing og Anders Baggesen, som henholdsvis den unge nyuddannede, den erfarne og den ældre garvede skolelærer. På tværs af alder er drømmen om at gøre noget særligt for børn og hjælpe dem på rette vej i livet stadig til stede. Børnene og deres tilsvarende forældre spilles af Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Mette Klakstein, Marie Marschner, Emil Busk Jensen, Marie Boda og Kasper Krassimir alle er de trådt tilbage i deres gamle roller. Eneste ændring er, at Boda og Krassimir nu er færdiguddannede skuespillere.

Johanne Milland, Clara Sophia Phillipson og Malte Conradsen har alle overtaget en rolle fra sidste opsætning. I denne omgang indtager Søren Torpegaard Lund rollen som klassens klovn, bogstaveligt talt.

Skuespillerne gør et eminent stykke arbejde. Deres individuelle konstante finurligheder gør, at der er aldrig, er et kedeligt øjeblik på scenen. Feigenberg, Døssing og Baggesen dublerer hinanden på magisk vis og Annette sidder så stærkt i dem, at man til tider glemmer, at de er tre skuespillere, indtil de står side om side. Lunds stemme flyder stærkt og klart igennem de musikalske momenter, han får lov til at levere. Hans dobbeltrolle som hjælper og skurk forsvinder man magisk ind i, og han leverer en rørende åbning af anden akt, hvor man helt glemmer hans lettere dystre klovneudseende. Hetland præsterer igen en helt igennem uudholdelig (læs fantastisk spillet) pædagogisk konsulent fra undervisningsministeriet med cykelhjelm. Hvis der er noget at sætte en finger på hos ensemblet, kan jeg ikke finde det.

Forestillingen er efter min optik en af de mest konceptrene og velinstruerede forestillinger fra instruktør Christian Lollike. Temaet, teksten og de implementerede billedsprog som elefanten i rummet og bjørnetjenesten skaber en forestilling med fantastisk dybde. Flere steder oplever vi som publikum at tage os selv i at grine af dybt tragiske omstændigheder, som giver os en klump i maven.

Skolekomedien er lige så velspillet, velproduceret og relevant som den var for to år siden, hvis ikke mere. Der gives således i år en ekstra blodsdråbe for at holde sig relevant i en tid, hvor verden er i konstant forandring. Se den derfor (igen) for at opleve de samfundsmæssige spændinger pakket ind i komedie, men hvor alvoren aldrig er langt væk. Man er garanteret et godt grin, men også mulighed for eftertænksomhed.

Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden 1, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 12. februar-21. marts 2026

Set den 13. februar 2026

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/skolekomedien

Medvirkende: Mette Døssing, Anders Baggesen, Carla Eleonora Feigenberg, Mette Klakstein, Christian Hetland, Johanne Milland, Marie Boda, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Emil Busk Jensen, Kasper Krassimir, Clara Sophia Phillipson, Matle Conradsen og Søren Torpegaard Lund

Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike samt scener af Johanne Kirstine Fall og Frida Lea Fugl

Scenografi og kostumer: Franciska Zahle

Kompositioner og arrangementer: Simon Mathew

Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *