Anmeldelse: ROD, Teatret Zeppelin
Af Christian Skovgaard Hansen
Teatret Zeppelins forestilling ROD handler om drengen Rod. Han kan ikke rigtig falde til i samfundet, og efter at temperamentet igen er løbet af med ham, søger han nu tilflugt på det forladte jernbaneterræn. Han finder dog hurtigt ud af, at han ikke er alene. Pigen, Billie, har lignende udfordringer i livet som ham, og selvom de to slår sig på hinanden, finder de også en form for sjæleven.
Midt i al det kaos dukker Lukas op. Han er en spøjs dreng, hvis insekthotel kommer til at hjælpe både Rod og Billie. Insekterne viser dem alle tre, at man kan forvandle sig fra noget grimt til noget smukt, og idéen om en ”forvandlingspuppe” er skabt. Grænserne mellem virkelighed, drøm og forvandling udviskes, og der begynder at indfinde sig en mening med galskaben – men også ikke mindst med livet! Livet ér svært, men måske er det ikke så svært endda. Det svære er at knække nødden til at komme ind til livet.
Forestillingen spiller derved også på de mange betydninger af ordet ”rod”. Det er både et spørgsmål om, at få ryddet op i al rodet inden i en selv, at finde fodfæste, så (livs)roden har noget at fæstne sig i, at finde mening i den rod, der stikker ud fra resten af det større hele, og ikke mindst om at finde årsagen og kilden til, hvorfor man er, som man er. Samtidig finder vi hurtigt ud af, at Rod faktisk ikke er en uopdragen rod inderst inde. Rods rod forvandling derimod, så han stifter fred med sin rod, så han på ny og mere varigt kan slå rod.
ROD er tredje auteurværk i teatrets trilogi ”Børn uden voksne”. Det er en fælles projekt, hvor alle, der er med i produktionen, sætter sit præg på forestillingen, således f.eks. replikkerne er skabt under workshops- og øveperioderne.
Både tekst eller replikker synes måske nok lidt for ujævnt, hvor man ikke altid forstår, hvorfor handlingen går, som den gør. Det føles nogen steder som om, at der kører to forskellige sideløbende historier, som derved får lidt svært ved at smelte sammen til slut til én samlet slutning, og ikke alt i handlingen virker helt troværdigt. Det gør også, at den primære målgruppe kan have lidt svært ved at finde hoved og hale i handlingen, og at de dermed overser nogen af de små, fine elementer i den. Sidst er meget af handlingen relativt og måske unødigt mørk og voldsom. Men den grundlæggende historie og ikke mindst moralerne står klart.
Johanne Eggert har skabt scenografien, som mest består af en af de forladte togvogne på det forladte jernbaneterræn. Men den er meget mere en end togvogn. Med sine mange åbninger og anvendelsesmuligheder bliver den også et symbol på hele livet, der er lige så foranderligt og henholdsvis åbent og lukket. Den bliver et hjemsted, et gemmested, og et overlevelsessted, men den bliver også åbningen til et andet liv, når Billie smutter under vognen, eller når vognen kan åbnes, så man aner den livgivende horisont. Scenografien suppleres flot af Jim Falks lysdesign.
Simon Hilmonie som Rod, Maria la Cour som Billie og Johan Damgaard-Lauritsen som Lukas leverer alle fine præstationer, og de kommer rundt om hele følelsesregistret. Hilmonies Rod er hård i filten, når han går til boksning og dermed tror, at alt kan klares med tæsk, men der gemmer heldigvis også en vis sårbarhed og agtpågivenhed. Der er bare nogen, der skal finde ind til følelserne i ham. Dét lykkes for Maria la Cours Billie, der både holder en facade for at overleve, men alligevel lader der komme sprækker i den, så hun kan vise omsorg for Rod. Johan Damgaard-Lauritsens Lukas er blid og tillidsvækkende, og han har noget af den kærlighed, tryghed og livsklogskab overfor Rod og Billie, som de savner.
Forestillingen præsenteres som for alle fra min. 7 år og som egnet for 1.-9. klasse, særligt velegnet for 3.-7. klasse. Der er ingen tvivl om, at alle børn (og deres voksne) kan lære noget af forestillingen, men spørgsmålet er, om forestillingens emner og dysterhed ikke går helt til de allermindste, så anbefalingen måske skal sættes lidt op.
ROD stikker måske nok lidt (for) meget i forskellige retninger, og teksten er ikke hel skarp. Men sådan er barn- og ungdommens sind – i hvert fald til en vis grænse. Med forestillingen lærer publikum at (over)leve og ikke mindst at passe på hinanden, og at det aldrig skader at åbne sig og vise svaghed. Alle kan have behov for at komme i ”forvandlingspuppen”, så man kommer ud på den anden side som en smuk sommerfugl med spredte vinger, så man kan flyve ud og leve livet. Og det budskab fylder heldigvis mest.
Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, 1665 København V
Spilleperiode: 1.-28. marts 2025
Set den 8. marts 2025
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende skuespillere: Simon Hilmoine, Maria la Cour og Johan Damgaard-Lauritsen
Auteur: Mie Brandt
Produktionsdramaturg: Laura Sylvester Walters
Auteurassistent: Camilla Bergholt
Scenograf: Johanne Eggert
Lysdesigner: Jim Falk
Lyddesigner, afvikler og produktionsleder: Rasmus C. Månsson
”Nattesangen” er skabt af Maria la Cour og Sven Meinild
Kunstnerisk sparring: Vibeke Wrede
Dramaturg: Niels Overgaard Lehmann
Dramaturgpraktikant: Emma Asmussen
Stagefight-træner: Adam Brix
Koreograf: Ingrid Tranum Velazquez
Varighed: 1 time og 5 minutter uden pause
For alle fra min. 7 år – Egnet for 1.-9. klasse/særligt velegnet for 3.-7. klasse
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod