Anmeldelse: Room 4.1 LIVE, AFUK – Remisen (Kristján Ingimarsson Company)

Af Ea Melissa Christiansen

Så snart du træder inden for døren i Room 4.1, er det nærmest som en uendelig kamp, som du kun kan prøve at undslippe, men aldrig helt formår at flygte fra.

Spoler vi lidt tilbage, befinder jeg mig i den store sal på AFUK – Remisen, og på begge sider af døren er placeret tribuner. Her kan du selv vælge om du vil stå op eller sidde. Foran ses to storskærme og bagsiden af regiet, mens skærmene ruller. Stilheden brydes med filmet live-interaktion, hvor kun lydene fra den ene scene kan høres i rummet, men ej ses andre steder end på skærmen. Lysten til at snige sig hen på den anden side og smugkigge, vokser. I takt med dette, rykkes skærmende og erstattes med ”verdens byrde på en mands skuldre”-ish. Og to vinkende fingre fra en anden skikkelse, der signalerer, at vi må komme tættere på. Men… Tør jeg?

Lige nu kan du opleve Kristján Ingimarsson Company vise Room 4.1. LIVE på AFUK –Remisen. Her kommer du bagom settet til optagelserne derpå, mens du oplever web-serien fra ende til anden i denne totaloplevelse/ ”stand-up-sit-walk-about”. Ligeså får du den længe ventede afrunding på serien live.

Webserien handler kort sagt om Vincent, der er indlagt på Room 4.1 grundet smerter i pegefingeren, som en manifestering af hans frustration over livet. Dette er startskuddet til en helvedes masse paranomale begivenheder, hvor tyngdekraften ophæves i et forsøg på at flygte fra virkeligheden. Hele set-up’et blander din virkeligheds opfattelse sammen i én knude. Webserien kan både opleves på kompagniets Instagram, såvel som på deres hjemmeside, og det er ikke en nødvendighed at se den forinden, da de viser alle afsnit. Har du til gengæld svært ved at forstå ”det mere abstrakte”, kan det dog være en fordel, for at skabe en bedre forståelse af selve handlingen.

Karaktererne er imprægnerede stereotyper, hvor kvinderne er iklædt rød læbestift, tårnhøje stiletter og ”divanykker”, mens mændene daser rundt i slasket tøj og arrogant, men tilbagelænet, attitude.

Du oplever også, hvordan stemningen bag-om på et filmset kan være, dette med konflikter så som ”Den her aftale står ikke i kontrakten.” Du oplever, hvordan den nærmest lammede Vincent, spillet af Thomas Bentin, skamroses til skyerne: ”Thomas, REALLY good job!” for at gøre ingenting, mens kvinden med korset, spillet af Kajsa Bohlin, atter skal høre på instruktørens latterlige sexistiske kommentarer under det ene afsnit og bedes kysse korset som et fallossymbol under sin katarsis. Dette indtil hun afbrydende råber: ”Just let me do my job!” – mens den ofte halvnøgne kvinde, Nora Hannula, roses gang på gang. Måske fordi hun viser hud og derfor ”accepteres” modsat førstnævnte. Og Kristján Ingimarsson spiller den højrøvede, men også dygtige, instruktør, er typen der tænker mere på produktet frem for sine skuespilleres behov, i fiktionen. Det er nervepirrende, men også pinligt morsomt.

En kæmpe ros sendes ud til skuespillernes akrobatiske skills med kroppe, der udfører ting, der nærmest forekommer skræmmende (u)naturligt. På den fede måde!

Til tider kan det virke en anelse udpenslet, især i de momenter, hvor det står uklart, om denne sekvens er for langtrukket med vilje, eller om der mon er en fejl på settet? Både mht karikaturerne såvel som de ”tekniske fejl”. På den anden side er det irrelevant, hvad sandheden rummer, da meningen bl.a. er at opleve, hvordan film fungerer backstage. Fejl forekommer og ventetiden får os til at krumme tæer, når skuespillerne står vandret i luftet på ”drejeskiven” og venter med.

Det er tydeligt, at timing og humor er alfa og omega, hvilket ofte er et af elementerne i Kristján Ingimarssons forestillinger. Ligeså med de seksuelle referencer, hvor udtalelsen: ”Sådan Vincent, bare stik den laaaaangsomt ind i hullet, sådan ja, stille og roligt og ÅRH. Perfekt”, er en af de tydelige af slagsen. Publikum griner, som var vi børnehavebørn, der griner af en prut. Selv dét er taget op i et andet gear, uden at ville afsløre for meget.

Fra tid til anden dukker mystiske skikkelser op a la den høje mand fra Twin Peaks, som her driver instruktøren ud af sit gode skind. Mit eneste mén er, at jeg faktisk er ærgerlig over at se, hvem der gemte sig bag masken. Sommetider må man gerne bevare mystikken og ikke afsløre alt, for at pynte på uhyggen.

Hvad andet er, kommer en stor cadeau til Lasse Munk for lydbilledet, som løfter oplevelsen op til et helt andet niveau. Allerede fra starten af vokser uhyggen sig på settet, dette til sammenligning med David Lynchs filmunivers, hvor stemningen er mareridtsagtig: Mystisk og ubeskrivelig. Forestillingen havde ikke været den samme foruden!

Scenograferne Kristian Knudsen, Charlotte Calberg og Kristján Ingimarsson har også formået at opbygge nogle monumenter, der fungere super godt, både i stillestand såvel som når ”Room 4.1” roteres rundt. Jeg kan ikke sige andet end: ”For helvede hvor er det bare ge-ni-alt!”

Kostumerne, som Charlotte Calberg står for, ligner noget som taget ud fra virkeligheden, igen med et særpræg af humor, når vi pludselig ser et par gule plyssko med smiley’er på. Det absurd-realistiske går igen i både kostume, skuespil og sprog, og det fungerer. Sproget er en blanding af engelsk og klovne-volapyk, der nærmest minder om ”Robert Felix Larsen”, når han snakker sort. Igen, et af kompagniets særpræg.  

Fungerede slutningen? Ja for helvede! Jeg havde blot forventet endnu et afsnit som de forhenværende, men at opleve noget i ånd med Tue Bierings værker, hvor inddragelse af publikum, eller simple tekniske hjælpemidler bliver til en genistreg, kom bag på mig. Det er en forestilling for dem, som elsker at blive udfordret. Jeg fik bl.a. spyttet ansigtet til – ikke meget, bare lidt, da jeg pludselig var center for et skænderi mellem to af skuespillerne, mens jeg selv var en del af hospitalsuniverset. Men det lod jeg mig ikke ryste ud af, faktisk fandt jeg det enormt oplivende at være så tæt på dramaet, at jeg stod ”midt i det”. Bogstaveligt talt. Jeg ved at jeg ikke var sigtekornet for det, men en brik i spillet ”på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”. Eller ikke. Om ikke andet, så er jeg en sucker for satsede moves, når de fungerer. Men bare rolig, dette sker ikke for alle, da det primære er at være tilskuer.

Selv bagefter Room 4.1 – LIVE er det nærmest et uforklarligt fænomen i erindringens rum, også selv om alt blev serveres lige foran næsen af mig. Dette er scenekunst taget op til nye højder, og hele castet er dygtige i kunsten med at få det hele til at se nemt ud, hvilket jeg ved det IKKE har været. Ofte var der momenter som kunne have endt grueligt galt, hvis ikke timingen havde været i top, men alle kom (håber jeg) levende ud derfra.

Har du fulgt med i webserien Room 4.1.? Så er denne bag-om-kameraet-men-stadigvæk-opstillet-version en spektakulær oplevelse, som er et startskud til en lang snak bagefter. Det er en godt 90 minutters totaloplevelse, som virkelig er en givende oplevelse for dig, som elsker at opleve teater på andre måder end de traditionelle, hvor man sidder stille på stolerækkerne og overværer teatret på en scene.

Kristján Ingimarsson Company

AFUK – Remisen, Enghavevej 83 B, 2450 København SV

Spilleperiode: 24. oktober-2. november 2019

Set den 24. oktober 2019

Fotos: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Thomas Bentin, Noora Hannula, Kajsa Bohlin, Glenn Ziqver Xavier, Pil Josefine Nielsen, Søren Møller, Kristján Ingimarsson, Jacob Svendsen, Tine Amalie Møller Hammerbo, Hedda Celander, Line Svendsen og Gustav Lauesen

Instruktør, dramatiker og forfatter: Kristján Ingimarsson

Instruktørassistent: Line Svendsen

Produktionsleder: Sarah Sarina Rommerdahl

Assistent: Hedda Celander

Konstruktør: Kristian Knudsen

Kostumedesign og rekvisittør: Charlotte Calberg

Lysdesign: Karl Sørensen

Lyddesign: Lasse Munk

Scenograf: Kristian Knudsen, Charlotte Calberg og Kristján Ingimarsson

Producent og arrangør: Kristján Ingimarsson Company

Varighed: Ca. 1 time og 55 minutter inkl. 15 min pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Landet som ikke er, Teatret ved Sorte Hest

Af Christian Skovgaard Hansen   Edith Södergran (1892-1923) var en finlandssvensk lyriker, og hendes ...

Anmeldelse: FELT, Teaterøen (FELT)

Af Christian Skovgaard Hansen   Denne lørdag eftermiddag går turen på nye eventyr: Min ...

Anmeldelse: Når bladene falder, Bådteatret (Teatret Kimbri)

Af Jacob Riegels, gæsteanmelder   Døden kan være en stor og kompleks ting – ...

Anmeldelse: Uledsaget, Mungo Park

Af Sidsel Stoustrup   ’Uledsaget’ er en montageforestilling, der beskriver den rejser, som flygtninge ...